Pandora

Pandora, som hemmelig æske. For mange 1000 år siden opfandt man en kilde til at bevare jorden i alt evighed. Det vil sige at mennesket lever også i alt evighed. Siden alle dyr og planter udøde og der kun fandtes noget der hed "indenfor" så opfandt man et spil. Et spil med sanser og synet som det virkelige liv. Selvom man godt ved at det er et spil. Vi har en profil og der er snydekoder. Hvis vi dør opretter man en ny. Pandora er designet til at vise hvordan verden var fra mange 1000 år siden og vi må ikke bygge det om. Og det er jo fint nok. Så længe vi er her og ikke i den virkelige verden hvor universet er i gang med at forsvinde og kun vor verden står tilbage.

5Likes
1Kommentarer
1136Visninger
AA

10. Min Familie

Jeg stod og kiggede på døren foran mig. Det måtte jo være en del af lejligheden, ikke? Siden der var en dør? Jeg tog fat i det støvet håndtag og det blev hevt af døren. Jeg gispede. Jeg havde glemt at der var jo ikke ,uglighed for at udskifte dørende. Pludselig væltede døren forover og landede på gulvet og lavede en støvsky. Føj for den! Inde i rummet var der én til spille maskine. I stolen sad en gammel dame. Lyset som ramte hende, gav hendes hår et lyst glimt. Det måtte være min søster! Ivrigt gik jeg frem mod hende, med forfærdelige dumme ben og hev alt de der duttelutter ud af hende. Jeg så hvor forskrækket hun blev og hev straks sine spille briller af. Hun stivnede og kiggede på mig.

"Mell?" spurgte hun med en utrolig hæs stemme.

Jeg nikkede og mærkede en blanding af glæde og savn. Men hvordan vidste hun jg hed Mell?

"Mell!  Utroligt!" sagde hun højrere. Måske kunne hun også let genkende ting og minder herfra, som jeg kunne? Men "Mell" kom fra spillet.. Ikke her. Men det var ligemeget. Hun kiggede forbavset på mig og forventede at jeg skulle sige hendes spillenavn.

"Vent.." hun så ud som om der var noget der lige var gået op for hende. Hun vendte dig om og gik hen til et støvet bord og tog en mærkelig fjernsbetjening frem og trykkede på en knap. Jeg fik et mærkeligt stød gennem hele kroppen og hun lyste nærmest. Alt blev for lyst og så stod der en ung pige, jeg straks kunne kende fra billedet. Det var jo Trine. Trine fra spillet. Hun lignede utrolig meget Trine. Det gav jo mening siden de begge hed Sarah. Jeg kiggede ned på mine, nu meget yngre, hænder og smilede. Jeg lignede sikkert gode gamle Mell. Jeg mærkede energien i mig og kunne nu løbe. Jeg løb hen til hende og gav hende et stort kram. Vi sagde ikke noget. Vi stod bare der og jeg var forvirret. Jeg havde jo fået det jeg ville have. Hvad nu? Skulle jeg tilbage til spillet? Skulle jeg blive i denne verden? Hun smilede til mig og løb over til en dør jeg først har opdaget nu. Døren væltede på samme måde, bare med mere kraft fordi hun skubbede til den. Jeg stod der bare uden af bevæge mig. Hun vinkede til mig med sin fjernsbetjening men jeg kiggede bare. Hun trak på skuldrende og fortsatte. Jeg stod der i lidt tid og kunne mærke min utoldmodige side. Pludselig kom hun med en sorthåret mand. Vi havde alle dragterne på og jeg vidste i forvejen at det var min far. Alt var perfect. Jeg følte mig hjemme. Selvom dragten drev mig til vanvid.

_______________________________

Forfatter kommentar: Jeg føler lidt at det her ikke var den bedste slutning. Jeg var lidt blank. Men tak fordi du læste den. Jeg prøver lidt at blive færdig med alle mine movellaer. Læs gerne de andre. Kommenter, like og tilføj som farvoritter. Så ved jeg at i godt kan lide mine historier! :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...