De tre søskende.

Mette Maja er dronning af vand riget. Hun har to søskende, som behersker forskellige elementer. Men da der opstår skænderier mellem dem fører det til krig. Vil de alle overleve? Hvem vil tabe krigen?

1Likes
0Kommentarer
2962Visninger
AA

2. Belinda, drengen og sorg.

Jeg begyndte at lege med mine tårer. Jeg drejede dem rundt i luften og sluttede af med at gøre dem til is.
Jeg var bare så sur. Hvorfor havde ingen fortalt mig, jeg havde et land? Som lille blev jeg forladt i en skov, sammen med mine søstre.
Jeg blev bare så sur! Jeg kiggede ud over søen. Jeg rejste mig op og begyndte at bruge alle mine kræfter. Jeg samlede vandt og slog det ned i søen igen.
Jeg faldt sammen på jorden i gråd. Jeg begyndte at slog ud mod søen med mine hænder. Jeg løftede vandt højt op i luften og ned i søen igen.
Jeg hørte noget bag mig. Jeg samlede de sidste kræfter og rejste mig op. Jeg samlede vandt op og vendte mig om.
"Jeg vidste det var dig ..."
"Hvem er du?" Jeg var klar til at angribe
"Din søster ..." En skygge kom ud af skoven.
"BELINDA!" Jeg begyndte at græde endnu mere. "Søs, du er meget stærk. Du skal passe på dine kræfter." Jeg grinte bare gamle dejlige Belinda. Jeg krammede hende. "Undskyld, jeg er vist inde i dit område."
"Ja, det er du. Men du er velkommen." Jeg havde glemt jeg stadig havde vandt klar, bag mig. Jeg slap vandt, som faldt ned med et plask.
"Mette, du må se at komme væk. Jeg fører dig til vandt. Så kommer du vel selv hjem?"
"Men jeg vil blive her." Min stemme var stille og skæv.
"Det går ikke. Du skal samle kræfter." Hun tog en hånd igennem mit hår.
"Okay, men jeg er ikke god til at betvinge vand." Eller jo, det er jeg faktisk. Jeg kan bare godt lide at få oppakning.
"Mette Maja, du er den bedste til at betvinge vand. I hele vand riget." Hun trak mig hen til en hest. "Det ved jeg godt." Hun satte sig op på en hest. Jeg hoppede op bag ved hende. Hesten begyndte at ride. Jeg havde ikke opdaget der var vagter. Men der var fem af slagsen.
De bukkede for mig og min søster. Jeg tvang et lille smil frem, i mellem tårerene. Vagterne kiggede overrasket på mig.
Hesten begyndte at ride. Jeg slappede mere og mere af. Hen af vejen samlede jeg mine kræfter.
Jeg slog hurtigt øjne op. Jeg kunne mærke vandet og rigtigt nok, der var mit skib. Den friske hav luft, fik mig til at hoppe ned fra hesten.
Jeg mærkede en hånd på min skulder. Jeg drejede rundt og så ind i Belindas grønne øjne. "Jeg elsker dig." Jeg krammede hende. Hendes arme samlede sig om mig. Jeg kiggede op på hende. "Hvordan har Camilla det?" Belindas øjne blev triste. "Camilla, har det godt. Men hun er meget farlig. Bevæg dig aldrig ind i ild landet, uden du inviteret." Hun kiggede med hendes meget alvorlig øjne. Hun trykkede mig på næsen og gav slip. "Farvel." Hun kiggede ned og så op, imens hun vinkede.
Jeg bevægede mig ind på skibet. En mand kom løbende hen til mig. "Godt du er kommet. Vi har ventet dig, min dronning." Han så træt og udmattet ud. "Jeg skal ikke bruge skibet i morgen. Sig til alle om bord, at de får en fridag." Han sprang op. "Mener de virkelig det, min dronning?" Jeg kiggede på ham med forstående øjne. "Ja." Han smilte og løb videre.
Jeg stod ude ved spidsen af skibet. Jeg trampede ned i jorden og begyndte at køre min hænder rundt i luften. Mine fingre samlede sig i to. Jeg skubbede den anden hånd frem og skibet blev skubbet. Sådan gjorde jeg fem gange. Så havde vi også fået gang i skibet.
 Jeg tørrede svedet af min pande. En dreng på elleve kom løbende med noget vand. Han åbnede den og jeg fiskede det op og ned i munden. "Du er fantastisk, min dronning." Han smilte venligt. "Mange tak." Jeg trak på skulderen. "Tak, for fridagen, min dronning." En anden dreng var kommet. "Det var så lidt." Den første dreng gik tilbage, da en kaldte på ham.
Jeg satte mig ude ved spidsen af skibet. "Må jeg spørge dem om noget, min dronning?" Jeg fik et chok. "Ja, altid." Jeg smilte, selvom jeg ikke havde det så godt. Han stod bare og kiggede på mig. Jeg hentydede til ham at hun sætte sig. Drengen tøvede, men satte sig ned.
"Hvordan er det at være dronning?" Drengen tog sig til munden. "Undskyld, min dronning." Jeg smilte hurtigt. "Det er okay. At være dronning er forfærdeligt. Man bliver meget udmattet. Men nogle gange er det fantastisk." Jeg kiggede på drengen. "Må jeg bede om dit navn?" Han kiggede på mig som om jeg var sindssyg. "Zi-Zi-Co ..." Jeg begyndte at grine. Han smilede genert. "Du hedder vel Zico?" Jeg kiggede på ham. "Ja." Svarede han genert. Jeg rakte ham nogle mønter. "Del dem med din ven." Jeg smilede sødt til ham. "Tusinde tak, min dronning." Han bukkede og gik over til den anden dreng.
"Åhh, Mette Maja. Du er ikke noget normalt menneske." Jeg smilede og kiggede ud over vandet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...