Den Sorte Dracula

Hans ene hjørnetand fangede min opmærksomhed.
Den sorte kutte omsluttede ham, så hun hans mund og hage var synlig.
"Alice?" sagde han med en rolig stemme.
"Det er mig," sagde jeg, og skævede over til Adrian som stod med hånden på dolkeskaftet ...

4Likes
0Kommentarer
991Visninger
AA

4. Kapitel 4

”Det er en lille robust hest du har. Han klare sikkert turen bedre end de andre.” Draculaen, Aron, red op på siden af mig.   
”Ja.”
Jeg kiggede ligeud. Ud af øjenkrogen så jeg ham betragte mig.
”Hvad hedder den?”
”Eg.”
”Eg?”
Kunne han da ikke være ligeglad!
”Ja. Stærk som en eg, intet vejr slår ham omkuld.”
”Aha.”
Jeg hævede stemmen. ”Vi sætter tempoet op.” 
Eg travede hen af stien. 
Vi var snart ved passet. Jeg nød solens stråler. Der var altid varmere her, tæt ved grænsen, end længere mod nord, selvom den kolde vind ville følge os et godt stykke ind i passet. Jeg sendte et skjult blik på den Aron. Nej, han lod ikke til at være påvirket af solen. Adrian havde haft ret igen.
    Vi nåede passet op ad formiddagen. Mellem bjergsiderne lå tusindvis af klippestykker.
”Husk at løsne tøjlerne, ellers snubler hestene,” råbte jeg bagud.
Jeg styrede Eg til venstre. Bagved et stort klippestykke var en næsten usynlig sti. Den førte op ad bjergsiden. Derefter skulle vi gennem skoven, som voksede på de brede bjerge, som dannede Sydpasset. Det var der, der var den største chance for, at vi ville møde ulve. Når vi kom længere sydpå, ville det være pumaerne vi skulle tage os i agt for. 

Stien gik svagt op. Eg havde nemt ved at finde fodfæste, han var vant til det hårde terræn.
"Kom så! Forbandede dyr! Heya! Kom så, jeg fodre dig til hundene hvis du ikke går nu!" Jeg vendte mig i sadlen. 
Manden der havde gjort nar af Eg, hev i en sin brune gangers tøjler, og hamrede hælene i siden på den.
"Hey! Stop med det der, giv den løse tøjler dit fæ!" Jeg vendte Eg rundt.
"Du skal ikke blande dig i hvordan jeg rider min hest, lille pige!"
Jeg kogede ag raseri. Hvad havde det svin gang i?!
En rolig stemme brød ind: "Al, stop med at hive din hest i munden, og opfør dig som en voksen mand. Hvem har dog lært dig at behandle din hest sådan?" 
Al prøvede mumlende at afbryde, men Aron lod ham ikke komme til orde.
"Du må være meget glemsom min ven, jeg mener ellers frøken Alice fortalte os klart og tydelig, hvordan vi skulle ride herude."
Al mumlede og kiggede ned i jorden.
"Godt, og hvis jeg høre mere brok fra dig, skal jeg personligt gøre dig stum." Det sidste hviskede han med en undertone af alvor.
"Fortsær bare, Alice." 
Jeg skuttede mig og drev Eg frem. Tanken om hvordan han ville gøre Al stum, fik det til at løbe koldt ned af ryggen.

Som dagen skred frem kom vi op på de brede bjerge. Fyrtræerne tårnede sig op over os. Da jeg var mindre, troede jeg ikke, der kunne vokse træer på bjergene. Her løb også små bække. Vi ville holde en pause når vi nåede den første bæk.
Den hurtigste vej til bækken, ville være at forsætte ligeud, men et lag af løst jord og sten spærrede vejen. Jeg havde før redet over med folk, men tit var en hest snublet og havde vredet om, så jeg havde fundet en ny vej. 
"Vi holder pause ved den første bæk. Vejen vi skal er meget ..." Mere nåede jeg ikke at sige, før et ulvehyl skar sig gennem luften. 
"Ulve!" 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...