Hybris & Nemesis

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 sep. 2012
  • Opdateret: 17 apr. 2013
  • Status: Igang
De to tvillingesøstre, Izzy og Victoria, har en mørk fortid, mens de er ved at skabe en endnu mørkere fremtid. De er to koldblodige mordere, der bruger list og makabre metoder for at få deres ofre spindet ind i deres net. De er hævnere - Nemesis - Og de hævner sig på alle, som syndere og er hovmodige -Hybris - Hvilket vil sige alle mennesker. Børn, unge, voksne og ældre. Mænd og kvinder. Farvet og hvid. Hvor lang tid vil der gå, før nogen opdager deres hævntogt? Vil de overhovedet blive fanget af den kriminalassistent, der prøver at finde dem? (16+ Der er meget anstødeligt indhold, bare så I er advaret. :-D )

8Likes
20Kommentarer
1065Visninger
AA

2. Hvem er jeg? - Izzy

 

 

Toget larmer og skramler som den mest forfærdelige baggrundsmusik. Jeg ruller irriteret med skuldrene, så jeg samtidig kan lade blikket glide rundt i kupéen bag mine solbriller og diskret skrue op for de klassiske toner fra min mp3 afspiller. En lille fed unge sidder og stirrer på mig med opspærrede øjne og åben mund, som om jeg er fra Mars. Lorte unge!

Jeg hader børn! De lugter og skriger uafbrudt. Min hånd kører diskret henover hættetrøjens lomme, hvor min specielle dolk ligger klar til brug. Et hurtigt snit - Ingen vil se det... Og dog, jeg skæver lidt til venstre, og kan se de andre passagere, der bevidst har sat sig så langt væk fra mig som muligt. Mit blik glider igen tilbage til den lille snotunge, og jeg skal til at læne mig forover, da jeg mærker min mobiltelefon, der vibrerer.

"Victoria?"

Der er kun én person, som har det her nummer - Min søster. Hun er ikke bare min søster, men min tvillingesøster, min partner og mit drug. Hun er den eneste, der ved hvem jeg er, og som ved, hvad jeg har været igennem, for hun har været det samme igennem.

Jeg lytter til hendes stemme og kan ikke lade være med at smile ad hendes ord. Da hun lægger på stopper jeg telefonen ned i lommen igen og trækker ørepropperne ud af ørerne. Den lille dreng bliver ved med at stirre på mig, og det gør mig mere og mere irriteret. Det kribler i mine fingre for at trække dolken, som jeg så nydeligt har smurt ind i Palytoxin, der er en speciel tang, som der er dødbringende. Bare et lille snit og hans stinkende krop vil begynde at eksplodere indvendigt. 

Toget stopper op, og jeg må forlader stationen hurtigt for at kunne nå at være på mødestedet til tiden. Strømmen af mennesker flyder forbi, og jeg må flere gange tage mig sammen, så jeg ikke vender mig rundt og skriger dem ind i ansigtet. De er alle beskidte indeni, og jeg bliver nødt til at vise dem det. Vise dem, hvor beskidte og urene de er. 

Både min søster og jeg er beskidte indeni, men vi har begge indset det, og kan derfor gøre noget ved det, men disse mennesker ved det ikke, så derfor må vi vise dem det. Ud af øjenkrogen ser jeg en mand med slips og jakkesæt, der har klistret et overklasse smil henover ansigtet. Den slags er værst. De tror de er så hellige, men de er rådne indeni - Jeg har en sådan lyst til at trække min dolk og stikke den i hans mave, så jeg kan skære en dyb revne og vise ham hans beskidte og rådne indvolde. 

Jeg sænker blinket og sætter farten en smule op. Slipsemanden minder mig om Victoria's "forfølgere". Hun er en smule mere uforsigtig end mig, eller det passer ikke helt - Jakkesættene har det bare med at finde hende før mig, men det hænger måske sammen med, at jeg går mere i ét med mørket. Mit sorte hår der er skjult under hætten og min krumbøjede skikkelse, der får mig til at ligne en person, der altid bukker og nejer for andre, selvom jeg heller ville sætte mig ned og pisse på deres sko i stedet for. 

Min tunge glider henover mine tænder, og jeg kan ikke lade være med at smile grumt. Jakkesættene er altid forvirret omkring os, da den eneste markante forskel på os er vores beklædning. Det har måske også noget med vores opvækst at gøre. Jeg kan ikke rigtig huske mor, men jeg kan tydeligt huske far og hans venner. Vic og jeg fortalte det endda til en mand med jakkesæt, men han troede ikke på os - I stedet for blev vi skilt ad, men nu er vi endelig sammen igen.

Jeg runder hjørnet og kan endelig se smøgen, som vi skal mødes i. Mit hjerte pumper forventningsfuldt og antydningen af et rigtigt smil, der når mine øjne, pryder mit stærkt markerede ansigt. 

Here I come Sis.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...