My immortal

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 aug. 2012
  • Opdateret: 3 aug. 2013
  • Status: Færdig
Hvem skulle have troet, at en pige, som var så underlig, som Alice, nogensinde ville finde en ven? Ingen vil tro på det, men alligevel, så er Alice og Rose som sjælevenner. En person, delt i to. Alice og Rose har været veninder, siden en dag på legepladsen, og går på hver sin skole. Alice begynder bare, at lægge mærke til flere, og flere underlige ting ved Rose. Hvordan kan det f.eks. være, at de mødtes, på den dag Alice havde aller mest brug for en ven? Og er det bare et tilfælde, at Rose har navnet, på hendes yndlingsblomst? Og hvordan kan det egentlig være, at Rose aldrig fortæller om sin familie, eller taler med andre end Alice? Alice finder disse ting mere og mere mærkelige, og beslutter sig for, at finde ud af sandheden, men kan det nu være klogt? For måske, så har Rose en god grund til alt hun gør.

12Likes
24Kommentarer
1389Visninger
AA

7. Hjemme igen

Med tunge skridt, gik jeg ned mod mit hus, alt imens, jeg trak min cykel ved siden af. Tusind knive, var idag stukket i mit hjerte, og havde efterladt tusind ar, som jeg umuligt kunne sy sammen. Det hele var forbi. Rose, latter, glæde, mit liv... Jeg kunne ligeså godt ende det hele.

Hoveddøren var ikke låst, og det betød min mor var hjemme. Som altid stod hun ude i køkkenet, og var igang med at forberede aftensmaden.

"Hej skat" Smilte hun. "Hvorfor så trist?" tilføjede hun, lidt tøvende. Jeg kiggede blankt på hende. Mine tårefyldte øjne, gjorde det svært at svare. For at kunne svare, skulle jeg selv fatte det. Fatte at Rose aldrig kom tilbage. Fatte at jeg igen var alene. Fatte, at mit liv ikke gav nogen mening. Fatte at min nysgerrighed dræbte Rose. Hvis bare jeg ikke havde spurgt hende om det med skolen, så havde vi ikke cyklet langsommere, og vi ville havde været ovre broen, før lastbilen kom.

"Rose er død" svarede jeg endelig. Jeg vidste ikke, om hun kunne høre hvad jeg sagde, jeg kunne næsten ikke engang selv forstå det. Måske ville jeg ikke høre mig selv sige det, eller også, så var min hals nu så sammenklemt, at jeg ikke kunne forme en rigtig sætning. Min mor stirrede tøvende på mig. "Rose igen?" Spurgte hun stille. Jeg stirrede på hende. Hvad hun mente med det, var mig uklart, og efter jeg havde stirret blankt på hende, i 20 sekunder gik jeg op på værelset. Nærmest alt mindede mig om Rose.

Hun kan ikke være død... Men det er hun. Stadigvæk føles det som om, hun er her. En ting ved jeg dog...

Jeg er så træt af at være her, undertrykt af mine barnlige frygt. Og hvis du skal afsted... Så ville jeg ønske du bare to afsted, for jeg kan stadigvæk mærke din tilstedeværelse, og den vil ikke lade mig være.

*Dingdongdingdungdingdongdingdang* Lyden af vores dørklokke, var ikke til at tage fejl af. Jeg gik neden under, og lod mit triste grå værelse blive hvor det var. Min mor stod allerede i døren, og udenfor var der den betjent, jeg havde talt med, tideligere idag. Den rare betjent, der havde lovet mig, at finde morderen. Roses morder.

Jeg gik over til ham, med håb i øjnene. "Jeg bryder mig ikke om, at blive taget ved næsen" startede han ud, "Du har lige brugt min tid, på at vise hvor god en skuespiller du er. Hvordan kan du lyve om et mord? Du ligner ikke sådan en. Gør det aldrig igen, for så får det konsekvenser" endte han af, og gik sin vej.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...