My immortal

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 aug. 2012
  • Opdateret: 3 aug. 2013
  • Status: Færdig
Hvem skulle have troet, at en pige, som var så underlig, som Alice, nogensinde ville finde en ven? Ingen vil tro på det, men alligevel, så er Alice og Rose som sjælevenner. En person, delt i to. Alice og Rose har været veninder, siden en dag på legepladsen, og går på hver sin skole. Alice begynder bare, at lægge mærke til flere, og flere underlige ting ved Rose. Hvordan kan det f.eks. være, at de mødtes, på den dag Alice havde aller mest brug for en ven? Og er det bare et tilfælde, at Rose har navnet, på hendes yndlingsblomst? Og hvordan kan det egentlig være, at Rose aldrig fortæller om sin familie, eller taler med andre end Alice? Alice finder disse ting mere og mere mærkelige, og beslutter sig for, at finde ud af sandheden, men kan det nu være klogt? For måske, så har Rose en god grund til alt hun gør.

12Likes
24Kommentarer
1403Visninger
AA

2. Første møde

Alice legede i sandet, efter en lang dag, i børnehaven. Hun havde det ikke godt, og efter at være blevet ydmyget på det groveste, af nogen af de andre små djævle, som der var fyldt med, der hvor hun gik, havde hun grædt i flere timer.

Hun havde leget med en frø, som hun havde fundet, og i håbet om, at få en prins, hvis hun kyssede den, så de andre børn deres snit til, at gøre hendes liv til et helvede forevigt. Det havde kaldt hende "Frøkysser", "Frø", "Slimemund", og andre ord, hun ikke helt opfattede, resten af dagen.

Da hun hun endelig kom hjem, var hendes far, og mor klar til, at tage imod hende. De havde hørt om dagen, og ville ikke andet, end at trøste. Hendes mor havde sågar købt en buket roser til hende. Alices yndlings blomster. Hun tog en dyb indånding af dem, lukkede øjnene, og åndede ud igen. Hun fik det dog ikke bedre. Derefter løb hun grædende ud på legepladsen, som var hendes eneste ven. Hun løb over i sandkassen, og begyndte at græde. Hun havde roseduften i næsen, og lukkede sine våde øjne.

Stille forsvandt hun ind, i sin egen verden. Et sted, hvor hun havde venner, og hvor hun ikke blev mobbet over en barnlig bagatel.

"Hej!" en pige rev Alice ud af hendes tanker. Hun var omtrent på samme alder som Alice, og smilede stort til hende. "Hej..." svarede Alice stille. Hun snøftede en enkelt gang, og gengældte smilet. "Hvem er du?" fortsatte Alice, og stirrede med sine store, snøftende øjne, op denne nye pige. "Mit navn er Rose" smilede pigen, og rakte høfligt sin lille hånd ud, for at vise venlighed. Alice, som stadigvæk kiggede op, smilede. Hun tænkte stadigvæk på sine roser, og på, at hendes nye veninde hed det samme, som hendes yndlings blomst.

"Mit navn er Alice" smilede Alice stort. Hun rakte hånden ud efter pigens, som hjalp hende op af sandkassen.

Fra den dag af, vidste Alice, hun havde fået en ny ven.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...