My immortal

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 aug. 2012
  • Opdateret: 3 aug. 2013
  • Status: Færdig
Hvem skulle have troet, at en pige, som var så underlig, som Alice, nogensinde ville finde en ven? Ingen vil tro på det, men alligevel, så er Alice og Rose som sjælevenner. En person, delt i to. Alice og Rose har været veninder, siden en dag på legepladsen, og går på hver sin skole. Alice begynder bare, at lægge mærke til flere, og flere underlige ting ved Rose. Hvordan kan det f.eks. være, at de mødtes, på den dag Alice havde aller mest brug for en ven? Og er det bare et tilfælde, at Rose har navnet, på hendes yndlingsblomst? Og hvordan kan det egentlig være, at Rose aldrig fortæller om sin familie, eller taler med andre end Alice? Alice finder disse ting mere og mere mærkelige, og beslutter sig for, at finde ud af sandheden, men kan det nu være klogt? For måske, så har Rose en god grund til alt hun gør.

12Likes
24Kommentarer
1373Visninger
AA

1. Kære Rose...

Kære Rose, du må undskylde det hele. Jeg vidste ikke, at det hele ville gå op i en større enhed, som ville ende så tragisk, som det gjorde. Jeg vidste ikke, det hele var min skyld, og at min nysgerrighed skulle føre til denne tragiske hændelse. Jeg vidste ikke, at jeg var grunden til det, men jeg ved en ting. Jeg skal nok få styr på det hele nu...

 

"ALICE! VÅGN SÅ OP" skreg Rose af mig, da jeg lige så stille, vågnede, og åbnede mine ellers så søvnige øjne. Jeg ville ikke vågne, og jeg ville ikke i skole. Faktisk, så vidste jeg præcist hvad der ventede mig. En skoledag, hvor jeg igen var alene. Rose, min bedste veninde, kom altid og hentede mig, før og efter skole, eftersom vi gik på hver sin. Jeg havde flere gange tigget hende om, at flytte skole, men hun stod fast. Ligesiden vi havde mødtes, så var vi uadskillelige. "Jeg er vågen" sagde jeg søvnigt, gabte, og rejste mig op, for derefter at tage tøj på. En sød lille sort top, og jeans med perler i kanten af lommerne. Så satte jeg mit hår op, i en hestehale, og gik ud for at børste tænder. Rose sad bare i min seng, og ventede på mig, imens hun pillede lidt ved mit vækkeur. "Hvaa, virker dit vækkeur ikke? Du kommer jo aldrig op til tiden" skreg Rose inde fra sengen. Jeg himlede med øjnene, og smilede lidt, med tandbørsten i munden. Min vækkeur virkede udemærket, hun kom bare altid, og vækkede mig før det nåede at ringe. "Hvad er klokken nu?" råbte jeg istedet tilbage, efter at have taget tandbørsten ud af munden. "Seks fjorten" skreg hun, med sine høje skingre stemme. Mit smil blev større, som jeg tog mit krus, og skyllede munden. Ganske rigtig begyndte mit vækkeur at ringe, imens Rose sad med det i hænderne. Jeg kunne høre hendes skrig, og skyndte mig ind, for at se hendes ansigt. Det så ud som om, hun lige havde fået en lagkage i hovedet, og så kunne jeg ikke holde masken mere. Jeg flækkede af grin. Rose stilte det stadigvæk larmende vækkeur fra sig, og gik over til mig, der hvor jeg lå, på gulvet, skyggede for mit udsyn, og stod bare og stirrede ned på mig, med krydsede arme. Jeg turde ikke kigge videre op, alligevel tog jeg mig sammen, og så hendes kæmpe smil.

Jeg blev meget lettet. Jeg var allerede udstødt i skolen, og kunne ikke klare, at skulle miste hende. Rose var mit, et og alt. Da vi var færdige med at smile, og grine af hinanden gik vi nedenunder til min mor. "Hej skat, hvad grinte du af?" Spurgte hun, med et stort smil. "Det var bare Rose, der var sjov som altid" smilede jeg tilbage. Min mor stirrede på mig, som hun altid gjorde når jeg nævnte Rose. "Okay, så Rose fik dig til det..." sagde hun så stille, og i et ikke så begejstret tonefald. "Ja mor, Rose fik mig til det" bekræftigede jeg hende. Jeg kiggede på min mor, og så over på Rose, som bare stirrede ned i gulvet. Jeg vidste godt, at Rose var genert, men at hun aldrig havde sagt et eneste ord til mine forældre, kunne jeg stadigvæk ikke forstå. Hvordan var hun overhovedet blevet lukket ind, hvis ikke hun havde sagt, hvad hun skulle?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...