Den Sorte Dracula

Hans ene hjørnetand fangede min opmærksomhed.
Den sorte kutte omsluttede ham, så hun hans mund og hage var synlig.
"Alice?" sagde han med en rolig stemme.
"Det er mig," sagde jeg, og skævede over til Adrian som stod med hånden på dolkeskaftet ...

4Likes
0Kommentarer
990Visninger
AA

5. Kapitel 5

Ud mellem træerne kom store grå ulve. Det var sjældent jeg stødte på dem så tidligt. 
"Træk jeres våben! Ulvene jager i folk, de går efter en af os!" råbte jeg. 
I det samme sprang ulvene frem mod en af mændene. Mandens - det var Als - hest stejlede og fløj fremad. Tre af de andre heste fulgte med. Jeg drejede Eg og satte efter dem. En ulv løb op på siden af os. Hurtigt trak jeg en kniv frem, og kastede den øvet mod ulven. Den ramte ulven i halsen, og den styrtede omkuld. 
Eg snublede, og jeg var nær trillet forover, da de løse sten rulle under hans hove. 
Længere fremme lød et skrig. Draculaens hest overhalede Eg med en utrolig fart på trods af den ujævne grund. 
De løbske heste var stoppet. Al stod på jorden, og svingede rundt om sig med sit sværd for at holde ulvene på afstand. Hesten lå på jorden med det vide ud af øjnene, og et par ulve nærmede sig den. 
"Larm alt hvad I kan, men pas på hestene ikke stikker af!" råbte jeg. 
Mændene begyndte at råbe. Samtid kastede jeg to knive, og Draculaen snittede en ulv op med et langt, smalt sværd. 
De ulve der stadig levede trak sig hylende væk. Jeg hoppede ned fra Eg, og løber over til Al, der var faldet sammen på jorden. 
"Få syr på hestene," råbte jeg over skulderen. 
Jeg svang min rygsæk af, og satte den ved siden af Al. Han blødte fra skulderen og armen, og havde dybe rifter i ansigtet.
I min rygsæk fandt jeg nogle tørre urter, og puttede dem i munden. Jeg tykkede saften frem i dem. Jeg fandt også nogle forbindinger. Urterne kom på rifterne, og jeg forbandt hans skulder og arm.
"Hesten klare sig ikke." Jeg vendte mig om, og mødte de mystiske blå øjne. Jeg kiggede væk, selvom en del af mig bare ville blive ved med at kigge ind i det blå.
"Hestene kan ikke bærer to her. Det er for risikabelt."
"Jeg tager mig af ham," sagde Draculaen. Forfærdet vendte jeg mig om, hvilket jeg hurtigt fortrød. Al skreg hæst, og Draculaen plantede sine tænder i hans hals.  

 

Vi red videre i tavshed. De andre mænd havde aflivet hesten, og skåret noget af kødet af og gemt det i sadeltaskerne. Måske ville ådslerne tiltrække vilde dyr, så vi ville blive fri for dem.
Lyden af Als hæse skrig, og billede af Draculaen som drak hans blod hjemsøgte mine tanker. 
Træerne stod tættere her, og som mørket begyndte at komme frem, kom en kold vind susende over os. Vi gjorde et kort stop ved bækken, og fortsatte så ind af små og indviklede stier. 
Til sidst gjorde vi holdt.
Jeg bandt Eg løst til et træ, så hvis vi blev angrebet kunne han rive sig fri. Så fandt jeg mine tæpper frem.
En af mændene startede et bål, og hestekødet blev stegt. 
Jeg kom i tanke om duen, jeg havde helt glemt den var der. Da jeg var sikker på, at ingen kiggede, fodrede jeg den. 
Efter jeg havde spist rejste jeg mig og sagde: "Jeg tager første vagt."
Så satte jeg mig i udkanten af lejren med mit tæppe omkring mig, og spejdede ud i mørket.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...