My immortal

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 aug. 2012
  • Opdateret: 3 aug. 2013
  • Status: Færdig
Hvem skulle have troet, at en pige, som var så underlig, som Alice, nogensinde ville finde en ven? Ingen vil tro på det, men alligevel, så er Alice og Rose som sjælevenner. En person, delt i to. Alice og Rose har været veninder, siden en dag på legepladsen, og går på hver sin skole. Alice begynder bare, at lægge mærke til flere, og flere underlige ting ved Rose. Hvordan kan det f.eks. være, at de mødtes, på den dag Alice havde aller mest brug for en ven? Og er det bare et tilfælde, at Rose har navnet, på hendes yndlingsblomst? Og hvordan kan det egentlig være, at Rose aldrig fortæller om sin familie, eller taler med andre end Alice? Alice finder disse ting mere og mere mærkelige, og beslutter sig for, at finde ud af sandheden, men kan det nu være klogt? For måske, så har Rose en god grund til alt hun gør.

12Likes
24Kommentarer
1371Visninger
AA

5. Hvorfor...

Jeg havde stoppet cyklen. Min verden var stoppet... Den var forsvundet. Hvorfor havde lastbilchaufføren ikke stoppet, da han hørte min Rose blive mast imellem hjulene, og resten af maskineriet. Hvorfor havde han ikke set hende, og kørt uden om. Hvorfor havde han ikke kørt tilbage, eller ventet på, vi var ovre broen. Hvorfor havde Rose ikke flyttet sig, og hvorfor lå cyklen ikke mast tilbage. Hvor var den forsvundet hen?

Hvorfor stod jeg som stivnet, på en bro, helt alene i verdenen. Alt jeg havde at leve for var væk. Min rose var visnet, dens torne var blevet tydelige, hele dens blotte tilstedeværelse er nu visnet bort. Den var væk for evigt. Hun var væk for evigt. Jeg var bare alene i verdenen... Hvis bare jeg kunne glemme hende, ville jeg kunne leve videre, men hun er i alt omkring mig. Jeg ville ikke hjem.

Med faste skridt gik jeg ned på politistationen, som meget passende lå tæt på broen. Med tåre i øjnene gik jeg ind. "Jeg vil meddele et mord" sagde jeg stille, og meget afdæmpet. Dette kunne simpelthen ikke passe.

En betjent gik over til mig, og stillede sig foran mig. "Ved du hvem afdøde er?" spurgte han mig, i et professionelt tonefald. Om jeg vidste hvem afdøde var? Det var min Rose... "Ja... Hun hedder... Hed Rose" rettede jeg mig selv. "Og efternavnet?" spurgte han, i en mere rar stemme. Efternavnet? Det... Det vidste jeg ikke. Jeg havde kendt Rose i en evighed, men jeg kendte ikke hendes efternavn. Eller familie. Eller adresse. "Det ved jeg ikke" græd jeg. Hvad skulle jeg ellers gøre? Jeg vidste ingenting om min bedste veninde. Eller hende som engang var min bedste veninde. "Jeg forstår" siger han. "Fik du set morderen?" spurgte han efter en kort pause. "En lastbil... Han kørte bare over hende, som om hun var et insekt" snøftede jeg. "Det var ude på broen" hviskede jeg. Min hals knuede sig sammen, den kunne ikke være til meget brug lige nu. Jeg var bare et stort ar, der ventede på, at blive syet sammen igen. Jeg kiggede op på betjenten. Han nærmest lyste op. "Du ved... Vi har overvågning på den bro, eftersom der tit bliver handlet med narko derude" sagde han. Det professionelle tonefald var tilbage. Nej, det vidste jeg ikke, men det betød, de kunne finde frem til Roses morder. "Jeg ser videoen igennem, og så burde jeg kunne se, hvem der kørte Rose over. Kan du evt. fortælle mig, hvor du bor, eller give mig dit nummer?" Spurgte han høfligt. Jeg sagde taknemmeligt tak, og skrev min adresse ned, på et stykke papir.

Nu skulle jeg hjem...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...