one more fucking love story -1D-

Hinata lever livet i gyden et sted i Japan. At leve på gaden er svært og det bliver kun svære fordi hun har en syg 'bror' at passe og hun knapt nok hvéd hvem hun selv er. hun lever af et tigge og stjæle, men hvad sker der når hun stjæler fra den forkærte? og hvad sker der når medierne Taler?

5Likes
4Kommentarer
633Visninger
AA

2. en begyndelse?..

   

"hey! hvor skal du hen, det er mit shushi!" råbte den fremmede mand mod mig. men jeg løb videre gemmen byens gader, igemmen menneske mængden hvis eneste ønske i livet var penge og berømmelse, jeg drejede ind i en tom gyde.

"pokkers" mumlede jeg. gyden var omkrendset af nogle huse med max 3 meters afstand og der var kun én vej ud.. og det var der hvor jeg kom fra og der hvor manden lige var kommet til syne.

"Nu har jeg dig.." mumlede manden akurat lige så højt jeg kunne høre det, adranalinen pumpede rundt i min spinkle krop og dér fik jeg en idé. jeg løb over mod den venstre væg og løb en meter op af den, hvorefter jeg satte af fra muren og over i højer side.. og sådan fortsatte jeg lige indtil jeg var oppe på taget. jeg stoppede op og og så tilbage.. manden havde fundet en stige og var på vej her op. jeg overvejede kort at vælte stien den anden vej, men det gjorde jeg ikke, jeg ville ikke gøre folk ondt fysik.. nok stjal jeg og tikkede, men at gøre sådan andre kom til skade ville jeg ikke..

når ja.. jeg glemte helt at presentere mig selv.. jeg hedder Hinata, jeg tror nok jeg er 17 men jeg er ikke helt sikker.. jeg er født her i japan, da min mor efterlod mig skrev hun et lille brev hun hang om en kvurv med lidt mad.

jeg bor på gaden med min syge lille bror. eller.. han er faktisk ikke rigtig min bror men vi er begge blevet efterladt af vores forældre.. mine forældre efterlod mig på gaden der jeg var fire år..

og lige så stille fik jeg lært de basale ting inden for at stave og læse japansk brevet om kvurven prøvede jeg at læse, men det eneste jeg fik læst var at jeg var var her fra japan, at de havde farvet mit lange hår sorte hår, sådan det fik et permenet skær af blå, sådan jeg ikke kunne genkende min mor på hendes spicele hårfarve. mere kunne jeg ikke nå at læse fordi det begyndte at regne volsomt.

det var også den nat jeg fandt min bror fandt jeg på gaden.. jeg vil gerne gøre ham rask men jeg har ikke pengene til det..

nok om det, videre til mit udsenne.. jeg har langt hår som går lige ned til min hofte fordi jeg kun meget få gange har stjålet en saks men mit hår er sort men med lidt mørke blå i.. min krop er spinkel, og jeg er lav..

jeg blev revet ud af mine tanker da en kold stemme lød nær mig, "Giv.Mig.mit.Shushi!" råbte manden med agrasivitet i stemmen. jeg hvidste lige hvad jeg skulle gøre nu, jeg satte mig på hug og en tåde faldt ned af min kind og jeg begyndte at snøfte.

manden så på mig med et medfølene blik.. indeni blev jeg glad, han hoppede virkelig på at jeg var ked af det? sjovt.. han gik over mod mig

"du skal give mig min shushi.." sagde han kort, stille og hårdt, jeg ærvede mig, denne gang virkede det hvist ikke at græde så jeg måtte gøre hvad jeg plejede når det ikke virkede. jeg lagde mig stille ned på mine knæ og lagde shushien forand mig.. han smilede lidt til mig, men jeg kunne se det var falskt så der efter rullede jeg hurtigt lidt til side tog shushien og rullede videre ned af taget..

jeg lå i luften og hvis jeg ikke rettede mine ben mod jorden, så ville jeg nok 'splatte ud' på gaden. så jeg rettede mig hurtigt og så mine ben var let bøjet og vendte mod jorden. det gav et kort stød i min krop da mine ben ramte jorden og bukkede sig sådan jeg igen sad på hug.. jeg rejste mig op, jeg hvidste manden som 'jagtede' mig snart ville kikke ned og se om jeg stædig var der, så jeg skyndte mig ind mod en mur og gemte mig bag en dør, så jeg kunne se om han gik eller kikkede efter mig.

manden gik over til kandten af det slidte tag og spejdede efter mig.. jeg kunne se han sukkede og røstede på hovet hvorefter han gik.. tænk han ville gøre så meget for det shushi..

der jeg var sikker på han var væk, gik jeg stille ud af mit 'dør-mur gemmested'og gik igen gemmen den store by, for at finde mit 'hjem' også kaldt gyden hvor jeg havde en papkasse. med tiden havde jeg fået en god stedfornemmelse her i by'en så jeg gik med faste skridt ned mod den lille gyde, glad over fangsten af mad.

der jeg nåde hen til mit 'papkasse hus' åbnede jeg stille og så min bror (som faktisk hedder Aiko) han lå og sov på det lille tæppe jeg havde fundet ham i der han var helt lille. han lå og sov med et lille smil som gjorde mig glad, det var lang tid siden han havde smilet..

der jeg havde stået og 'betragtet ham' satte jeg mig med og begyndte at åbne den efterhånden kvæstet shushi pakke, den larmede ret meget pag. det knasene plastik den var pakket ind i. der jeg enelig fik åbnet lå shushi'en og flød over det hele. laksen var røget fra risne, og den lille klump ris var efterhånden knækket midt over..

men det gjorde ikke noget, for jeg hvidste at Aiko ville ville få det spist, om jeg skulle tage min hånd ind i hans mund og tvinge shushi'en ned i halsen på ham. han måtte spise det, han skulle. hvis han ikke spiste det ville han måske dø, mine øjne blev hurtigt våde jeg måtte ikke miste ham, han var som en bror, som en bedste -og eneste- ven, at miste ham tror jeg ikke jeg kan klare, rettelse at miste ham kan jeg ikke klare. jeg kikkede hurtigt over på den sovene Aiko, lagde shushi'en parat og gik..

måske undre du dig over at jeg ikke spiste noget af den. men grunden er simpel. Aiko skal have mad, så for at være sikker på han får et godt møgtid, får han mad først. hvis han ikke for mad får han det måske værre, og får han det værre så dør han.. og det kan jeg ikke lade ham gøre.. det er ham som får mit smilebånd til at træke sig op, det er ham der er en del af mig.

jeg blev revet væk fra mine tanker da jeg så fem drenge sidde og kikke ind på den resturangt de var inde på.. dog var der én af drengene som kikkede på mig, drengene var tydeligvis ikke her fra.. da en dreng med blondt hår opdaget jeg også kikkede på dem, kikkede jeg mod hans smukke øjne. hans øjnfarve den var hav-blå skarp men også blød farve. Da vi fik øjnkontakt ville jeg kikke væk.. men jeg kunne ikke, min krop gad ikke lystre.. for jeg begyndte at gå langsomt.. drengen med det blondte hår puffede til en anden dreng med krøllet hår.

lad os nu bare kalde ham med blondt hår blondi så kan den anden hedde krølle..men efter blondi havde fået krølles opmærksomhed viskede blondi noget i øret på krølle og nikkede i min retning.. krølle vendte sig om så jeg så mod nogle smukke grønne øjne.. jeg blev på en måde lidt bange.. det kunne jo være manden fra tideliger idag havde bedt dem om at lede efter mig..

jeg begyndte at ryste og adrenelinen sprete sig igen i min spinkle krop, blondi kikkede undrene på mig og rejste sig op for at gå mod mig.. adrenelinen fordelte sig igen hurtigt i min krop og jeg blev bange, bange for hvad hvad han ville med mig.. jeg ville løbe.. mere end noget andet, jeg ville gøre mig til en myre og kravle væk, jeg ville virkelig gerne løbe men jeg kunne ikke, min krop reagerede ikke. jeg stod som frosset til jorden..så det eneste jeg kunne gøre var at vente til han var ovre hved mig, mit blik var stift mod jorden.. så jeg valgte at kikke op på himlen..mine øjne skimtede hurtigt den blondte dreng.. sjovt først nu opdaget jeg at han havde en skål nudler i sin hånd mmmnn jeg kunne se, de stædig damped,han ville sikkert blive let at stjæle fra.. mens jeg kikkede på mod den smukke himmel, prikkede drengen (du ved blondi) min skulder, for at få min opmærksomhed.. jeg kikkede en smugle op på ham fordi jeg var ret lav..

Nialls P.O.V

jeg gik over mod pigen som jeg før havde haft øjnkontakt med.. hendes øjne var næsten sorte men havde et skær af mørkebrun. hendes lange sorte -en smule flitret, men ikke så meget- hår lå langs hendes skulder jeg lagde mærke til at hendes hår havde et glimt af blå..så det var sansynligvis farvet. hendes tøj var slidt og havde huller.. jeg puffede til Harry som sad og spiste nogle ris..

han var opsat på at lære at spise med pinde så han brugte pinde til sine ris hvilket tog mega lang tid..

han kikkede undrene og så jeg viskede "Harry.." Harry kikkede -igen- undrene på mig, og jeg nikkede mod hende,

"whats at hotti" sagde han men det eneste jeg kunne tænke på var om hun var okay.

"tror du hun er okay?" hviskede jeg og kikkede på nogle af alle de sår hun havde rundt omkring.. det mest iøjn faldene var nok hendes kind.. den var blå,gul,grøn og rød jeg gettede på det var blå mærker og størknet blod. hendes øjne var lidt røde der hvor der normalt ville have været hvidt hvilket tydede på at hun havde grædt.. Harry rev mig ud af min egen verden da han svaret

"det ved jeg ikke..prøv at gå over og snak med hende, så kommer mig og drengene om lidt når jeg lige har spist mine ris" først blev jeg sidene men et par sekunder efter havde jeg taget mod til mig, og jeg var på vej over hende. jeg prikkede hende på skulderen og hun kikkede op.. jeg blev faktisk lidt glad for at hun var lavere end mig.. det var der ikke mange der var!.. hun kikkede undrene på mig

    

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...