Den Sorte Dracula

Hans ene hjørnetand fangede min opmærksomhed.
Den sorte kutte omsluttede ham, så hun hans mund og hage var synlig.
"Alice?" sagde han med en rolig stemme.
"Det er mig," sagde jeg, og skævede over til Adrian som stod med hånden på dolkeskaftet ...

4Likes
0Kommentarer
1034Visninger
AA

8. Kapitel 8

"Mangler du noget?" Jeg snurrede hurtigt omkring, sikker på ingen havde holdt øje med mig.
Draculen stod lænet op ad en stolpe. Han nikkede hen mod de andre mænd, og mit blik fulgte retningen. En af mændende holdt brevduen. 
"Vi var så betænksomme at skrive et brev for dig. Der står at du har det godt, og der ikke er grund til nogle bekymringer over Draculaen. Du bliver her lidt længere, og forsikre dem om at alt er okay."
"De kan se, at det ikke er mig der har skrevet det," sagde jeg, bange for, at Tom måske alligevel ville tro på det falske brev.
"Ja, det var et problem, men er det heldigvis ikke mere. Skriften er lidt sjusket, fordi du skrev brevet, mens vi stadig var i passet, og der var ikke nogle flade steder, du kunne skrive på." Han løftede den ene hånd, med sin sorte handske, og manden slap fuglen. Den flaksede ud af stalddøren. 
Jeg stod naglet til stedet. Det var mit sidste håb, der lige nu fløj bort. Jeg vendte om, og trak Eg ud af stalden. 
Hele vejen gennem Albara red draculan tæt ved min side, men så det lignede, at det var mig der førte an.
    "Alice!"
Råbet rev mig ud af tankerne. Tre børn løb ud foran hestene. Jeg genkendte dem fra en gang, hvor Adrian og jeg var været her, og fortalt historier.
"Fortæl en historie!" 
"Hvor er din ven?" sagde en anden.
"Vil du ikke fortælle den og de ni drager?"
"Øh, beklager børn, jeg har travlt. Måske en anden dag."
"Øv. Vi har ventet på dig og din ven kom til byen."
"Jeg kommer snart igen," sagde jeg, selvom jeg havde på fornemmelsen at det ikke ville ske lige foreløbig ...

 

Mørket sænkende sig over os, da vi red ud af Albara. Den næste by vi kom ind i, hed Izar. 
Vi gjorde holdt ved et hus i udkanten af byen. 
Draculaen kendte manden som boede der. Han lignede en omkring de 30, og hans klædte sig som en adelig.
"Hvem den pige du bringer med, gamle ven?" spurgte ham, med en tydeligere accent end Hudson.
"En guide. Erik, vis hende ind på sit værelse, og hold øje med hende." En af mændene tog fat i min arm, og hev mig ind gennem huset. Han skubbede mig ind af en hvid dør, og fulgte selv efter, og lukkede den efter sig. Rummet var stort, med gullige vægge. Der stod en stor seng, et smuk udskåret skab, og et fint bord med et par stole omkring. Der var et smalt vindue. Måske kunne jeg klemme mig ud ... Jeg kiggede over på manden, som stod foran døren. Jeg mærkede efter mine dolke, men draculaen havde taget dem.
Pludselig fik jeg en anden ide.
"Her er koldt, syntes du ikke?" Jeg lod som om jeg frøs.
Manden kneb øjnene sammen. "Du har måske brug for en til at varme dig?"
"Det ville være dejligt."
Manden var tydeligt overrasket over mit svar. Jeg gik hen og satte mig på sengen.
"Dynerne er godt nok kolde."
Manden nærmede sig. "Du prøver at narre mig ..."
"Tror du jeg er i humør til pjat?" Jeg blev streng i tonen. 
Manden mumlede noget. 
Jeg vente ryggen til ham, og lød som om jeg rystede.
"Men i såfald ... må jeg nok hellere hjælpe dig."
Da jeg kunne mærke ham lige bag mig, vendte jeg mig hurtigt om.
Min højre hånd susede op og ramte ham i ansigtet. Han væltede om i sengen med blodet strømmende ud af næsen. Blod! 
Draculaen ville kunne lugte det! Hurtigt løb jeg hen til det smalle vindue. Det var stramt, og ville ikke give sig. Jeg hev og sled i det, mine fingre brændte og mine arme krampede. Da det endelig gik op, blev døren til rummet smækket op med et brag.
Jeg blev hevet omkuld, og presset ud af væggen. 
Draulane holdt mig fast med hele sin kropsvægt. Hans sorte hånd lukkede sig om min hals da han hviskede: "Jeg advarede dig ..."

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...