Små ting kan ændre ens liv!

Emma er lige fyldt 18. Det havde været den bedste dag i hendes liv, indtil. Hendes far skulle køre dem hjem fra festen. Han havde været lidt fuld. Både Emmas bedste veninde, lillesøster og mor havde været med i bilen. De var kørt galt. Emma husker ligeså tydeligt hendes lillesøsters skrig da hendes ben blev knust. Emmas far og mor havde været helt knust mellem deres sæder. Hendes bedste veninde havde fået knust fra hoften og op. Emma havde selv kun brækket en arm og et ben. Emma var den sidste der var tilbage i hele familien. Hun havde ikke andre veninder. Hun kunne ikke holde ud at være i Danmark længere. Da hun er kommet sig efter ulykken vælger hun at flytte væk fra de dårlige minder i Danmark. Hun vælger at starte et nyt liv i London. Her møder hun fem mystiske drenge. Hun ved at hun har set dem før, men hvor. De ændre hendes liv, men der er både op og nedture.

3Likes
3Kommentarer
1223Visninger
AA

10. What happend?

Alt var sort.
Men jeg kunne høre stemmer. Jeg tog mig til min skulder.
Det gjorde virkelig ondt. Det var som om der sad noget i den.

"Hun bevæger sig, skynd jer at give hende noget smertestilende!" Hørte jeg en sige.
Jeg åbnede øjnene med et sæt.
Jeg kiggede forvirret rundt. Min vejrtrækning gik fra at være rolig til at jeg hyperventilerede.

"Bare rolig Emma, du er i sikkerhed, vi er på vej til sygehuset. Du skal bare slappe helt af!" 
Jeg blev mere bange nu, hvorfor var jeg på vej til sygehuset, hvorfor gjorde min skulder så ondt og hvorfor var jeg i sikkerhed her? 
Jeg havde opdaget at jeg lå i en ambulance aktig bil, men jeg anede ikke helt hvorfor.
Jeg kiggede på den mand der stod ved siden af mig, han var vist nok en læge eller ihvertfald en ambulance mand.

"Hvad laver jeg her?" Spurgte jeg ham meget lavt, han kiggede hurtigt ned på mig.
"Kan du ikke huske det?" spurgte manden meget overrasket.
Jeg rystede langsomt på hovedet, men det stoppede jeg hurtigt med for det gjorde ondt i min skulder.
"Ehm.. Hvordan skal jeg få det sagt rigtigt.." sagde manden lavt til sig selv.

En lille tåt af mit pandehår gled ned i panden på mig, jeg ville fjerne den, men da jeg ville løfte min højre arm kunne jeg mærke at der var sat en masse slanger til, med saltvand og medicin.
Men jeg har jo også to arme tænkte jeg.
Der var ingen reaktion i min venstre arm overhovedet. Ikke engang en lille bevægelse.

Jeg begyndte at skrige "Hvorfor kan jeg ikke bruge min venstre arm!"
Manden kiggede på mig.
"Du kan virkelig ikke huske noget, når men ehm..."
Han satte sig ved siden af den båre jeg lå på.
"Vi blev ringet op af park betjenten om at du lå på jorden uden at bevæge dig og at du blødte meget fra venstre skulder. Vi skyndte os at rykke ud, da vi ankom var politiet der, det viser sig så at du er blevet stukket ned, men af hvem ved vi ikke. Men ihvertfald så den person der har stukket dig ned han eller hun har ramt scener og skåret i en muskel, så du skal opereres også må vi se og du får bevægeligheden tilbage." 
Jeg kiggede på ham.
"Hvad... Er jeg blevet stukket ned?" jeg var meget forvirret. Hvorfor skulle nogen stikke mig ned? jeg kendte jo knap og nap nogen her i landet.
Ja faktisk kendte jeg kun drengene og Sophie.
"Vi vil gøre alt for at finde ud af hvem der har gjord det." sagde han og smilte.
"okay.." sagde jeg meget lavt, hvem kunne finde på at stikke en helt uskyldig pige ned midt i en park?

"Hvor var du på vej hen?" spurgte han mig.
"Hjem.." Jeg svarede kort, jeg var så chokeret over at nogen kunne finde på bare at stikke folk ned.
"Hvor var du på vej hjem fra? Og har du noget familie eller venner vi skal ringe til for dig?" spurgte han.
Jeg kiggede på ham.
"Jeg var på vej hjem fra One Direction&Ed Sheerans velgørenheds koncert, eller fra mit job som danser for dem... Jeg har ikke noget familie og de eneste venner jeg har, har jeg ikke numrene på så det er ligemeget, de savner mig alligevel ikke. Jeg mener de har travlt også skal de lige være færdige med alle de fans der kom backstage." sagde jeg og kiggede på min arm.
"Er du danser for One Direction, det er lidt sjovt, min kone er deres tekniske producer, hun søger for at folk er på deres pladser og at alt går som det skal." Han smilte.
Jeg begyndte at grine, det var sikkert hende der havde holdt mig fra scenen den sidste dans.
"Jeg ringer lige til hende, så kan hun fortælle det til Paul, så han ved et."

Imens ham manden snakkede med sin kone begyndte jeg at tænke over hvem paul var. Jeg havde hørt det idag da vi øvede. Når ja.. Det var ham Louis og Niall hang på ryggen af.
Det havde set så sjovt ud.


*Liam's synsvinkel*

Vi løb alle hen og krammede Emma.
Hun så helt chokeret ud, det var virkelig sødt.
Hun havde klaret det uventede job så godt.

Vi gik alle fra scenen sammen, Emma gik i makeuppen for at få fjernet din makeup og derefter til garderoben for at skifte tøj.

Vi stod og snakkede lidt sammen med Ed.
Lidt efter blev vi bedt om at gå ud til de folk der skulle backstage.
Der var virkelig mange.

Da vi var ved at være færdige begyndte vi drenge at snakke igen.
"Hey, ved i hvor Emma blev af?" spurgte Niall da han så at de andre ni piger vinkede farvel.
"Det ved jeg faktisk ikke, jeg tror hun er gået hjem" sagde Louis med en meget ligeglad stemme.

Det undrede mig at hun bare var taget hjem.
Uden at sige et eneste ord. Men sådan var det vel bare.

Der var virkelig mange der var kommet backstage idag, men det var hyggeligt nok.
Det var altid så sjovt at snakke med alle de fans der nærmest forgudede os, nogen gange var det bare også lidt uhyggeligt.
Efter alle pigerne var gået smed vi os alle på en stor sofa. 
Vi snakkede om det fede show vi havde haft, også snakkede vi om Emma.
Vi synes alle det var så underligt at hun bare var gået. Og var hun egentlig okay? Hun skulle jo gå hjem, i mørket og blæsten.
Ja faktisk var det et rigtigt lorte vejr lige nu.

Jeg kiggede hen på Paul, han stod og snakkede med vores tekniske ting, Jenni, han så helt bange ud, men hvorfor?
Jeg holdte lidt øje med ham.
Pludselig kaldte han efter os.

"DRENGE! Der er noget jeg er nødt til at fortælle jer!" sagde Paul.
Vi rejste os hurtigt og løb hen til ham.
"Som i måske så stod jeg og snakkede med Jenni.... Hun fortalte mig at Emma, er blevet stukket ned på vej hjem her fra..." mere nåede han ikke at sige før vi gik amok.
"HVAD?" "HVEM?" "HVOR?" "ER HUN OKAY?" Vi råbte i munden på hinanden.
"HEY! Lad mig snakke færdigt før i spørger!" råbte han af os.
"Okay" sagde vi alle i kor.
"Hun er lige ankommet til hospitalet, hvor hun skal opereres, hun har fået skåret en scene over i skulderen, så de ved ikke og hun kommer til at kunne bruge sin venstre arm igen.
Hun er okay, men meget ked af det. Vi ved endnu ikke hvem der har gjord det, men når Emma er kommet sig vil politiet komme og spørge ind til det. Jeg tænkte på om vi skulle køre til hospitalet og være der når hun vågner fra operationen, nu når hun ikke har andre." sagde han og så på os.
Vi stod alle helt mundlamme. Hvem kunne dog finde på at gøre noget så grimt, ved en helt almindelig pige.
Jeg var målløs.


_________________________________________________________________________________

Undskyld for det korte kapitel, men jeg syndes bare at det var alt for lang tid siden jeg havde postet noget, så lidt er vel bedre end intet! ;-P
Håber i kan lide det og jeg lover at næste kapitel er meget længere! <3
- KYYYYS! <3<3
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...