Den Sorte Dracula

Hans ene hjørnetand fangede min opmærksomhed.
Den sorte kutte omsluttede ham, så hun hans mund og hage var synlig.
"Alice?" sagde han med en rolig stemme.
"Det er mig," sagde jeg, og skævede over til Adrian som stod med hånden på dolkeskaftet ...

4Likes
0Kommentarer
1024Visninger
AA

7. Kapitel 7

En banken på døren rev mig ud af søvnen. 
Jeg sprang ud af sengen, og smuttede hurtigt i tøjet.
"Et øjeblik." 
Jeg gik hen og åbnede døren. 
"Godmorgen, Alice." Foran mig stod Draculaen, gemt bag kuttens sorte folder.
Jeg svarede ham ikke, og han fortsatte:
"Vi rider snart, du burde gøre dig klar nu," sagde han roligt.
"Nej. Jeg bliver her, aftalen var, at jeg skulle lede jer gennem passet. Ikke videre ind i Kara."
"Planen er lavet om, du kommer med os." Hans var stadig rolig, men en undertone af kulde lå gemt i den. 
"Du ejer ikke mig. Du kan ikke bestemme hvad jeg skal, og hvad jeg ikke skal, bare fordi du er kongens marionetdukke. Jeg nægter," sagde jeg, og skød trodsigt hagen frem. 
Alle de ting som Adrian havde fortalt løb gennem mit hoved. Styrke, hurtighed ...
Jeg opdagede irriteret, at mine dolke lå ved min seng.
Før jeg kunne nå at gøre noget, ramte hans knytnæve mig på siden af hovedet. Jeg styrtede mod gulvet med et brag. Fortumlet kom jeg på benene. Jeg ville slå ud efter ham, med han undveg, greb min arm og vred den om på min ryg. 
"Hør godt efter Alice. Hvis du ikke gør modstand, gør jeg dig ikke noget. Men hvis du nægter, kommer hele kroen til at lide under det." Han holdt en kort pause.
"Jeg dræber hver en mand og kvinde, hvert et barn på denne kro, hvis du ikke gør som jeg siger. Folk vil fatte mistanke, hvis jeg slæbte dig bevidstløs ud til hestene, så derfor skal du selv gå. Er vi enige?"
Han vred min arm mere, og jeg faldt på knæ. Bare et vrid mere og den ville brække.
"Og Alice, hvis du prøver at stikke af," han satte sig på hug bag mig, og jeg mærkede hans varme ånde mod min hals, "så bider jeg. Tre dråber bold, og jeg vil kunne finde dig over alt."
Så rejste han sig og gik med hurtige skridt hen mod døren. 
"Vi ses snart." Så smækkede han den.
Jeg sank sammen på gulvet. Hvad var det her for noget?
Pludselig kom jeg i tanke om duen. Jeg måtte skrive til Adrian.
      Jeg lod som ingenting, da jeg gik ned i krostuen, selvom mit hjerte bankede på højtryk.
"Ahh, Alice min pige, kom og sæt dig, du er sikkert sulten, har jeg ret?" Hudson så på mig med sine store brune øjne. Egentlig havde jeg helt mistet appetitten, men for ikke at virke mistænkelig, sagde jeg jatak.
Hudson kom hen og satte sig ved mit bord.
"Når min kone kommer hjem, du skal møde hende. Og mine børn, ja."
"Jeg ville virkelig gerne, men jeg rejser videre om lidt," sagde jeg bedrøvet, men huskede så, at jeg ikke skulle virke mistænkelig. Bare tanken om hvad draculaen ville gøre mod disse fredelige mennesker, var frygtelig.
"Allerede?" spurgte han med sin accent.
"Ja."
Han skulle til at sige mere, da en mand bag mig sagde: "Vi rider nu frøken Alice." Jeg vendte mig om. Det var den mand, der også havde holdt øje med mig i går.
"Tak for mad Hudson, du må hilse din familie fra mig." Jeg smilede, bange for det ikke var overbevisende nok.
"Du må også hilse Tom ..."
Jeg nikkede, og fulgte efter manden ud til stalden. Så snart vi var kommet væk fra kroen, ville jeg stikke af. Jeg ville sende et brev til Adrian. Jeg huskede Draulaens trusler: "Bare tre dråber blod, og jeg kan finde dig over alt."Jeg skuttede mig. Men han havde ikke fået noget blod endnu, og det ville han heller ikke!

Jeg gik hen til Eg, og sadlede ham op. Da jeg havde lagt sadeltaskerne på ham, kiggede jeg, at ingen holdt høje med mig. Så stak jeg hånden ned til duen. Men den var der ikke.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...