Små ting kan ændre ens liv!

Emma er lige fyldt 18. Det havde været den bedste dag i hendes liv, indtil. Hendes far skulle køre dem hjem fra festen. Han havde været lidt fuld. Både Emmas bedste veninde, lillesøster og mor havde været med i bilen. De var kørt galt. Emma husker ligeså tydeligt hendes lillesøsters skrig da hendes ben blev knust. Emmas far og mor havde været helt knust mellem deres sæder. Hendes bedste veninde havde fået knust fra hoften og op. Emma havde selv kun brækket en arm og et ben. Emma var den sidste der var tilbage i hele familien. Hun havde ikke andre veninder. Hun kunne ikke holde ud at være i Danmark længere. Da hun er kommet sig efter ulykken vælger hun at flytte væk fra de dårlige minder i Danmark. Hun vælger at starte et nyt liv i London. Her møder hun fem mystiske drenge. Hun ved at hun har set dem før, men hvor. De ændre hendes liv, men der er både op og nedture.

3Likes
3Kommentarer
1204Visninger
AA

5. Drømmen som danser.

Dagene gik...

Jeg havde ikke snakket med drengene siden jeg på en måde bare var ''flygtet'' der fra.
Jeg blev ved med at tænke på Harrys øjne. Jeg var så sten sikker på at jeg havde set dem før. De havde stiret på mig så tit. Jeg havde tænkt på at søge efter ham på nettet, men jeg kunne ikke huske hans efternavn!
Men det var jo bare et par øjne, så hvorfor tænke mere over det? 

Jeg var næsten færdig med lejligheden, men jo flere ting jeg fik sat op på vægene og møbler rundt omkring, jo mere begyndte jeg at synes den her store lejlighed gjorde mig ensom. Alle de møbler og ting, som kun jeg brugte. Jeg havde ikke nogen at snakke med. Jeg anede ikke hvad jeg skulle i gang med efter ferien. Jeg var blevet student så jeg skulle igang med en videregående uddannelse. Men jeg havde absolut ikke nogen ide om hvad det skulle være. Jeg var på bar' bund.

Sara og jeg havde haft en fælles drøm. 
Den var begyndt at blive opfyldt, men ikke meget. 
Vi ville gerne være dansere for store stjerner som Justin Bieber, Usher, Rihanna og Beyoncé alle de store stjerner. Vi havde begge danset siden vi var tre år. Jeg havde danset i Odense og Sara i Nyborg. Vi var sygt gode. Og det var ikke bare noget vi havde bildt os ind, vi var sygt gode. Vi havde vundet mange mesterskaber efter vi begyndte og danse sammen. Vi dansede moderne dans, lidt house også meget lidt ballet. Ballet var ikke lige os. Vi havde ikke den ''perfekte krop'' som man skulle have. Men moderne dans og show dans var lige os. Vi havde været lidt igang med at opfylde vores drøm.
Vi havde danset med i Mamma Mia da den blev spillet i Tivoli, vi havde været dansere for L.O.C, Nik & Jay, Agnes Obel og Medina. Det havde været sygt fedt, men det var stadig ikke verdens kendte stjerner. Jeg kunne ikke følge den her drøm uden Sara, eller kunne jeg? Skulle jeg lade alt gå i stå bare fordi Sara var væk?
Nææh nej! Jeg kunne ikke lade et talent som mit gå til spilde. Det ville Sara vel heller ikke have bedt mig om hvis hun levede?
Jeg greb min computer og begyndte at søge efter et Danse Akademi eller danse skole. 
Jeg fandt det vildeste akademi. Det lå her i London og specialiserede sig moderne dans, show og house! Det var jo akademi skabt til mig! Jeg fandt de kriterier der var for at kunne komme ind.
Dem kunne jeg ikke opfylde.. ÆV! Man skulle være blevet valgt af bestyrelsen.
Jeg kiggede lidt videre på siden. Jeg fandt noget. Der var slået en nyhed op om et stipendium til akademiet. "Vi giver et stipendium til en heldig danser. Det eneste du skal gøre er at komme til optagelsesprøven d. 12 juli, klokken kvart over et. Du skal kunne fortælle om dig selv på kort tid. Du skal have danset med i et show." 
Shit! Den 12 var idag! Klokken var halv et! Jeg skulle nå det her! Jeg løb op og skiftede til mit danse tøj. Og satte  mit hår i en fed fletning.
( http://www.polyvore.com/sunny_california_lt/set?id=48085993#stream_box )  
Jeg løb ud af døren. Akademiet lå Ca. 1,5km fra hvor jeg boede. Jeg skyndte mig. Jeg nåede det lige inden døren blev lukket. Jeg stod sammen med en masse andre piger i en stor forhal. Oppe på en stor trappe kom en stram dame frem. Det var hende der ejede akademiet og som også havde grundlagt det. Hun hed Sophie Von Alberch. Hun var tysker.

"Velkommen allesammen. Vi har et stramt program idag. Jeg skal have givet ET stipendium til en heldig og utrolig dygtig danser. Jeg vil bede jer alle gå ind i teater salen. Her skal i se et show med nogle af de dårligste dansere der er her på akademiet. Hvis i med jer selv kan se at i ikke kan danse som dem, bedes i gå. Derefter kommer vil til hvor vi skal se jer danse!" sagde hun og gik ind af en stor dør som førte os til teater salen. Jeg satte mig lidt midt i det hele.
Der blev spillet musik. Det var As long as you me med Justin. Der kom 10-15 dansere ind og begyndte at danse. De dansede okay, men det var nemt at se deres fejl. Mange piger begyndte at rejse sig og gå. 
Jeg sad bare og kiggede på danserne. Fulgte deres trin. Jeg sad med et koldt og koncentreret blik. De fleste af de piger der sad omkring mig gik. 

Pigerne stoppede med at danse.

Sophie gik på scenen. Hun kiggede lidt ud over den lille forsamling vi var blevet.
"I piger tror altså at i har hvad der skal til? I skal nu, når jeres navn bliver råbt op, komme her op på scenen også vil jeg og bestyrelsen stille nogle spørgsmål. Hvis i ikke intreresere os er det ud!" sagde hun strængt og satte sig på sin plads. 
Pige efter pige blev råbt op. Kun seks ud af 17 piger var gået videre. 
"Emma Andersen!" Nu var det mig. Jeg rejste mig og satte min taske på mit sæde. Jeg stod på scenen.

"Okay Emma, hvor gammel er du?" Spurgte Sophie.
"Jeg er 18." Svarede jeg.
"Uha.. Du har en sjov aksent, hvor er du fra?" Spurgte hun i en fnisene tone.
"Jeg er fra Nyborg, i Danmark." Sagde jeg.
"Spændende! Hvor lang tid har du danset?" Spurgte en skallet mand som sad ved siden af Sophie.
"Jeg har danset i 15år" Alle mine svar blev korte og præcise fordi jeg var så nervøs.
"Det er godt nok mange år. Har du så været med i nogle shows, vundet mesterskaber eller noget ligende?" Spurgte en blond håret pige fra bestyrelsen.
"Jeg har været danser i Mamma Mia da den blev spillet i Tivoli i København, jeg har vundet tre nordiske mesterskaber med min bedste veninde + otte danske mesterskaber både med min veninde og som alene danser, jeg har også danset for L.O.C og Medina til et par koncerter." Sagde jeg og smilte.
"Nu snakker du om en veninde. Er hun også her idag?" Jeg kiggede på Sophie. Jeg kunne mærke at jeg var ved at græde, men jeg holdte det inde.
"Min veninde er død. Og inden i spørger, så har jeg heller ikke nogen familie længere. De er også døde."
De sad alle og stirrede på mig med store øjne.
"Det er jeg ked af at høre. Værsgo at sætte dig ned igen, du er videre." Sagde Sophie og kiggede på mig med et meget intreresseret  blik. Jeg blev vildt glad! 

Jeg var den sidste pige der var gået videre.

Vi skulle nu danse til As long as you love me. Jeg måtte improvisere. Hvilket gik godt. To piger blev taget fra. Vi var fem piger tilbage. Sophie rejste sig.

"Det sidste vi mangler at se er hvordan i danser under press og om i kan koncentrere jer nok til at danse ved live optrædender af et band. I dette tilfælde skal i danse til What makes you beautiful med One Direction som kommer her." Sagde hun og med det samme kom der fra højre side af scenen fem drenge ind.
Jeg sad lidt. Var det Harry? Det var Harry sammen med de andre drenge jeg hurtigt havde mødt.
Var de One Direction? WOTT?
To af pigerne begyndte at skrige for sygt. Med det samme rejste Sophie sig.
"I to UD!" hun var hård nu.
Ikke nogen advarsel, det var bare ud.
"Emma du starter." Sagde Sophie og så på mig.
"Du siger bare hej til drengene også begynder der at syge også danser du." Jeg nikkede bare.

"Hej" sagde jeg og stillede mig klar til at danse. 

Drengene begyndte at synge. Det lød vildt godt! Og det var mega nemt at danse til. Jeg fyrede ikke de vildeste trin jeg kunne af, men det der passede til melodien. 
Jeg var ikke nervøs over at det var One Direction der spillede. Jeg var mere nervøs over at det var Harry.

De andre piger så ikke alle ud til at klare det så godt med at det var One Direction der spillede. Men to andre klarede det ligeså godt som jeg. Ifølge Sophie. Sophie og resten af bestyrelsen sad og snakkede i meget lang tid. Efter laaaaaaaaaaang tid rejste Sophie sig op.

"Piger! Vi har nu snakket, og vi er kommet frem til at der kun er en her der fortjener dette stipendium. Jeg vil næsten mene at hun ikke har brug for det. Hun er en så god danser, at det er stort set unødvendigt at have hende her på akademiet, men vi vil hjælpe hende til at komme til top som danser. Blive den bedste.
Dette stipendium går til..."
Det måtte være hende Alexandra der havde vundet. Hun havde fyret de fedeste trin af, hun havde en fejlfri dans også var hun positiv. Jeg allerede ved at pakke mine ting så jeg bare kunne gå med det sammen. 
Hvorfor færdiggjorde Sophie ikke bare sætningen så jeg kunne komme hjem og surmule for mig selv!
Jeg kunne jo tænke mig til at jeg ikke havde vundet.


________________________________________________________________________________

Det var så endnu et kapitel! :-)
Smæk en kommentar op! Jeg tager imod kritik så hvis i syntes det er noget shit så skriv det! :-)
- Kys xxx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...