My immortal

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 aug. 2012
  • Opdateret: 3 aug. 2013
  • Status: Færdig
Hvem skulle have troet, at en pige, som var så underlig, som Alice, nogensinde ville finde en ven? Ingen vil tro på det, men alligevel, så er Alice og Rose som sjælevenner. En person, delt i to. Alice og Rose har været veninder, siden en dag på legepladsen, og går på hver sin skole. Alice begynder bare, at lægge mærke til flere, og flere underlige ting ved Rose. Hvordan kan det f.eks. være, at de mødtes, på den dag Alice havde aller mest brug for en ven? Og er det bare et tilfælde, at Rose har navnet, på hendes yndlingsblomst? Og hvordan kan det egentlig være, at Rose aldrig fortæller om sin familie, eller taler med andre end Alice? Alice finder disse ting mere og mere mærkelige, og beslutter sig for, at finde ud af sandheden, men kan det nu være klogt? For måske, så har Rose en god grund til alt hun gør.

12Likes
24Kommentarer
1449Visninger
AA

12. Mit navn er Rose

Det var der alt gik op for mig.

Rose havde aldrig nogensinde levet. Hun var en afspejling af mit største ønske. Hun var min ven. Min fantasiven. Jeg ønskede mig en ven så meget, at jeg skabte hende selv. Jeg byggede hende, til at være min bedste ven. Jeg fandt på hende, til at kunne underholde mig, til at være der for mig, og til altid at være på min side. Jeg havde fundet på hende, til at elske mig, og til at jeg kunne have en ven at elske.

Det hele gav mening. Hendes navn. At jeg ikke vidste noget om hende, men samtidig alt. At min mor altid opførte sig underligt, når jeg talte om Rose. At ingen nogensinde havde set hende. At hun døde.

Jeg havde klynget mig til en løgn i 10 år. Jeg havde klynget mig til en fantasi. Hun døde, fordi jeg var begyndt at sætte spørgsmålstegn ved hende. Ved hele hendes eksistens. Eftersom min fantasi havde skabt hende, så blev jeg nødt til at tro på hende, og siden jeg tvivl omkring hende, var det på tide at stoppe med at give hende liv. Derfor flyttede hun sig ikke for lastbilen. Derfor flyttede lastbilen sig ikke. Derfor var hun ikke på overvågningen. Hun fandtes aldrig.

Men selvom hun stadigvæk er sammen med mig, har jeg været alene hele tiden.

Jeg græd. Mine tårer var kommet tilbage. Jeg havde mistet min bedste veninde, som egentlig var mig selv. Mit navn er Rose. Jeg var Rose

Jeg blinkede, og da jeg åbnede mine øjne var jeg i min seng. Jeg havde drømt. Men drømmen var virkelig, det vidste jeg. Drømmen fortalte den hårde sandhed, som jeg var løbet fra i alle de år. Jeg var alene, og det havde jeg altid været. 

Dog vidste jeg også, at jeg måtte tage mig sammen. Trods Rose var en del af min fantasi, ville jeg tage en ordentlig afsked med hende, og skrev derfor et brev til hende.

Kære Rose, du må undskylde det hele. Jeg vidste ikke, at det hele ville gå op i en større enhed, som ville ende så tragisk, som det gjorde. Jeg vidste ikke, det hele var min skyld, og at min nysgerrighed skulle føre til denne tragiske hændelse. Jeg vidste ikke, at jeg var grunden til det, men jeg ved en ting. Jeg skal nok få styr på det hele nu... Jeg elsker digs tadigvæk utroligt højt, og vil fra nu af prøve at skabe mig et liv, som ikke afhænger af fantasien. 9. klasse er snart slut, og så kan jeg komme videre med mit liv. Tak fordi du altid har været der for mig. Din Alice...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...