Pandora

Pandora, som hemmelig æske. For mange 1000 år siden opfandt man en kilde til at bevare jorden i alt evighed. Det vil sige at mennesket lever også i alt evighed. Siden alle dyr og planter udøde og der kun fandtes noget der hed "indenfor" så opfandt man et spil. Et spil med sanser og synet som det virkelige liv. Selvom man godt ved at det er et spil. Vi har en profil og der er snydekoder. Hvis vi dør opretter man en ny. Pandora er designet til at vise hvordan verden var fra mange 1000 år siden og vi må ikke bygge det om. Og det er jo fint nok. Så længe vi er her og ikke i den virkelige verden hvor universet er i gang med at forsvinde og kun vor verden står tilbage.

5Likes
1Kommentarer
1150Visninger
AA

4. Jason!

Da jeg vågnede forventede jeg at Evan sad og smilte til mig. Men jeg var alene. Jeg lå bare på gulvet. Jeg vendte mig så jeg lå på ryggen og satte mig derefter op for at skimme rummet. Som altid kom der en form for spotlight fra vinduet. Og væggende var som altid grå og støvet. Jeg kiggede over på søren og så en farve der overgik hele rummet. Altså ud af min synsvinket. Jeg var jo i en rød pyjamas. med en sjov lille hue. På døren var der klistret en post-its på. Jeg rejste mig og gik over mod døren. Da jeg kom hen til den kunne jeg se tydligt hvad der stod:

Kære Mell. Undskyld at jeg ikke vækkede dig som jeg plejer, men du lignte en der sov så sødt. Du lignede for en gangskyld ikke en der var ved at skrige. Og du græd heller ikke i søvne.

Jeg stoppede hurtigt med at læse. Hvad var pointen? Jeg følte mig lidt fornærmet. Og græd jeg i søvne?

Men jeg skulle ned til market. er tilbage ... før du ved af det. Hilsen du ved nok.

Jeg smilte. For doven til at skrive sit eget navn. Jeg gik ud af døren og ind i vaskerummet, hvor alt mit tøj var.  jeg tog min ternede gule bukser på og en sort bluse der kun gik mig til navlen. Jeg elskede mode og sådan var det. Jeg tænkte jeg ville gå en tur, så jeg tog min gule regnefrakke og gik ud af døren mens jeg redte mit hår med mine fingre.

Da jeg kom ud blev jeg overvældet af en masse fugtig luft. Jeg smilte og forsatte ned af gaden.

Hvorfor stak Evan sådan af fra mig? Måske overdrev jeg, men han plejede altså ikke at gøre sådan noget. Det gik mig meget på nerverne. Jeg kiggede ned i astfalten og regnede med jeg ville ramme ind i en lygtepæl. Men da jeg havde gået i lidt tid ramte jeg ind i et menneske. Forskrækket kiggede jeg op og mødte en pige med langt blondt og glat hår. Hun havde meget make-up i ansigtet og en lyserød kjole på.

"Ej, se dig lige for, nørd!" sagde hendes pipe stemme. nørd? Hellere nørd en dulle! Jeg smilede bare kort til hende i et ønske om at slå hende i ansigtet. Jeg opgav desværre drømmen og gik vidre. Da jeg havde gået måske 3 meter eller længere hørte jeg hende råbe: "Forkuser lige på hvad du laver!" og et smørret grin. Jeg gættede på hun råbte til mig, men jeg ville hellere ignore det og gå vidre. Jeg er lækker. En ting hun ikke ved. Jeg forsatte videre. Det var skønt her hvor jeg boede. (okay se bort fra dullen der også var her.) Til venste var der en halvmur og noglegange nogle trapper som førte ned til en strand. Jeg elskede udsigten af havet! Og til højre var der små hyggelige lejligheder. Og ingen tager sig af om der er nogle der kommer og bosætter sig i gamle og nedlagende lejligheder, næ. Og så er der jo også de finde gadelygter! Jeg er helt oppe at køre over dette sted.

Mens jeg gik i mine tanker ramte jeg ind i en anden person så hård at jeg faldt mod jorden. Jeg lukkede øjnende hårdt ig og tog min hånd på for hovedet og kunne mærke det dunkede.

"Ej, undskyld, det er anden gang i dag!" sagde jeg. mens jeg var helt forvirret. Da jeg åbnede øjnende stod der en blond dreng og kiggede ned på mig og rakte en hånd ud til mig. Han grintte fornøjet over hvor klodset jeg var. Det kunne man se. Jeg rødmede og børstede skidtet væk og rejste mig uden at tage imod hans hånd. Jeg var underligt nok ikke så vild med at røre fremmedes hænder.

"Det er okay. Jeg var heller ikke opmærksom." sagde han stemme som fik mig til at gispe. Jeg troede han havde en lysere stemme! okay. Jeg tror alle har en lysere stemme selvom de aldrig har det.

Jeg rømmede mig. "Jeg hedder Melissa. Bare kald mig Mell."

"Mell. Uniks profil navn." Han smiede. Jeg trak bare kort på skulrende.

"Hvad hedder du?" sagde jeg med overhovedet ingen interesse for at vide det.

"Jason. Jeg er lidt forvirret. Jeg er en ny spiller." han smilede igen.

"Ny spiller? Vent! er du ikke en af dem som var den sidste gruppe i verden som var i den virkelige verden?" Det undrede mig over at folk ikke havde tvunget folk ned i spille stolen.

"Ja! -Men hvordan..."

"Jeg kender en der også en der er det! Kender du Sarah!" udbrød jeg. Nu var jeg pludselig mere intreseret i ham. Sarah, jeg mener Trine, jeg mener Sarah... Okay, vi kalder hende Sarah! - ville blive lykkelig!

"Ja! Fantastisk!" sagde han og klappede, hvilket var lidt sært. han gav mig et lille papir med et mobil nummer. "Ring når du ser Sarah næste gang. Helst snart, eller glemmer jeg hende." han klappede mig på skulderen og gik vidre. Jeg gøs og tanken om at en fremmed har rørt ved mig.

Glemmer? Sarah havde jo nævnt noget om at man glemmer sit virkelige liv hurtigt. Eller.... Det hentyde hun i hverfald til. Jeg proppede nummeret i lommet og gik vidre, selvom jeg ikke rigtig havde lyst til at gå mere. Jeg havde planlagt noget med at kigge på steder man kan få udannelser, men lige nu var jeg bare lige forvirret. Hvad hed drengen nu?! Jakob? Jeg var helt væk. Han havde lige fortalt mig navnet for cirka 30 sekunder siden. Jeg ville bare finde Evan. Eller bare være en af det der possitive piger der ikke bekymre sig om noget. Ew.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...