Pandora

Pandora, som hemmelig æske. For mange 1000 år siden opfandt man en kilde til at bevare jorden i alt evighed. Det vil sige at mennesket lever også i alt evighed. Siden alle dyr og planter udøde og der kun fandtes noget der hed "indenfor" så opfandt man et spil. Et spil med sanser og synet som det virkelige liv. Selvom man godt ved at det er et spil. Vi har en profil og der er snydekoder. Hvis vi dør opretter man en ny. Pandora er designet til at vise hvordan verden var fra mange 1000 år siden og vi må ikke bygge det om. Og det er jo fint nok. Så længe vi er her og ikke i den virkelige verden hvor universet er i gang med at forsvinde og kun vor verden står tilbage.

5Likes
1Kommentarer
1245Visninger
AA

6. Miss You...

Der var gået nogle dage. Måske tre. Jeg havde pjækket fra det liv jeg havde lige nu. Jeg havde opholdt mig hos Jason og han fik også mødt Sarah. Alt var jo fint for dem. Jeg kiggede på min mobil alt for tit i håbet om at jeg havde fået en sms fra Evan. Men var det virkelig forbi? Jeg ville da ikke væk fra lejligheden og Evan. Jeg havde overvejet at tage tilbage. Så jeg var begyndt med at gå i skoven på ved hjem igen. men så gik det op for mig: Jeg ville jo ikke. Jeg kunne teleportere, men jeg var stadig sur på Evan. Men jeg kom ikke frem i livet. Så jeg besluttede at komme hjem. Jeg kunne jo ikke bo hos Jason.

"Mell?" Jeg kunne høre Evans stemme. Han strådte ind i mit rum og så så ulykkelig ud. Havde jeg såret ham så meget? "Mell, undskyld. Jeg har betalt tilbage. And i Never do that again."

"Undskyldning godtaget.." mumlede jeg, uden at være sikker om at det var sandt. Han gav mig bare et stort kram. Løb aldrig væk igen. mumlede han. Han trådte straks et skridt tilbage og kiggede med store øjne på mit hår. "Når ja.." Jeg fniste en smule over hans ansigt.

Mit hår var ikke en drenge frisyre, med langt bølget hår.

"Har du brugt stjerner på at opdatere dit hår?" sagde han. Jeg nikkede og han sukkede. "Står vi lige?" spurgte han. Jeg smilte og nikkede.

 

Da det var aften sad jeg i mit rum og snakkede med Sarah over mobilen. Jeg havde endelig chancen for at tale med hende vedrørende alt det der gik mig på.

"Hvordan kommer jeg ud af dette spil?" sagde jeg stille.

"Det ved jeg ikke. Snydekoder? Men jeg må gå! Vi ses, Mell!" hun lagde på og jeg kastede mobilen op i luften og den forsvandt. Puf.

Jeg har jo stadig den bog. Jeg tog mine hørebøffer på og lyttede til musik. Så kiggede jeg trist på bogen der lå på gulvet. Jeg kunne komme ud af spillet. Men ville jeg overhovedet det? Hvad var det overhovedet jeg ville? Jeg var jo bare forvirret. Jeg ved ikke hvad jeg skal stille af mig selv. Jeg har ikke været i skole i lang tid fordi jeg bare lader mit liv styres af mine lyster.

Jeg lukkede øjnende og gik ind på dagens avis.

I dag var der en seriemorder der dræbte sig selv for at starte forfra. Den seneste opdatering af nyt liv i dag er:

1 Cleo.

2 Milo

3 Blake

4 Oliver

Det er bekræftet at Milo er  fyren. Cleo, Blake og Oliver er helt igennem uskyldige.

Oliver? Går han ikke på min skole? Han startede da et liv for nogle uger siden. Der er godt nok ikke sket meget. Ja. Der er sket så lidt at Oliver kunne havde været mistænkt. Jeg kender han dog ikke. Men jeg ved han ikke er en seriemoder.

Jeg lukkede vinduet ned.

Måske skulle jeg tage i skole i morgen. Jeg tror det stadig kræver lidt tid at tilgive Evan. Jeg overdriver bare så meget. Så la' da vær', Mell, tænkte jeg for mig selv.

Hvis det skal være rigtigt, ville jeg have været på vej ind til Evan og bede ham om at underholde mig inde på mit værelse. Jeg ville bare ikke være i de andre rum. Jeg var tryggest her. Jeg havde faktisk aldrig set Evans værelse. Måske skal jeg se det en dag, så jeg for et indtryk af hvad der foregår i hans hoved. Selvom han nu viser det ret nemt, er jeg bare langsom. Jeg havde overvejet tit at starte mit liv forfra. Så for jeg ikke så let bekymringer og har en anden personlighed. Yeah.

Det var ret svært at tro. Ligesom man skal tro på gud og man kommer i himlen. Man ved jo  ikke om det er rigtigt, før man har oplevet det.

Jeg kunne mærke mine øjne faldt tungt i. Selvom jeg havde en trang til at forblive vågen lagde jeg mig bare ned uden at brokke mig. Og sov.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...