Pandora

Pandora, som hemmelig æske. For mange 1000 år siden opfandt man en kilde til at bevare jorden i alt evighed. Det vil sige at mennesket lever også i alt evighed. Siden alle dyr og planter udøde og der kun fandtes noget der hed "indenfor" så opfandt man et spil. Et spil med sanser og synet som det virkelige liv. Selvom man godt ved at det er et spil. Vi har en profil og der er snydekoder. Hvis vi dør opretter man en ny. Pandora er designet til at vise hvordan verden var fra mange 1000 år siden og vi må ikke bygge det om. Og det er jo fint nok. Så længe vi er her og ikke i den virkelige verden hvor universet er i gang med at forsvinde og kun vor verden står tilbage.

5Likes
1Kommentarer
1234Visninger
AA

2. Sarah? Jeg mener Trine..

De næste par dage var bare sløve. Jeg havde ikke så meget at lave så jeg opdaterede bare min status.

Har tjent 17 stjerner. Der sker ikke så meget.

til sidst endte jeg ude i marken for at tjene ekstra stjerner. Jeg var så dårlig til det! Jeg kunne huske at jeg var godt til skole tester i 4 klasse med det. Vi skulle vide noget om den virkelige verden hvor stjerner hed penge der. Vi kalder dem stjerner. Pandora skal også vises som en indelukket verden men som stadig kan lyse op i stjerner, eller noget andet hummel haj.

Jeg trak min stav og rettede det ud mod min modstander. For mange år siden kunne man spille spil hvor man var varulv, vampyr, magiker, fugl eller andet. I dag laver vi spil i den her verden.

Min stav øste ud med Blå skinnende ting, kaldes magi og ramte min modstander med et brag. Hun blev kastet tilbage og den flyvende lysende måltavle viste 0 1.

Jeg kigger på mine opdateringer og så at mig og Evan havde 499 stjerner til sammen. Jeg kastede staven op i luften og det puffede væk. Jeg smilte kort og gik hen til de andre.

"Hvor er du sej, Mell!" Zara kiggede på mig og smilede. Det mindede mig underlit nok om den gang en pige sagde vi ses til mig og jeg kendte hende ikke engang.

"Tak.." jeg prøvede at smilede og håbede på at det virkede.

"Nåh? Hvad vil du bruge dine stjerner til!" råbte Kamilla. Jeg vendte mig om og mødte hendes strålende røde øjne. Jeg trak på skuldrende. "Overleve?" jeg smillede og blinkede til hende. Hun pressede læberne hårdt sammen. Jeg sukkede og pegede ud mod en skov længere væk. "Gå ud og dræb de stakkels pixels dyr, Kamilla." Hun smilte mens hun hvæste og løb som lynet der hen.

"Det er da forbudt at bruge snydekoder har magterene sagt." sagde Trine der stod ved siden af mig så skræmt ud. "Magterene kan sige hvad de vil. Kamilla havde en håbløs drøm om at blive vampyr og blev det." Jeg sukkede og legede med de tre ringe der var på mine fingre.

"Magternee slår hende ihjel!" hun græd. Det chokerede mig så følsom hun var. Hun lever jo op igen i et nyt liv uden at kunne uske sit sidste... Jeg kiggede med store øjne på Trine. "Hun lever jo op igen ..."

hun faldt langsomt til ro igen og smilte lidt til mig mens nogle tåre stadig trillede. "Jeg savner min virkelige familie." sagde hun stille. "Kan du da huske dem?"

"Jeg jeg begyndte at spille her for lidt siden.. Det er sjovt at være ung!"

"Hvad?"

"Jeg prøvede at leve i den virkelige verden. Men det var lidt kedeligt da min gruppe begyndte at spille.. så jeg overgav mig her til."

"Ej hvor sejt! Hvad hedder du i virkeligheden!"

"Sarah." Hun smilede.

"Og... du kan huske din rigtige familie?" spurgte jeg igen.

"Ja. De har spillet i flere tusinde år! Der er min storesøster, Amanda og min far Philip! Men mor døde..."

"Døde?! Kan man det!?" Jeg lagde mærke til alle om os kiggede på hende.

"Hun begik selvmord. Hun nægtede det her."

"Ej, det er jeg ked af...." sagde Zara pludselig.

"Jeg glemmer hende jo i næste liv... Så.."

"Hvordan ser spille maskinerne ud!" jeg ville øse ud med flere spørgsmål. Men hun tog istedet fat om min hånd og vi teleporterede hjem til mig i mit grå rum.

"Hvorfor skulle vi væk fra de andre?" spurgte jeg.

"Fordi den her samtale er kun noget jeg vil dele med få personer."

"Samtale om fakta?"

"Tjaa.."

Jeg satte mig på gulvet og hun satte sig ved siden af og øsede ud om alting som om hun allerede havde vidst hvad jeg ville vide.

"Maskinerne er ret creepy. Man sider i en lænestol man bogstaveligt talt er lænket til. Man skulle tro personen der sad der var død. Man har store briller på og ledninger der har ´tilsat sig ind i arme og ben." sagde hun lidt trist.

"Så.... Vi sidder sådan lige nu?" Jeg kiggede på hende. Lyset ramte hende blonde bølgede hår og det skinnede og var smukt. "Jeg savner min familie. De bliver mere og mere tåget for mig for vær dag. I den virkelige verden kunne jeg stadig huske da min søster Amanda ikke spillede."

Jeg kiggede på hende. "Jeg vil ikke være her mere.." hviskede jeg til hende.

"Du lever jo i den alder du vil...." jeg afbrød hende. "Men jeg har ingen familie!"

Hun trak bare på skuldrende. "Alle i verden er gamle og grå håret. Seriøst vi har de klammeste rynker!" hun smilte.

"var du seriøst nogle af de sidste der levede i den virkelige verden?"

Hun nikkede igen. Jeg synes hun nikkede ret meget. Jeg havde så mange spørgsmål og jeg kunne blive ved resten af dette liv....

Ja. Det her liv og glemme alt i det næste! Jeg ville skrive det her ned. Og kommer ud her fra for at se min familie.  "Jeg bliver nød til at gå." hun smilede.

"Vent!..." lyset skinnede om hende og hun var allerede på vej væk. Altså teleport. væk.

"Hvordan kommer jeg ud af dette spil?"

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...