Den Sorte Dracula

Hans ene hjørnetand fangede min opmærksomhed.
Den sorte kutte omsluttede ham, så hun hans mund og hage var synlig.
"Alice?" sagde han med en rolig stemme.
"Det er mig," sagde jeg, og skævede over til Adrian som stod med hånden på dolkeskaftet ...

4Likes
0Kommentarer
984Visninger
AA

1. Kapitel 1

"Hans tøj er sort, sort som natten! Og kappen blafrer omkring ham, selvom der ingen vind er ..."
Han gjorde en hurtig bevægelse med armene.
"Han er hurtigere end de fleste. Ikke hurtigere, end verdens hurtigste mand på kort sigt. Nej, han kan bare løbe længere uden at blive træt."
Han holdt en kunstpause.
"Og stærk. Stærk som syv vilde okser! Hvis man er trænet i nærkamp og teknik, ville man måske have en chance. Måske ..."
Forsamlingen sad med åben mund og stirrede.
"Hans hår er mørkerødt, som skørtnet blod. Skulderlang, bølget ... Og øjnene," han gjorde store øjne og pegede på sit venstre," de er så blå, som havene mod syd. Hvis man først er fanget, er ..."
"Hvad med hvidløg?" brød en mand ind.
Adrian rystede på hovedet.
"Næh, det er bare myter. Myterne om hvidløg der holder dem væk, og at de sover i kister og ikke lan tåle dagslys ... løgn. Rygtet om, at de ikke kan betræde helligt jord ... Løgn ..."
Der gik en kuldegysning gennem forsamlingen.
Stearinlysene kastede uhyggelige skygger på væggene.
"Ja tak, jeg tror vi har hørt nok om dracula, smut så med dig gøgler!" 

Jeg smilede og smuttede af døren. Adrian var fantastisk til at fortælle skrækhistorier.
   Jeg ventede over i den lille stald, som lå ved siden af kroen. 
Snart kom Adrian ind.
"Alice?"
Jeg trådte frem og omfavnede ham. Det var længe siden vi havde set hinanden. Vi var gamle venner, og Adrian var draget ud for at opleve nye ting, og lære landets historier at kende.
Jeg boede på kroen  Ølkruset, ved den gamle bartendertender, Tom.
Jeg hjalp ham med at passe hestene og red som guide for folk, der skulle gennem det sammenstyrtede Sydpas. Det var styrtet sammen for længe siden, og mange af vejene var farlige. 
Men det var den eneste vej til Kara - landet på den anden side af passet - som to under tre måneder.
"Det er længe siden," smilede Adrian. Hans brune øjne fangede mine.
Jeg nikkede. "Har du oplevet noget spændende på dine rejser?"
Jeg gik hen til en af de gamle bokse, og tog min hest ud. Den var brun, med en sort pjusket man og hale. Den var lav, og kraftigt bygget. Måske mere en pony. Og var den fantastisk til at gå i alt terræn.
"Jeg harset en del."
Han tog sig til hagen. Jeg havde lagt mærke til det lille skæg, der var kommet på hans hagespids. Det havde han ikke haft, da han var taget afsted.
"En aften red jeg ned til en landsby. Jeg så kongens mænd smide borgerne på gaden.Mænd, kvinder og selv små spædbørn blev drevet ud på gaden. Han er modbydelig."
"Hvorfor gør de ikke bare modstand?" spurgte jeg.
"Det tør de ikke. Kongen sender bare sin dracula ud."
"Passer historierne? Jeg troede det var over hundrede år siden, der sidst var sådan en?"
Han trak på skuldrene, og pegede på min hest, Eg.
"Stadig en frisk lille fyr?"
Han havde også hentet sin hest, Måne, en grå hoppe, som var lidt større end Eg.
"Ja, frisk som altid. Og din?"
"Måne er rolig som hun plejer, måske lidt træt efter rejsen."
Han var ankommet for et par timer siden.
    Det var begyndt at blive tusmørke, og krogæsterne var på vej hjem. De kiggede sig nervøst omkring i halvmørket. 
"Jeg tror det er lykkedes dig at skræmme dem," smilede jeg. 
Han lo og nikkede. "I er nemme at skræmme herude på de øde egne."
Kongens borg lå ca. fem dages rejse herfra. Sandsynligheden for at han, eller hans dracula skulle komme forbi, var ret lille.

Vi red ud på stien, der førte mod Sydpasset. Duggen havde lagt sig. Vinden var kølig, og jeg var glad for min store uldkappe.
   "Nåh, har du så fundet dig en mand?" Han så på mig, med det der drillende blik, som han vidste jeg hadede.
"Nej! Og det regner jeg heller ikke med."
"Vil du være enspænder?"
"Nej, ikke for altid. Jeg har bare ikke planer om at blive gift lige nu. Selvom Tom ellers har forsøgt at finde mig en mand. Hvad med dig?" sagde jeg for at skifte emne.
Ham smilede. "Nej."
"Så er alt jo som det plejer."
"Tja. Har du fri i morgen?"
"Ja." Jeg havde altid fri ugens sidste dag.
"Skal vi så ikke ride en tur til byen?"
"Jo. Jeg skal sikkert alligevel hente nogle varer for Tom.
Vi red lidt i tavshed.
Pludselig brød han tavsheden:
"Hvad siger du til et kapløb?" 
Før jeg kunne nå at svare, drev han Måne frem i fuld galop. Eg fulgte efter som et missil.
Et godt stykke henne stoppede Adrian. "Hvor blev du af?" grinede han.
"Du snød!" 
Vi lo, og vente hestene hjemad.

 

Da vi kom tilbage, var noget forandret. Der hang en anspændthed i rummet. Der var ingen i krostuen, men en svag mumlen hørtes ude fra køkkenet.
Adrian kiggede spørgende på mig. Jeg trak på skudrene.
"Vent her." sagde jeg.
Jeg gik om bag disken og ud i køkkenet.
"Uhh, Alice, du gjorde mig forskrækket!" udbrød køkkenpigen Julia.
Så hastede hun ud af døren. 
Bagerst i køkkenet var en lille dør, som førte ned til kælderen. Det var der stemmerne kom fra. Der var to.
"Tom?" To ansigter vendte sig mod mig. Toms, og en kutte klædt mands. Jeg kunne kun se den kutteklædtes mund og hage. Resten af ham var dækket af den sorte kutte. 
"Spørg hende igen, kære krovært. Jeg er sikker på, at du kan overtale hende," sagde han med en rolig stemme og klappede Tom på skulderen.
Tom bukkede, og mumlede et eller andet. Bukkede? Han bukkede aldrig for fremmede?
Jeg mærkede den kutteklædtes blik, da den fremmede mand gik tæt forbi mig og forsvandt op ad trapperne.
Tom stod tilbage med en dyb panderynken.
Hans grå hår, skægstubbe og dybe rynke i panden, fik ham til at se ældre ud. Jeg gik hen til ham.
"Hvad er der galt?" Han svarede ikke. "Tom! Hvem var det? Hvad er der galt?"
Han kiggede på med mig, med et  bekymret blik.
"Det er ham."

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...