Be Brave - Et fald (1)

Alice og May, er begge to narkaner, og lever under deres familiers, spøjse forhold. Da Alice og May, for deres hjørne tænder, og dermed også deres dyr. begynder deres familier, at tage dem med i på jagt.
På en af deres jagter, møder de deres fjende - Vampyren, Og for en ny narkan, er det ikke et let bytte. Især ikke når man forelsker sig i dem...

3Likes
3Kommentarer
949Visninger
AA

3. Omkamp

2. omkamp

"Hvad skete der - Var det sjovt?" Spurgte jeg. "Ja, det var ret så sjovt. Det fedeste var, at være en puma." "Må jeg se hvor hurtig du kan løbe?" "Ja, men ikke lige nu, jeg er ret træt, efter at havde været, ude at jage hele formiddagen..." "Klart, men vil du så fortælle hvad der skete?" "Ja, Det startede med at jeg vågnede i morges....

Jeg kunne med min tunge mærke to skarpe hjørnetænder, i værd sin side. i starten troede jeg ikke på det. men jeg løb alligevel ud på badeværelset, for at tjekke det. Jeg kiggede i mit spejlbillede og så to skarpe hjørnetænder! Jeg blev så glad, og skrig af glæde. Jeg fik selvfølgelig vækkede hele min familie, men hva så? Og du kender jo resten af historien. De ville,så hurtig som mugligt, have mig med ud at jage. Også kom jeg hen i skolen, og nu er jeg her...."

"Du har godt nok, haft noget af en dag hva?" sagde jeg, som svar, til hendes historie. "Ja, mon ikke..".

Mørket var begyndt at falde på. Og man kunne mellem træerne skelne solens sidste stråler. Folk, var så småt begyndt at gå i seng. Mens vi bare sad på en bænk, i en af byens mange parker. "Skal vi flyve om kamp?" Spurgte Alice med en stor iver. "Er det, ikke lidt snyd?" "Ej, kom nu..." "Okay" sagde jeg. puffede blidt til hende. Og satte af fra jorden. I det jeg satte af, fyldtes den nærmeste omkreds rundt om mig, med sorte violete farver, der betyd, at jeg var i luften. Farven var sort, for at kamuflere, mig i mørket. Om dagen var den lyst. Neden under mig kunne jeg se husene og træerne, blive mindre og mindre. Og jeg kunne også skæmte Alice i hælene på mig. hun så, altid så smukt ud når hun fløj. Man kunne lige skæmte hendes spinkle krop, bag de mørke flammer, der skjulte hende. "Du tyv startede!" råbte hun bag mig. "Hva så?" råbte jeg tilbage, og satte farten op. At flyve, kravene næsten ingen kræfter. Da vi hverken havde vinger, eller andet. Kun vores med fødte magiske evne til at flyve. Vi fløj gennem luften så let som ingen ting. Opslugt i flammer rundt om os. Jeg kiggede ned. Alice var der ikke? Med det samme kunne jeg høre en latter. "Ha,ha her oppe, May" Alice havde fået overhælet mig. "Hvordan?" Spurgte jeg. "Du kan bare lære at holde lidt bedre øje!" Jeg kiggede ned. Husene var blevet til bitte små brikker. Men jeg kunne ikke længere se parken. Derimod. Den høje sky skraber vi Bode i. Lejlighed 112. På 11 etage. Jeg kiggede op på Alice. Hun havde tydeligt vis, ikke set at vi allerede var fremme. Jeg kunne nå at vinde.

Jeg kiggede en sidste gang ned, og styrt dykkede. de små prikker, kom tættere og tættere. Jeg kunne mærke vinden, prikke mod mit efter hånden kolde ansigt. jeg kiggede bagud. Alice, var først vendt om nu. Lige præcis forsendt til, at hun ville kunne nå at indhente mig. Jeg kigge ned igen. Jeg var næsten ned ved jorden. lidt længere. 5 meter, 3 meter. Jeg begyndte at sænke farten og vendte lidt op. så det var mine føder, der ramte jorden og ikke mit ansigt. Jeg kunne mærke, og se at de sorte flammer langsomt for svandt. Alice, var stadigvæk mindst 10 meter oppe i luften. Jeg kiggede rundt. Der var ingen mennesker, på gaden. Jeg vendte mig, og fik et chok. da jeg så Alice foran mig. "Jeg forlanger en omkamp" Sagde hun.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...