Den Sorte Dracula

Hans ene hjørnetand fangede min opmærksomhed.
Den sorte kutte omsluttede ham, så hun hans mund og hage var synlig.
"Alice?" sagde han med en rolig stemme.
"Det er mig," sagde jeg, og skævede over til Adrian som stod med hånden på dolkeskaftet ...

4Likes
0Kommentarer
1005Visninger
AA

3. Kapitel 3

Hans ene hjørnetand fangede min opmærksomhed, da han smilede skævt. Hætten på kutten dækkede stadig det meste af hans ansigt.

”Alice?” sagde han med en rolig stemme.
”Det er mig.” Jeg skævede nervøst til Adrian som stod med hånden på dolkeskaftet.
”Aha. Jeg er Aron, kongens højre hånd. Du skal føre os gennem passet i morgen.”
”Alice har fri i morgen,” brød Adrian ind, ”du må vente som de andre.”
”Det er kongens ordre, og vi vil selvfølgelig betale ekstra.” Han vendte sig mod mig.
”Vi er seks mænd, syv med mig. Hvor lang tid tager det at komme gennem passet?”
”To dage, hvis alt går som det skal.”
Han tog en dyb indånding og smilede.
”Godt så. Vi rejser ved daggry.” Så vendte han sig om med sin sorte kappe flagrende omkring sig, og gik ned af gangen.
Adrian skulle til at sige i noget, men jeg afbrød:
”Du hørte ham, Adrian. Kongens ordre. Jeg vil ikke have nogen problemer med ham.”
Han prøvede at komme med indvendinger, men jeg løftede hånden:
”Han skal bare til den anden side af passet. Værre er det ikke.”
Han tav.
Så satte han sig ved siden af mig.
”Men hvad skal han i Kara? Ved kong Azlak det?”
Kara var landet på den anden side af passet. Kong Azlak var en god konge, der tænkte på sit folk. I modsætning til kongen over norden, Kong Liam. Han slagtede alle der kom i vejen for ham, og rygtet gik om, at han ville føre krig mod Kara. Måske havde draculaen noget med det at gøre …
”Jeg ved det ikke. Men det kommer ikke os ved,” sagde jeg fast.
”Hvis de planlægger krig, kommer det da os alle ved!” Han rejste sig og knyttede hænderne.
”Jamen det ved du ikke om de gør! Hold
op med at være så barnlig!”
Han gik hen og kiggede ud af det gamle vindue.
”Jeg tager med dig.”
Jeg sukkede dybt. ”Nej. Det duer ikke Adrian. Jeg er tilbage om fem- seks dage, afhæning af hvor lang tid jeg skal vente I Kara. De skal vel også tilbage igen.”
”Alice …”
”Jeg vil ikke være uvenner nu, Adrian. Vi snakkes ved i morgen, jeg bliver nødt til at sove, jeg skal snart op.”
Han gik og lukkede døren med et lille smæk. Jeg var ikke sikker på jeg ville få noget søvn den nat.

 

Lidt søvn måtte jeg have fået, for jeg vågnede da der var nogen der ruskede i mig. Det var Tom.
”Tom?”
”Alice, du må op.” Han hviskede.
Jeg satte mig halvt op  på den gamle briks.
”Hør godt efter. Jeg har sat en af mine brevduer i din ene sadeltaske. Ikke fordi jeg tror der sker noget, men bare for at være sikker ... Alice, bare gør som han siger, så sker der ikke noget.”
Han havde en lampe med, som lyste hans gamle ansigt op.
Jeg lagde armene om ham.
”Pas på dig selv Alice.”
”I lige måde Tom. Vil du holde øje med Adrian? Jeg kan ikke have ham med.”
”Jeg skal gøre hvad jeg kan. Der er stadig en halv time til de andre står op. Gå ud og sadel Eg op. Jeg har ligget mad til duen og noget til at skrive med. Hold den hemmelig.”
Han klemte min skulder og gik ud.  
     Jeg rejste mig, og tog mine varmeste bukser ud af kommoden, en ulden trøje, og min tykke uldkappe. Mit hår sad stadig i den rodede fletning fra i går, men jeg orkede ikke at gøre noget ved det. Tankerne kørte rundt i mit hoved.
    Nede i krostuen stod en tallerken med noget brød, og et krus med mælk.
Jeg spiste det hurtigt, og gik ud i køkkenet.
Julia var ved at pakke noget ned i min rygsæk.
”Sådan Alice, her er noget mad til turen. Der er også nogle dunke med frisk vand.”
”Mange tak Julia.” Hun rakte mig rygsækken og gav mig et kram.
”Pas nu på dig selv.”
”Det skal jeg nok.” Jeg tog den grønne rygsæk. Jeg havde den altid med. Der var reb, knive, forbindinger og salver, og maden som Julia havde pakket.

Ude i stalden stod Eg. Jeg trak ham ud, og begyndte at strigle ham. Ponyen stod og gabte. 
Morgendisen var faldet, og det blæste køligt ind i stalden. Jeg fandt de to sadeltasker, og tjekkede duen var i den ene.
Jeg havde lige lukket tasken – med undtagen af et lille lufthul, da seks mænd trådte ind.
Jeg var lige blevet færdig med Eg, da jeg hørte en sige hånligt:
”Hvad er det for et skvat af en hest." Han lo til de andre mænd.
Jeg vendte mig om og stirrede koldt på ham.
”Grin du bare. Når din hest snubler og brækker benet, så vi må aflive den, og du skal gå de næste to dage, sidder jeg trykt og behageligt på Eg. Og hvis vi bliver angrebet af ulve, må vi efterlade dig til de nådesløse dræbere.”
Det lukkede munden på ham.
Jeg trak Eg ud. En hånd lagde sig på min skulder.
”Du glemte dine handsker.”
Det var Adrian. ”Tak,” sagde jeg og tog imod dem.
”Er du sikker på jeg ikke skal tage med?”
”Ja. Du skal videre i morgen.” Jeg gav ham et kram før han kunne nå at sige mere.
”Vi ses snart,” sagde jeg.
   Da alle mændene var kommet ud, kom Tom haltende.
Draculaen sad på en stor sort hest, og hans mænd på brune. Nogle af dem havde også fået spændt sadeltasker på.
”Er det ryggen?” spurgte jeg Tom.
Han smilede, men smilet nåede ikke hans øjne. ”Ja, det går ikke for godt.”
Han gav mig en lille læderpose. ”Her er lidt penge.”
”Tak. Vi ses snart.” Han nikkede, og lagde hånden på Adrians skulder.
Så vendte jeg Eg rundt og hævede stemmen:
”Turen er farlig, og det er umuligt at forudsige, hvad der vil ske. Her er tre ting, som I for jeres egen skyld hellere må huske. Et: Der er ulve, bjørne og pumaer, så hav altid et våben tæt ved hånden. To: Giv hestene løse tøjler, så de bedst mulig kan finde vej, uden at snuble. Tre: Hvis I vil overleve, så gør hvad jeg siger.”
Aron trak hætten ned fra sin fra ansigtet. Hans mørke røde hår, de blå øjne … Adrian havde haft ret i sine beskrivelser.
En kuldegysning løb ned over min ryg.
”Vi skal nok gøre som du siger, Alice.” Hans blå øjne borede sig ind i mine. Jeg tvang mig til at kigge væk. ”Lad os komme af sted,” sagde jeg.
Adrian fangede mine øjne, med et bekymret blik. Jeg smilede svagt og førte an ud på vejen mod passet. Det begyndte stille at sne.
Solen var ved at stå op. Vil ville nå passet om en times tid. Jeg trak min kappe tættere om mig.
Tanken om at sove i nærheden af mændende de næste dage var alt andet end behagelig ...

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...