Pandora

Pandora, som hemmelig æske. For mange 1000 år siden opfandt man en kilde til at bevare jorden i alt evighed. Det vil sige at mennesket lever også i alt evighed. Siden alle dyr og planter udøde og der kun fandtes noget der hed "indenfor" så opfandt man et spil. Et spil med sanser og synet som det virkelige liv. Selvom man godt ved at det er et spil. Vi har en profil og der er snydekoder. Hvis vi dør opretter man en ny. Pandora er designet til at vise hvordan verden var fra mange 1000 år siden og vi må ikke bygge det om. Og det er jo fint nok. Så længe vi er her og ikke i den virkelige verden hvor universet er i gang med at forsvinde og kun vor verden står tilbage.

5Likes
1Kommentarer
1181Visninger
AA

7. Goodbye

Jeg stod og kiggede på Evan.

"Jamen, du sagde jo...."

"Jeg sagde det for at gøre dig glad.." sagde jeg forsigtigt.

"Synes du jeg ser glad ud?" tårende trillede.

"Jeg er heller ikke specielt glad..." Jeg kiggede ned på mine hænder.

 

Det var der jeg slog op med Evan. Da jeg fandt ud af hhvad Evan var for et menneske, kunne jeg ikke holde ham ud. Det skete nogenlunde sådan her:

Jeg stod i mit rum og tænkte på hvor meget jeg ville se Evans rum. Det var jo først her for nyligt at jeg rigtigt var begyndt at tænke sådan.

"Jeg går i bad!" råbte han, som sagt fra himlen. Jeg smilede og gik ud på gangen så snart jeg kunne høre bruseren tænde. Jeg havde mit værelse for enden af gangen. Til venstre var vaskerummet og til højre var der et til tomt rum. Over for det tomme rum var køkkenet. Og over for vaskerummet var døren ud til opgangen. og lige der var hans værelse! Jeg begyndte at gå hen mod det men jeg mærkede hvor bange jeg blev jo tættere jeg kom. Hvorfor blev jeg det? Hvad forventede jeg? Det vidste jeg ikke rigtigt. Jeg åbnede bare døren ud af tænke over det. Der var en seng og nogle plakater, men det var ikke det der fik mig til at græde. Der sad en pige på sengen! Og ikke hvilken som helst pige, men dullen jeg ramte ind i for nogle dage siden! Det var jo forfærdeligt! Hun røg og kiggede fuldkommen ligeglad på mig!

"Hvad laver du her, nørd?" sagde hun med et hævet øjenbryn. Tsk! Hun kan huske mig. Selvom jeg havde opdateret mit hår, har jeg prøvet at klippe det kort igen så det blev som før. Det blev bare ikke nøjagtigt.

"Jeg... Jeg..." Jeg kunne ikke få et ord ud, uretset hvor meget jeg nu prøvede.

"Jeg bor her.." Jeg hviskede næsten. Jeg havde ikke lyst til at se hende i øjnende. Var hun virkelig det som jeg troede?

"Hvorfor bor Evan med en nørd? Er du stuepige?" spurgte hun dumt. Hvis hun ikke kunne regne ud at jeg var hans kæreste, havde hun problemer. Gik hun overhovedet i skole? Ej okay, det gjorde jeg nu heller ikke sådan selv.

"Sig det her til Evan fra mig: Jeg vil aldrig se ham mere og han skal ikke regne med at jeg kommer til at tilgive ham." Jeg kiggede op og hun nikkede bare og kiggede ligegyldigt. Jeg rynkede panden og gik ind i vasketøjs rummet. Jeg mangler en kuffert, tænkte jeg. Jeg prøvede at styre hvad jeg lavede, men jeg væltede bare rundt i rummet og tårende væltede ud. Jeg gik ind i kataloget og købte en kuffert hvor jeg derefter stilte den i rummet og begyndte at pakke alt mit tøj og snydekode bogen.

Mig som troede Evan var min familie. Eller... En lille del. Mit drøm om at komme ud af dette spil var vokset. Jeg teleportede mig til sted jeg lige har købt. Man skulle nemlig købe stedet man ville til. Og så kunne man gå der hen så tit man ville. Det var en skov langt væk fra alting.

 

Så det var sådan det var. Nu sidder jeg under et træ ved et bål og har min bagdel plantet på min kuffert, mens jeg spiser en fisk jeg har fanget og varmet over bålet. Fisk på spyd, ville jeg kalde det. Selvom det nu bare var en pind.

Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Jeg vidste jeg ville prøve at komme ud af det her spil. Sarah havde fortalt at jeg kun kunne komme ud ved hjælp af snydekode bogen. Det var lidt sært at jeg ikke har kigget i den endnu. Det var som om mine hænder ikke ville.

Jeg spiste min fisk og åbnede så min kuffert og tog bogen ud hvor jeg derefter satte mig på jorden. Hvorfor kunne jeg ikke bare få mig selv til at læse den? Så var alt jo godt! Sarah ville gerne blive for at finde resten at sin gamle Alliance. Ligesom Jason vil. Sarah ville også finde sin familie i spillet. Hun mener verden er lille. Men hvor stor en chance er der for hun finder dem?

Jeg kunne mærke jeg savnede dem. Jeg kunne mærke det der hul jeg havde.

Det var rigtig smart at gøre sådan så alle ville glemme sit gamle liv. Jeg var ikke så vild med at bo her. Jeg kunne ikke lide tanken. Tanken om at jeg spiller. Men hvorfor turde jeg så ikke at åbne bogen? Var jeg bange for at magterne ville finde mig og bringe mig tilbage? Jamen, held og lykke. Der findes millioner af vampyre og varulve som har brugt snydekoder for at blive dem som de er.

Jeg lagde bogen på jorden og kiggede på mine hænder. Det var sorte og klamme.

Jeg kan ikke få mig selv til det. Men jeg skal gøre det. En dag.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...