My immortal

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 aug. 2012
  • Opdateret: 3 aug. 2013
  • Status: Færdig
Hvem skulle have troet, at en pige, som var så underlig, som Alice, nogensinde ville finde en ven? Ingen vil tro på det, men alligevel, så er Alice og Rose som sjælevenner. En person, delt i to. Alice og Rose har været veninder, siden en dag på legepladsen, og går på hver sin skole. Alice begynder bare, at lægge mærke til flere, og flere underlige ting ved Rose. Hvordan kan det f.eks. være, at de mødtes, på den dag Alice havde aller mest brug for en ven? Og er det bare et tilfælde, at Rose har navnet, på hendes yndlingsblomst? Og hvordan kan det egentlig være, at Rose aldrig fortæller om sin familie, eller taler med andre end Alice? Alice finder disse ting mere og mere mærkelige, og beslutter sig for, at finde ud af sandheden, men kan det nu være klogt? For måske, så har Rose en god grund til alt hun gør.

12Likes
24Kommentarer
1408Visninger
AA

10. Spejlet

Efter at have ligget og sovet, endnu en ensom nat. Endnu en trist nat.  Endnu en nat, der ikke havde gjort noget for healingen af de sår, der så desperat havde brug for healing. Smerten var alt for virkelig. Der var gået 4 måneder siden Roses død, og jeg havde stadigvæk ikke fået det bedre. Dagene gik forbi, men i virkeligheden føltes det som om, jeg stod i midten af to togbaner, hvor togbanerne bare kørte fram og tilbage. Hele tiden. Jeg opfattede ikke noget. Jeg spiste næsten ikke. Jeg var så svag. Jeg kunne ikke græde. Jeg kunne ikke le.

Jeg gik stille og roligt over til mit spejl. Jeg havde brug for at se mig selv. Jeg var helt bleg. Min spinkle krop stod helt sammenkrumpet, med store mørke rande under øjnene. Mit hår var spaltet og glansløst. Og jeg var alene...

Jeg lukkede øjnene, og prøvede hårdt på at knibe en tårer. Det kunne jeg ikke, og jeg gav til sidst op. Jeg åbnede langsomt mine øjne, men jeg så ikke det spejlbillede, som jeg så før. Jeg så Rose.

Men jeg forstod ikke hvorfor. Jeg prøvede at lave fagter med mine arme, og spejlbilledet gjorde det præcis efter. Jeg prøvde at lukke det ene øje, række tunge, hoppe, danse, smile, lave fjollede små dansetrin, for at se hvad der så skete. Rose fulgte med på det hele. Til sidst tog jeg min hånd og lagde det på spejlet. Mit spejlbillede, eller, Roses hånd rørte min. Det blev varmt omrking det, og før jeg vidste af det, faldt jeg igennem spejlet. Jeg var i en underlig strøm af alle regnuens farver. Jeg blinkede lidt med øjnene, og da jeg åbnede dem igen, var jeg et nyt sted. Jeg var ved sandkassen, og så mig selv. Det var den dag jeg mødte Rose. Jeg så mig selv, med lukkede øjne, bare et par sekunder inden Rose ville dukke op. Jeg blev stående lige så stille, og så til. Først et par sekunder. Så et par minutter. Og så gik den mindre version af mig hjem, men jeg så ikke Rose nogen steder. Det var der alt gik op for mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...