My immortal

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 aug. 2012
  • Opdateret: 3 aug. 2013
  • Status: Færdig
Hvem skulle have troet, at en pige, som var så underlig, som Alice, nogensinde ville finde en ven? Ingen vil tro på det, men alligevel, så er Alice og Rose som sjælevenner. En person, delt i to. Alice og Rose har været veninder, siden en dag på legepladsen, og går på hver sin skole. Alice begynder bare, at lægge mærke til flere, og flere underlige ting ved Rose. Hvordan kan det f.eks. være, at de mødtes, på den dag Alice havde aller mest brug for en ven? Og er det bare et tilfælde, at Rose har navnet, på hendes yndlingsblomst? Og hvordan kan det egentlig være, at Rose aldrig fortæller om sin familie, eller taler med andre end Alice? Alice finder disse ting mere og mere mærkelige, og beslutter sig for, at finde ud af sandheden, men kan det nu være klogt? For måske, så har Rose en god grund til alt hun gør.

12Likes
24Kommentarer
1372Visninger
AA

4. Skal vi cykle?

Ganske rigtig kom Rose, og hentede mig. Vi tog vores tasker på ryggen, og spankulerede ned til cykelstativet, for at tage vores cykler, som vi havde glemt, sidste gang vi var på skolen. Jeg smilte. Dagen var slut, jeg var sammen med Rose, og jeg kunne nu tage mig god tid, til at fortælle om min dag.

Da vi cyklede, snakkede, grinte, og smilede vi. Det var sommer, og varmt. Dog så undrede jeg mig stadigvæk, over nogen ting ved Rose. Ting som ikke altid helt gav mening.

"Rose, jeg tænkte på, om jeg ikke måtte se din skole imorgen?" Sagde jeg til hende. Hun kiggede ned i jorden, alt imens hun trådte på pedalerne på cyklen. På samme måde jeg gjorde. Vi cyklede side om side, i noget tid, og kom til den store bro. Hun havde stadigvæk ikke svaret mig, og jeg ville ikke bringe det op igen. Hun havde nok sine grunde. Måske hun havde det ligeså svært på sin skole, som jeg havde på min. Vi kørte side om side på broen, i stilhed. Hvor der før havde været snak, og latter, var der nu ensomhed. Det mindede mig om første gang hun sov hos mig. Stilheden skræmte mig fra vid og sans, men Rose begyndte at tale til mig, og det endte med, vi talte hele natten. Ikke nok med, at hun altid hjalp mig, så hjalp jeg altid hende. hun frygtede så mange ting, og kunne nogengange græde over det, men jeg hjalp hende. Jeg tørrede hendes tåre væk.

Mine tanker stoppede, da jeg hørte den meget velkendte lyd, af en lastbil. "Den store bro" var ikke bred, kun lang, og med Rose cyklende ved siden af mig, var der ikke meget plads til at lastbilen kunne komme forbi, men jeg kunne se det kunne lade sig gøre.

"ROSE, PAS PÅ LASTBILEN" råbte jeg, da jeg så lastbilen ikke ville flytte sig. Havde han ikke set Rose? Hvorfor kørte han ikke udenom? Forventede han, hun skulle flytte sig? Med hjertet helt oppe i halsen, så jeg til, mens min anden halvdel blev kørt over. Min Rose var nu visnet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...