Pandora

Pandora, som hemmelig æske. For mange 1000 år siden opfandt man en kilde til at bevare jorden i alt evighed. Det vil sige at mennesket lever også i alt evighed. Siden alle dyr og planter udøde og der kun fandtes noget der hed "indenfor" så opfandt man et spil. Et spil med sanser og synet som det virkelige liv. Selvom man godt ved at det er et spil. Vi har en profil og der er snydekoder. Hvis vi dør opretter man en ny. Pandora er designet til at vise hvordan verden var fra mange 1000 år siden og vi må ikke bygge det om. Og det er jo fint nok. Så længe vi er her og ikke i den virkelige verden hvor universet er i gang med at forsvinde og kun vor verden står tilbage.

5Likes
1Kommentarer
1154Visninger
AA

9. Den virkelige verden

Jeg lå i min sofa og tænkte på Trine. Faktisk hed hun jo Sarah, men jeg vidste stadig ikke helt hvad jeg skulle kalde hende. Måske bare Sarah... Det ville være nemmere, ikk'? Stedet for at forvirre mig selv med to navne.

Jeg satte mig til rette og tog bogen med snydekoder.

Nu er det nu. Nu hvor mit liv er så dumt så vil jeg tilbage til det gamle.

Og det kunne ikke gå hurtigt nok. Jeg bladrede rundt helt forvirret og desperat. Til sidst kom jeg til en side hvor der stod noget om det. Jeg skulle bare skrive en meget kompliseret kode. Jeg kiggede gentagende i bogen for at kunne huske alle de tal og bogstaver. Jeg stykkede send og alt blev sløret foran øjnende og jeg fik en kraftig hovedpine. Jeg rejste mig og gik som en der var fuld hen mod køkkenet for at få fat i noget vand, med jeg væltede omkuldt på gulvet i stuen. Jeg kunne ikke mærke mine ben! Tårende trillede. Jeg havde en ubehagelig følelse. En følelse, som om jeg var på vej til at forsvinde. Og det var jeg jo også... Jeg lukkede forsigtigt øjnende og jeg kunne ikke mærke noget til sidst.

 

Pludselig slog jeg øjnende op. Jeg fik et chock. Jeg kunne mærke jeg var lænket til noget. Men hvad?

Jeg havde nogle mærkelige briller på pg de løftede sig selv af. Foran mig var der en kæmpe skærm og der var en masse mærkelige suekopper på min krop. De løsnede at sig selv og de lænker jeg havde op ben, arme og hals gjorde det samme. Da jeg rejste mig sagde alt knæk i min krop. Jeg er i virkeligheden! Men jeg vidste stadigvæk ikke hvem jeg var. Jeg kiggede på mine hænder og de var gamle og rynkede. Okay så jeg var gammel.. Jeg havde også en mærkelig grå dragt på. Jeg kiggede rudnt i rummet. Der var den sære maskrine... en MEGET støvet seng.. et lille billedet over den... et vindue.. et lille rundt og støvet spejl.. gardiner for vinduet... mørke grå vægge. Jeg væmmes ved det her sted. Jeg prøvede at glemme alt om min fortid og forkusere om nu. Alt det her var så mærkeligt. Alle mine sanser var anderledes... på en mere... virkelig måde. Der var også et skrivebord med en støvet bog. Jeg tog fat i den og vidste unnderligt nok at det var min dagbog. Jeg kiggede chokeret på den og åbnede den.

Kære dagbog.

Jeps, alle i verden er tvunget til at begynde at spille et spille et spil ved navn Pandora. Jeg vil savne min familie og mine venner. Kun i en alderaf 12 år skal jeg begynde at spille. Jeg glæder mig ikke. Jeg havde brugt hele dagen på at have taget afsked. Vi havde grædt og krammet. Og det eneste der var tilbage var et hul. Jeg håber jeg en dag vil vende tilbage her til og  se verden for mig. På besøg, for at sige det kort. Jeg sagde farvel til min lillesøster Sarah, min far ogg Vera. Vera var helt knust. Jeg sagde jeg altid ville have vores veninde halskæde på og hun begyndte at græde. Jeg tror det var både af glæde og sorg.

-Åh, kære dagbog jeg har grædt i alle de måneder hvor der stod i nyhederne at de arbejdede på spillet. Jeg græd og jeg græd. De sagde at den éne lille fejl var at man ikke havde muglighed for at huske sit gamle liv. Og da jeg opdagede det så blev avisen helt våd af tårer. Hvorfor er jeg også sådan en person der græder så meget? Jeg er jo bare en person der ikke kan tage kritik.

Nåh. Men dagbog.. Det har lige været jul og jeg kigger på "ungdoms maskinen" Jeg tror ikke jeg for brug for den. Men jeg tror jeg ikke vil skrive mere. Vi har to timer mere. Så skal jeg starte alt forfra. Vi ses måske en dag.

Jeg kiggede på siden og så ned af mig selv og opdagede først nu at den der veninde halskæde var der. Jeg bladrede vidre til næste side, men der avr intet. Alt var bare støvet. Hvor var det trist. Selv dengang var jeg ked af det... Og hvorfor skrev jeeg ikke at jeg ikke havde sagt farvel til min mor? Glemte jeg at skrive det? Var jeg sur på hende den dag? Er hun død?

Jeg gik hen til vinduet og tænkte jeg ville trække gardinerne fra. Det var til træls at det eneste lys kom fra den store skærm. Men da jeg åbnede gardinet og der kom en kæmpe røgsky, opdagede jeg ... -altså efter alt hosten- at der bare var et udsyn til den næste lejlighed. Det var jo også rigtigt.. der fandtes kun noget der hed indenfor. Jeg gik hen til det lille spejl og så på mig selv. Jeg var mega rynket. Ved siden af spejlet hang der en støvet og gammel sedl med dårlig skrift:

Husk teleporteren. Skal bruges til at kunne købe ind.

Mærkelig sedl. Men teleportere gav jo mening. Ellers skulle man jo igennem en masse lejligheder. Og det ville være irriterende. Jeg kiggede igen på mig uden at kunne fatte det var mig. Jeg rørte ved spelet og fik et chock.

Amanda Phillipsen.

Det var mit navn! Jeg hed Amanda! Hvis jeg rørte ved mine gamle ting.. KOm min underbevidsthed til at trække nyttige oplysninger op. Det gav jo totalt meget mening..

Jeg synes det var mærkeligt ikke at kunne zoome eller tjekke ens opdatering foran øjnende. Nu kunne øjnende kun bruges til at se. Hvor dumt. Jeg gik hen til billedet og havde allerede ondt i benende. Men det var jo klart. Jeg havde jo nok fået den dårligste motion efter at havde siddet ned i flere millioner år, eller noget. Jeg kiggede på billedet. Alle på billedet havde den samme dragt. Selv det billedet der var ved siden af, som jeg lige havde opdaget. Jeg måtte seriøst opdatere mit syn. På det første billede var der en lille pige med meget langt blond hår. Ved siden af stod en mand med sort kort hår og hans ene hånd hvilede på den lille pige. Til sidst stod en pige, som lignede en teenager, med sort hår der gik til skuldrende og smilede skævt. Det måtte vel være min familie. Jeg rørte ved det men fik kun én plysning:
Den lille pige hed Sarah.

Sarah. Hvorfor fik jeg ikke alle oplysninger? Jeg sukkede og tørrede det meste støv væk så jeg kunne se det ordenligt. Sarah. Det hedder jo min lillesøster... og... Sarah... Trine... Spillet.. Gad vide.

Jeg kiggede på teenage pigen. Det måtte jo være mig. Men der stod at jeg kun var 12 i min dagbog. Måske så jeg bare ældre ud.. Jeg kiggede på det andet billede. Det var et billede at en lysende skrift som der lignede at det var hugget ind i væggen.

Mor til to og kone. Elsket og savnet. Hvil i fred.

Jeg stivnede. Min mor var altså død... Jeg tørrede ivrigt mine tåre væk. Det kan jo ikke passe!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...