Musikken som evne

En fantastisk fortælling, jeg ville blive meget, meget glad hvis i kunne give mig konstruktiv kritik :-) Hvad kan jeg gøre bedre? http://www.youtube.com/watch?v=1T3ClfEca-I Dette er sangen i historien, den betyder meget for mig :') Note: det er ikke sikkert der kommer mere. Enjoy!

3Likes
4Kommentarer
503Visninger
AA

1. They think I'm perfect

     Alle siger, at jeg er den søde pige. At jeg er den perfekte pige. At jeg altid har styr på tingene. Der er bare en ting, de ikke ved. En ting, jeg aldrig kunne drømme om at dele med dem. Jeg er noget, man kalder en ekstrem synæstetikker. Det siger lægerne i hvert fald. Det betyder, at nogle af mine sanser er fuldstændig kludrede ind i hinanden. Dem i min klasse tror, at jeg er helt vildt god, men i virkeligheden det er jo bare fordi jeg er handicappet. Men det har jeg ikke tænkt mig at sige.

     Jeg sætter en af mine mange spillelister på min iPod på, uden rigtig at kigge på den. Jeg har kun musik jeg kan lide.

     Musikken begynder lige så stille i mine beats, men jeg kan allerede mærke nydelsen brede sig med lynets hast. Når jeg lytter til musik, føles det som om verden bliver ændret. Som om selve livet har følelser, og jeg kan føle dem. Det lyder meget filosofisk, det ved jeg godt, men det er altså bare sådan det er. Deal with it.

      Min stemme brander efter at synge med på sangene, og mine fingre kribler efter min dejlige guitar, men jeg ved at jeg ikke har mulighed for det. Her på efterskolen, hvor jeg går, skal vi være i seng inden kl. 23, og nu er klokken mindst et. Jeg vender mig irriteret i min seng. Hvorfor kan jeg ikke bare falde i søvn? Nok på grund af i morgen. Nedenunder pusler Diana stille. Hun er heldig. Kan gøre hvad hun vil, hvornår det skulle være, uden at nogen siger noget særligt til det. Jeg er blevet stemplet som den dygtige, stille og musikalske pige. Det irriterer mig lidt. Meget faktisk.

     Okay, nok med overtænkningen. Jeg vil lave et eller andet nu. Helst sove. I stedet ender jeg op med at sætte noget Taylor Swift på, og lytte til hendes liv. Jeg kan langsomt mærke, at søvnen er på vej, og jeg sukker lettet. De sidste, jeg hører, inden jeg glider ind i drømmeland, er de sidste toner af "Mine".

 

     ”Maria, så er det op!” Stemmen skingrer igennem vores værelse.

     Jeg har knap nok åbnet øjnene på klem, før jeg får noget af et chok. Det eneste jeg kan se, er Dianas fjæs. Det er der til gengæld også rigeligt af. Det har en rødlig farve. Jeg grynter søvnigt, og vender siden til hende. ”Ikke nuh..” mumler jeg, og det er lige før jeg falder i søvn igen, da hun pludselig sætter sig oven på mig. Jeg springer op, ikke fordi jeg er særligt forskrækket, men fordi at det er et tegn vi har aftalt. Så ved vi, at vi er virkelig sen på den. Jeg trækker det første, og åbenbart også det værste tøj der kommer frem, men det er lige meget nu. I dag er en stor dag. Eller det er i hvert fald, hvad andre siger. Men jeg har vænnet mig til det, for det er jo fredag.

     Jeg studerer mig selv i spejlet. Omringet af grønt, som sædvanteligt, og med det almindelige stoneface. Jeg er søvnig, men det kan man ikke se på mig. Jeg har altid haft rigtig svært ved at udtrykke følelser.

     Jeg vender ryggen til den udtryksløse pige i spejlet, og sætter i løb over mod kantinen. Jeg kan mærke nervøsiteten brede sig. Selvfølgelig har jeg valgt en musikefterskole, jeg mener hvad skulle jeg ellers gøre?         I dag er det en måned siden, vi startede, og vi har åbenbart en samling hver fredag. Der er nogle stykker, der skal optræde, og jeg er ikke blevet valgt endnu. Heldigvis. Det, jeg kan med en guitar, række slet ikke til en optræden foran så mange, og det jeg kan med min stemme, når jeg virkelig giver den gas, skal helst forblive min hemmelighed. Men nu må vi se.

     Jeg skubber til døren, der står træk på, som sædvantelig, og stønner over at jeg ikke kan åbne den. Så kom jeg i tanke om skiltet, og griner lidt af mig selv. Hvor lang tid tager det lige for mig at vænne mig til de her døre?

     Da jeg træder ind, er der allerede nogen oppe på scenen. Godt. Så er der mindre chance for, at jeg bliver taget. Jeg lader mit blik flyve rundt i rummet, og overalt jeg ser, er der farve. Kæft hvor er her mange mennesker alligevel! Et par grønne mennesker her, nogle blå der, og også et par stykker oppe foran der er gule, men mest af alt orange. De er spændte, er de.

     Jeg sniger mig hen til en af de bagerste pladser, og sætter mig ned mellem et par folk jeg ikke kender. Jeg begynder at klappe i takt med de andre, og glæden i min krop begynder langsomt at pumpe rundt, i takt med at jeg glemmer omverden og forsvinder ind i musikken.

     Da alle folk begynder at klappe, og musikerne spiller sine sidste toner, sidder jeg med et kæmpe smil klistret fast til mit ansigt. Hvor er musik dog bare dejligt. Så træder rektor op på den lille scene, og min mave begynder straks at vride sig nervøst, som den gør hver fredag på dette tidspunkt. Bare det ikke bliver mig.

     Han rømmer sig, den lille mand, og rækker ned i den overpyntede box med navne. Med dramatisk mine trækker han den sidste der skal op og optræde op af kassen.

     ”Maria… Maria R. Thompson!” Knirker han, og jeg ånder lettet op. Det er ikke mig. Nogle råb tiltrækker min opmærksomhed. Jeg drejer hovedet, og ser et par menneske helt oppe foran. De er omringet af lilla og orange aura, og de står og råber et eller andet til manden. Han ser lidt forskrækket ud.

     ”Hun er desværre syg i dag,” siger han så, og hans aura bliver lidt hvid i det.

     ”Så må vi jo have en anden…” Grynter han, og fisker ned efter et nyt navn. Jeg holder vejret.

     Der er en del, der griner, da mandens hånd sidder fast i boxen, og farvetonen i rummet bliver lidt varmere. Stakkels olding. Endelig hiver han sin hånd op med et kejtet ryk, og i hånden har han en lap papir. Straks bliver der mere orange omkring mig, og jeg kan mærke spændingen i min mave.

     ”Lad mig nu se, her har vi… sørme endnu en Maria… nej, en Marie… Ja, Marie Lind Arlaud!”

     Hvad? Jamen, hvad laver mit efternavn hos en anden pige? Det føles lidt som om min hjerne er gået i stå, og sandheden går først rigtig op for mig, da jeg hører Diana råbe ”Kom så Mariaaa!!” Et sted i mængden, og folk i kantinen bryder ud i klapsalver. Det kan de da ikke mene? Nej, nej…

     Langsomt, og stiv som en robot, kommer jeg på benene, og begynder at begynde min vandring mod scenen. Tusindevis af sangtekster flyver gennem mit hoved, og jeg for en fornemmelse af at farvene i rummet bliver kraftigere.

     Da jeg vender mig ud mod folket, bliver jeg næsten blændet af alle farverne. Hvor kom de nu fra? Og hvorfor er jeg så nervøs? Jeg mener, jeg har trods alt gået til teater i 5 år.

     Jeg står i noget, der føles som 1000 år, men som lige så vel kunne være 1 sekund, og venter på at der skal ske noget. Er det meningen at jeg skal synge? Det er ikke helt gået op for mig. Pludselig begynder et par piger at huje af mig, og nu synes rummet næsten at gløde i en orange farve. Jeg tager en dyb indånding, rækker ud efter mig guitar, og går i gang med at slå de første akkorder af min ynglings sang an.

       Hail to the night

       That my baby’s watchin’ me

       And the darkness of the window

        I can hardly get to sleep

     Man kan mærke stemningen ændre sig, og farverne I rummet ændrer sig langsomt over i et mørkere niveau. Jeg sender et blik ud i rummet, og overalt hvor jeg kiggede hen, møder jeg blikke, ansigter, fyldt med beundring. Farverne bliver stadig mørkere. Min stemme ryster. Jeg tager en dyb indånding, og begynder på anden del af verset.

       Wish for the hour

       That the night time soon shall pass

       And the moon do bring us

       To a day our souls can last

    Den smule lys, der nu er tilbage I rummet, bliver blegere end den plejer, lidt som månelys. Mit publikum ser fuldstændig hypnotiserede ud, ikke en sidder og laver noget andet. Det er et ret specielt syn. Endnu en gang må jeg trække vejret dybt ind, denne gang for at begynde på omkvædet.

       Love has a reason

       There’s a meaning to the world

       We’re giving love

     Idet jeg synger, bliver farvetonen I rummet en smule lyserød, og da jeg slutter omkvædet af, ser jeg små,røde, gennemsigtige silkebånd sno sig rundt. Helt ærligt, hvor kom det fra? Jeg prøver så godt jeg nu kan at ignorere de små bånd, og begynder på andet vers.

       Situation:

        Candle light

       Enough to see the bits around you

       But it’s never very bright

     Pludselig begynder lyset I rummet at flakke, og små lysende prikker, som ligner ildfluer, kommer til syne. Bare med den forskel at de lyser i alle verdens farver. Folk er begyndt at svaje i takt til musikken, som bølger på en stille dag, og det ser lidt uhyggeligt ud. De ligner næsten zombier, som de sidder der i det meget dæmpede lys. Nej, siger jeg til mig selv, jeg skal ikke tænke sådan nu. Fokuser på sangen. Ellers ved jeg at min stemme vil begynde at ryste.

        Stare at a memory

       You thought was grapevine heard the truth

       It’s good to learn from your mistakes

       But that only works in youth

     Farvetonen bliver med et koldere, og pludselig kan jeg se min mor stå nede I hjørnet af salen og vinke til mig. Hvad laver hun her? En viftende hånd fanger min opmærksomhed i den anden ende af salen. Det er mit gamle teater-hold! Mine øjne flakker forvirrerede tilbage til min mor, men hun er væk. Men hun var der jo lige før! Lidt bekymret prøver jeg at koncentrere mig om sangen, men det er svært. Jeg får dog lige frempresset et omkvæd.

       Love has a reason

       There’s a meaning to the world

       We’re giving love

     Publikum ser virkelig uhyggelige ud nu. De svajer som fjer i mild vind, og når jeg ser efter, kan jeg ikke finde en eneste der blinker. Bånd i alle farver flyver rundt og snor sig, og miniature-stjernerne danner mønstre i luften. Alle mulige mennesker, både folk jeg kender og ikke kender, bevæger sig rundt mellem mit oprindelige puplikum. Alle regnbuens farver stråler ud i rummet, uden rigtig at komme nogen steder fra. Dette kan da ikke være virkeligt? Jeg kommer pludselig i tanke om sangen, og at jeg har spillet lidt for længe. Jeg begynder at synge igen.

 

       Restless minds,

       Curtain calls, follow fanfares

       Troubled hearts

       Just a walk down the hall.

       Restless hearts you take a punch,

       Just to land one.

       Troubled minds, it's only fair after all.

       Mountin' the trail

       But you got it in sight

     Alverdens fantasiskabninger svæver rundt i rummet, gennemsigtige og næsten uden farve, men jeg er ikke bange. Nervøs, ja, men ikke skrækslagen. Bare mega forvirret.Her er stadig meget dæmpet lys, mens alle farver flakker rundt i rummet som sterinlys der bliver pustet til.

       Sometimes our only way is jumpin'

       I hope you’re not afraid of heights.

       Reach in my pocket

       For a bill that isn't there,

      To face all of the un-doings

      Is still more than I can bear.

Pludselig begynder det at "regne" med små, bitte hjerte-lignene ting i faldskærme på ca. 10 cm i diameter. Et par folk nede foran den lille scene begynder at række ned i deres lommer, og trække gennemsigtige pengesedler op, som så forsvinder igen. Luften begynder at flimre, og med de sidste toner af sangen falder jeg om, og alt bliver sort.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...