Små ting kan ændre ens liv!

Emma er lige fyldt 18. Det havde været den bedste dag i hendes liv, indtil. Hendes far skulle køre dem hjem fra festen. Han havde været lidt fuld. Både Emmas bedste veninde, lillesøster og mor havde været med i bilen. De var kørt galt. Emma husker ligeså tydeligt hendes lillesøsters skrig da hendes ben blev knust. Emmas far og mor havde været helt knust mellem deres sæder. Hendes bedste veninde havde fået knust fra hoften og op. Emma havde selv kun brækket en arm og et ben. Emma var den sidste der var tilbage i hele familien. Hun havde ikke andre veninder. Hun kunne ikke holde ud at være i Danmark længere. Da hun er kommet sig efter ulykken vælger hun at flytte væk fra de dårlige minder i Danmark. Hun vælger at starte et nyt liv i London. Her møder hun fem mystiske drenge. Hun ved at hun har set dem før, men hvor. De ændre hendes liv, men der er både op og nedture.

3Likes
3Kommentarer
1208Visninger
AA

11. Louis' hemmelighed!

*Niall's synsvinkel*

Vi havde meget hurtigt fået pakket alt sammen og skyndt os ud i bilen.
Den langsomste var Paul, fordi han skulle afslutte det hele.
Det var en time siden vi havde fået afvide at Emma var blevet stukket ned.
Jeg var meget rystet over det. Tænk at man ikke en gang kan gå hjem en mørk aften uden at blive stukket ned? Det var jo latterligt.

Paul kom endelig ud i bilen, og vi skyndte os til hospitalet.
Alle sad sådan mere eller mindre og var lidt urolige, eller alle undtagen Louis... Jeg fattede virkelig ikke hvad der var galt med ham.
Han plejede aldrig at være sådan, han var altid utrolig sød og imødekommende overfor alle, bare ikke Emma.
Jeg sad lidt i mine egne tanker. Jeg tænkte på Emma.
Var hun okay?

"Skal du med Niall?" spurgte Harry. Jeg havde slet ikke opdaget at vi var stoppet. Jeg nikkede og tog selen af.
Jeg hoppede nærmest ud fra bilen.
Vi gik sammen, mod hospitalet indgang.

Til vores skræk stod der en masse paparatzzi foran indgangen.
Det var noget med en eller anden kendt der skulle føde....

"Hvordan skal vi komme forbi dem Paul?" spurgte Liam. Paul nåede ikke at svare før Louis afbrød.
"Årgh det var ærgeligt... kan vi så tage hjem?" Vi kiggede alle underligt på Louis.
"Hvad sker der med dig Louis? Du plejer aldrig at være sådan!" sagde Harry med en vis vrede i stemmen.
"Det er ligemeget drenge, men altså jeg regnede med at vi bare tog bagindgangen." sagde Paul hurtigt for at få vores samtale til at stoppe.

Vi gik ind og hen til receptionen.
Der stod en dame, som var i fuld gang med at skrive et eller andet, man kunne virkelig bare høre hvor hurtigt og hårdt hun trykkede på de forbandede knapper.
Vi stod helt og af receptions skrænken, uden at hun opdagede os.
Pludselig lavede Paul sådan et falkst host som fik hende til at se op.

Hun fortalte os at Emma stadig lå på operations bordet, men at vi kunne vente i et par sofaer, der stod på gangen.


*Emma's synsvinkel*

Ambulancen stoppede og den store bagdør blev åbnet. 
Jeg blev kørt direkte til operations stuen.
Jeg var meget bange. Ville jeg komme til at danse igen?
Ville jeg overhovedet komme til at bruge min arm igen?
Jeg havde svært ved at tro det lige nu.

Jeg fik lagt en maske på munden. Og pludselig følte jeg at jeg fløj rundt på en sky.
Jeg følte at jeg grinte.
Foran mig sad min familie og Sara. De vinkede til mig.
Jeg dansede rundt på min egen sky.
Min lillesøster løb hen mod mig, men da jeg ville omfavne hende forsvandt hun, ligesom alt andet omkring mig.
Der var helt sort.
Foran mig så jeg en lille lys plet. Uden at tænke over det bevægede jeg mig hen mod det.
Jeg åbnede øjnene med et sæt.
Alt var sløret og det eneste jeg kunne høre var en bibben.

*Louis' synsvinkel*

Vi sad i mere end en time bare og kiggede på hinanden og ned af den gang som damen havde peget ned af da hun skulle sige hvor Emma var.
De andre sad meget nervøse. Jeg var ærlig talt totalt ligeglad med den tøs.
Hun kunne da bare lære at passe på sig selv?
Og hvorfor skulle jeg vente her når jeg egentlig ikke gad at se om hun var okay?
Hun betød intet for mig.... og jeg betød intet for hende...
Det var måske det sidste der var i vejen.

Da jeg mødte Emma første gang.. ja der var det Harry hun med det samme snakkede med.
Og ja Harry lignede en der godt kunne lide hende, så jeg ville være kold for hans skyld. 
Det er måske det der har gjort at Emma og jeg ikke snakker sammen,  og at hun kun snakker med de andre.
Måske jeg skulle stoppe med at spille sur? Måske jeg skulle være mig selv...
Eller måske skulle jeg bare blive ved med det her onde.....

Hvad var det jeg snakkede om, jeg kan ikke bare gå og spille møg kold og ond all time!
Selv drengene er begyndt at blive pænt trætte af mig..
Jeg måtte vise Emma hvem jeg var, for ærlig talt, virkede hun mega sød og super flink.

Mens jeg sad og tænkte kom en mand ud inde fra operations stuen, han skubbede en seng foran sig.
I sengen lå en pige, der sad en masse ledninger på hende og slanger ned i hendes arme.
Jeg kiggede nærmere efter.
Den pige der lå på sengen, nærmest helt forpint, var Emma.
Jeg rejste mig op med et sæt.

"Drenge! Det er Emma!" sagde jeg hurtigt og også meget ivrigt. Drengene kiggede på mig med underlige blikke. Jeg blev af en eller anden grund meget glad da jeg så Emma. Hun smilte på en måde.
Det var selvfølgelig ikke et stort lykkeligt smil altså 'yaay jeg blev stukket ned og skulle opereres yay' nej.... men hun havde et lille fint smil på læben.

Harry kiggede på mig. Mens de andre gik hen mod receptions damen stod jeg bare og stirrede. Harry lagde sin varme hånd på min skulder.
"Hvad er der med dig Lou?" spurgte ham med meget lav stemme. Jeg så ham lige i øjnene.
"Jeg ved det virkelig ikke." sagde jeg, men jeg fortsatte, bare meget lavt i håb om at Harry ikke hørte det. "Jeg føler at alt er forkert, jeg er forkert. Hvorfor er jeg ikke bare mig selv..." selvom at jeg sagde det så lavt jeg kunne, hørte Harry det, det gjorde han altid....
"Ja hvorfor er du ikke bare dig selv Lou.... Hvorfor prøver du at være kold? Det er jo slet ikke dig." sagde han.

Jeg nåede ikke at svarer før de andre drenge kom og vi alle gik mod Emma's stue. 
Vi gik og snakkede, eller de andre snakkede. Hvorfor var det så svært at være mig selv fortiden?....

Døren til Emma's stue blev åbnet, og vi gik alle ind. Liam, Harry og Niall snuppede de tre stole, Paul stod op af sengen og Zayn stod op af væggen lige ved siden af Emma's seng. Jeg satte mig i vinduskarmen, jeg sad og kiggede ud. 
Fra vinduet kunne man se hen på hoved indgangen. Der stod en pige i hospitalskjole, hun kiggede efter nogen, det var tydeligt. Hun kiggede med et flaggene blik. Pludselig så jeg et stort smil brede sig på hendes læber. Tårer begyndte at strømme ud fra hendes øjne. En lille pige kom løbene, hun valkede fra side til side. Hun var ikke særlig gammel, og hun havde nok kun lige lært at gå. Pigen tog den lille pige i sine arme og svingede hende rundt. En mand kom gående lidt efter. De var så lykkelige, selvom pigen ikke så ud til at have det for godt... Hvor var det egentlig smukt..
Og tænk at vi havde hjulpet en pige som hende i aften, og skulle gøre det igen imorgen, det var fantastiskt..

Drengene og Paul stirrede på mig da en lille tårer trillede ned af min kind.
Liam åbnede munden, men Emma reddede mig i at skulle fortælle hvad der foregik, igen.. Tak Emma.
Hun begyndte at hoste helt vildt. Liam tog hende hurtigt på skulderen.

Hun begyndte at græde helt vildt. Hulk efter hulk kom fra hende, men hun var ikke vågen.
Hun begyndte at snakke, mens hun græd og hulkede.
Det var som om hun i sit hoved havde en samtale med nogen.... men hvem?
Jeg var lidt bange for at der var ved at ske hende noget.

"DET ER IKKE MIN SKYLD! JEG HAR INTET MED DET AT GØRE, JEG SAD BARE I BILEN!" råbte Emma pludseligt, det kom så pludseligt at Niall væltede ned fra sin stol.
"FAR HVORDAN KAN DU SIGE AT DET ER MIN SKYLD! DET VAR DIG DER KØRTE!" et mega hulk kom fra hende.
"FAR.... TROR DU DET ER FEDT FOR MIG AT VÆRE DEN SIDSTE!" hvad mente hun med den sidste?
"NEJ! DET ER DET IKKE! JEG VILLE HELLERE HAVE ÆRET MED I FALDET! JEG MISTEDE JER ALLE, PÅ SÅ KORT TID... OG TROR DU AT BILLEDERNE AF JER MAST, SARA'S HOVEDE VÆRE MAST, OG MIA'S LILLE OVERKROP LIGGE LIVLØST IND OVER MORS SÆDE..... NEJ!" det lød brotalt, og egentlig gad jeg godt at vide hvad der foregik... Ingen af os kendte Emma sådan rigtigt, vi havde aldrig snakket med hende sådan om hendes liv før hun flyttede her til....


* Emma's synsvinkel *

Jeg kunne se min far, stå på en sky ikke særlig langt fra hvor jeg stod. Han råbte men jeg kunne ikke gøre ham. Jeg gik tættere på ham. Nu kunne jeg hører ham. Han sagde at det var min skyld. Min skyld at han var kørt galt, min skyld at han, mor, Mia og Sara var døde... Hvordan kunne han sige det?
Jeg mærkede tusinde tårer løbe ned af mine kinder.

Var jeg også død? Hvorfor var jeg ikke vågen? Min far åbnede munden.
"EMMA! PAS PÅ DIG SELV!" lige da han afsluttede den sætning åbnede et stort hul dig under mig. 
Jeg faldt. Jeg skreg. 
Pludselig åbnede jeg øjnene. Jeg satte mig op i samme øjeblik.
Fra den ene side kom der et meget tøset skrig, som fik de andre der var i rummet til at grine.

Jeg blev skubbet ned mod sengen igen. Jeg følte at jeg blinkede helt vildt og pludselig kunne jeg se.
Jeg var ikke død. Jeg lå i en hospitals seng. min skulder gjorde ondt og jeg  var helt forvirret!

"Hey... Emma er du okay?" spurgte Niall. 
Tænk at de var her.... Jeg var bare deres danser, og alligevel kom de for at se hvordan det gik mig.
"Det gør ondt" sagde jeg kort. Jeg var stådig bedøvet i hele min venstre side, men alligevel gjorde det meget ondt! Liam kiggede på mig med et spørgende udtryk.
"Skal vi ringe til din familie?" spurgte han hurtigt. Jeg rystede på hovedet.
Han kiggede igen spørgende på mig.
"Hvad skete der Emma?" spurgte han og kiggede mig lige i øjnene. Jeg kiggede på ham og prøvede at tænke tilbage.
"Jeg var på vej hjem, også ville jeg skyde genvej igennem parken, da jeg mærkede et stik i min..." Liam afbrød..
"Jeg mener lige nu... Du lå og skreg, hvad foregik der?" de stod alle og kiggede på mig.

Jeg skulle vel fortælle dem det på et eller andet tidspunkt, så hvorfor ikke nu...
Men alligevel, havde jeg svært ved at få det sagt. Hvad ville de tænke.....
Jeg tog mig sammen.

"Det hele startede på min 18års fødselsdag..."

________________________________________________________________________________

Hey People! <3
Undskyld for at der gik SÅ lang tid før dette kapitel kom, men jeg håber i kan lide det!
Smæk en kommentar op om den så er negativ eller positiv, jeg læser dem! <3
Jeg er ked af at kapitlet ikke er så langt, men der kommer mange kapitler endnu så GLÆD jer! <3
-KYYYYYYYYYYYYYYYYYYYYYYSSAR! :-*

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...