Små ting kan ændre ens liv!

Emma er lige fyldt 18. Det havde været den bedste dag i hendes liv, indtil. Hendes far skulle køre dem hjem fra festen. Han havde været lidt fuld. Både Emmas bedste veninde, lillesøster og mor havde været med i bilen. De var kørt galt. Emma husker ligeså tydeligt hendes lillesøsters skrig da hendes ben blev knust. Emmas far og mor havde været helt knust mellem deres sæder. Hendes bedste veninde havde fået knust fra hoften og op. Emma havde selv kun brækket en arm og et ben. Emma var den sidste der var tilbage i hele familien. Hun havde ikke andre veninder. Hun kunne ikke holde ud at være i Danmark længere. Da hun er kommet sig efter ulykken vælger hun at flytte væk fra de dårlige minder i Danmark. Hun vælger at starte et nyt liv i London. Her møder hun fem mystiske drenge. Hun ved at hun har set dem før, men hvor. De ændre hendes liv, men der er både op og nedture.

3Likes
3Kommentarer
1203Visninger
AA

7. Drengenes nyhed.

Da jeg fik døren åbnet helt stod der fem grinene drenge foran mig.
Det var Zayn, Louis, Niall, Liam og Harry.
Men hvad lavede de her?
Jeg kiggede undrene på dem.

"Hvad laver i her?" spurgte jeg.
Liam så på mig også på drengene.
"Ja.. ehm vi så jo at du vandt det der danse stipendium, så vi ville sige tillykke." sagde Liam og smilede.
"Jamen tak da.. Vi ses." sagde jeg og skulle til at lukke døren.
Zayn stoppede mig i det og jeg åbnede igen.
"Okay hvad er der med jer drenge?" jeg så på dem. Vi stod lidt tid i tavshed.
"Vi ville spørge om du ikke ville hjælpe os..." sagde Zayn og trak lidt på det.
"Hvad skal i have hjælp til?" spurgte jeg hurtigt.
Niall hev et stykke papir op af baglommen.
"Vi har et stor koncert her i London i morgen. Og vores mangement vil gerne have at vi har nogle dansere på scenen under et par af sangene, og Danielle er blevet syg, såååå..... Vi mangler en danser." sagde Niall og rakte mig papiret.
"Vi har virkelig brug for dig! Du er den eneste vi ved kan danse og der er ikke tid til at lave en audition!" Sagde Harry imens han nærmest var ved at flippe ud. 
Jeg begyndte at fnise fordi det var lidt sjovt.
Jeg stod lidt uden at svare.

Det var en virkelig stor mulighed, hvis jeg først dansede for nogle der var så store, hvad kunne det så ikke ende med?
"Vil du eller vil du ikke?" spurgte Harry.
Jeg kiggede på dem.
"Det vil jeg rigtig gerne."
I det samme jeg sagde det sprang Niall op i luften.
"YEEEEAH!" Vi begyndte alle at grine helt vildt.
Vi stod lidt og snakkede og de fortalte mig hvor jeg skulle møde og alt det.

Da drengene var gået og jeg havde lukket døren begyndte jeg at tænke på hvad der lige var sket.
Jeg kom til at tænke på at Louis slet ikke sagde noget, han havde faktisk alle gange jeg havde set dem været helt kold og slet ikke et eneste ord.
Kunne han ikke lide mig, eller havde jeg sagt noget der havde gjort ham sur.
Jeg var helt forvirret. 

Jeg satte mig i sofaen. Jeg tog min computer frem.
Jeg gik ind i et dokummet. 
Jeg skrev hver aften hvad der var sket i løbet af dagen.
Og hver eneste dag læste jeg en side højt. Jeg læste den i håb om at Sara og min familie hørte det.
Der var måske lidt skørt, men for mig var det en måde at fortælle dem hvordan jeg havde det.
Mange ville da sikkert mene at det var underligt.

Jeg sad ligeså stille og begyndte at skrive:
"Sara... Idag har været en dag vi to har drømt om i så mange år. Ja jeg skal danse for et kendt boyband. Det er virkelig begyndelsen på alt det vi to drømte om. Jeg ville ønske du kunne sidde her sammen med mig, lige nu. Snakke om hvor fedt det hele var, stå og drømme om hvilke fede trin der skulle danses. Bare det at var her ville være utrolig fantastisk.
Lille søs! Jeg er faktisk ved at udleve din drøm, eller jeg er ihvertfald flyttet ind ved siden af Harry og Louis, du ved, dem fra One Direction. Jeg har også mødt de andre drenge og jeg skal i morgen aften optræde under et par af deres sange, jeg lover dig at jeg vil sende dig alle mine tanker når jeg danser. Og jeg skal nok fortælle drengene om dig, nu hvor jeg har muligheden. Du er den bedste søster jeg kunne drømme om, jeg er så ked af at du aldrig fik lov til at leve livet. Du ville have været den bedste maneger ever! 
Mor og far...."


Jeg sad til halv et og skrev til dem. Det var utroligt så meget jeg savnede dem. Jeg havde aldrig troet man kunne savne nogen så meget. Men sådan noget ved man vel heller ikke før man har prøvet det.

Jeg begyndte langsomt at bevæge mig ovenpå for at gå i seng, der var en lang dag foran mig i morgen. Jeg var nød til at gøre mit bedste, det havde jeg lovet både Sara og min søs, jeg kunne ikke skuffe dem.

Jeg lagde hovedet på puden og lukkede langsomt øjnene og faldt i søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...