Flugten


0Likes
1Kommentarer
479Visninger
AA

2. beslutningen

Der er kun omkring 200 meter til byen men jeg løber ikke, det er jeg alt for bange til. Mine ben er stive som bræt og det eneste jeg kan tænke på er, om jeg kommer tilbage i live, eller om jeg overhovedet kommer tilbage.

Mens jeg går mellem mine tanker, ser jeg det.  En bygning, eller nærmere et vandtårn stikker op bag en mur, der sikker engang havde været høj og prægende. Det ligner stadig en mur, bare mere faldefærdig, med løse mursten der ligger over alt og med et stort hul lige ved stien. Jeg går forsigtig ind ad hullet. Jeg holder mit gevær op mod min kind og fingeren på aftrækkeren - klar til at skyde. Jeg kan mærke mine pistoler. En i min støvle og en i mit bælte. Jeg kan hører skuddene, skrigene og eksplosionerne. Men mærkeligt nok er jeg ikke bange, jeg er heller ikke modig, bare følelsesløs.

Pludselig kan jeg hører bil lyd, men ikke den normale halvrustne bil lyd – det er lyden af tanks og andre af hærens transportmidler.

Jeg løber hurtig ind i et bombet hus. Der er faldet en mursten ud af muren lige i øjenhøjde hvis jeg sætter mig ned, så jeg beslutter mig for at følge med i hvad der sker udenfor. 

Jeg klatrer det sidste stykke op ad bjergmuren og kigger mig omkring. Mit hjerte banker hårdt, og jeg knuger geværet ind til min krop. ”Fri bane!” Råber jeg og sætter mig ned, med benene ud over kanten. Her er utroligt smukt. Det er sjovt man stadig kan nyde sådan en udsigt med alt det jeg har været igennem. Med alt det krig jeg har set, og været en del af.

Sargon, min kæreste kommer op og sætter sig ved siden af mig.  ”Sidste gang vi kommer til at se vores by, Rai…” Siger han. Jeg nikker, han har den kaldt ’vores by’ siden vi var helt små, før vi skulle tage ansvar og være på vagt 24/7. Det var også der han fandt på at kalde mig Rai, mit Rigtige navn er Raziye.

Vi er fire der er flygtet sammen: mig, min kæreste – Sargon, min tvillingelillesøster  - Lilith og  hendes bedste veninde Ishtar. Vores forældre døde af  en række selvmordsbomber for et par uger siden. Det var der vi fik idéen til at flygte, eller Sargon gjorde. Nu er der intet der binder os til byen, ingen der siger de har et job de skal passe, eller venner de ikke vil med.

Lilith og Ishtar kommer forpustede op og smider sig ned på jorden ved siden af os. Jeg åbner tasken,  finder en vandflaske frem og sender den rundt.  ”EN slurk til hver, ikke mere.” minder jeg dem om, ”vi har ikke mere vand end det der er i min og Sargons rygsække.” Sargon rejser sig op og gør tegn til at vi skal videre. Vi rejser os op og følger efter ham, hen ad den bare klippe.

Vi har efterånden gået et par dage, og det bliver varmere og varmere hver dag, det begynder at bliver svært at bevæge sig. Vores vandration er meget lille, og selvom vi ikke har lavet andet end at gå nedad, er der ingen tegn på vand. Jeg går op på siden af Sargon.

”Hvad gør vi med vandet?” spørger jeg og kan mærke hvor tør og klistret min tunge er. ”Drikker det,” siger han og smiler. ”Hvad regnede du med?” ”ikke på den måde, jeg mener vi har snart ikke mere vand” siger jeg. Sargon sukker ”Kan vi ikke snakke om det i aften, Rai?” jeg nikker, ”jo selvfølgelig.”

Vi holder en pause slår ly for natten under et vissent træ. ”Her tag et par slurke hver, vi har gået meget i dag.”  siger Sargon. ”Hvorfor må vi ikke tage mere vand?” spørger Lilith. Mig og Sargon udveksler blikke. ”Fordi…” Starter jeg. ”Fordi hvis vi drikker mere bliver vi bare afhængige af det.” siger han. Jeg griner inden i og læner mig op imod ham. ”Afhængige?” hvisker jeg sarkastisk. ”Ja, det kan vi jo ikke have.” siger han og kysser mig på panden. Jeg vender mit hoved mod ham og kysser ham på munden. Vi smiler begge og jeg tæller kuglerne jeg har tilbage. 56 og ammen med Sargons 73 har vi 129.

Nu er vi løbet helt tør for vand. Vi har ikke haft noget et par dage, og der er ingen tegn på liv, eller vand. Vi går langsomt. Langsommere end jeg nogensinde har gjort og mit hoved værker. Jeg aner ikke hvor vi er kun at vejen skiller. Jeg stopper op.  ”Hvad med at vi tager de….” siger jeg, men bliver afbrudt af et pludseligt højt brag, efterfuldt af råb og skrig. Jorden vibrer og vi lægger os alle sammen ned. De må være tæt på – altså soldaterne.

Jeg trækker i Sargons trøje og peger på en ensom busk, han nikker og hiver Lillith med - som tager fat i Ishtar. Sargon holder en finger op for munden, som tegn på at vi skal være stille. 

Lillith knuger min hånd så det gør ondt, men jeg har andre ting at tage mig af. Hvem var det der sprængte den bombe? Og er der en by/et sted vi kan få vand, her? Jeg vrister mig fri af Ishtars greb og tager kortet op af tasken. Vi må være lige omkring her, men hvis vi er der hvor jeg tror vi er passer det ikke med at der er en by. Jeg giver kortet til Sargon, og kigger ham i øjnene. Der går et øjeblik, før det  går op for ham hvad jeg vil. Han ryster på hovedet og mimer ordet nej, men jeg har allerede besluttet mig. Jeg rejser mig op og løber mod bombens ødelæggelser, mod det muglige vand - mod krigens nuværende centrum.   

Bilerne kører forbi, hurtigt men ikke hurtigere end at jeg kan se flaget på en af mændenes uniformer. Det er med røde og hvide striber, og i venstre hjørne er der noget blåt med små hvide prikker på. Jeg har ingen idé om hvor de kommer fra, men jeg har hørt de andre snakke om at de skulle vinde, så jeg må have begivet mig ind på fjendernes område.

Da den sidste bil er kørt, rejser jeg mig op og orienterer mig. Jeg er cirka 20 meter væk fra vandtårnet. Jeg løber hen til det og hænger geværet på tværs over ryggen. Tårnet er ca. 30 meter højt og lavet af metal hele vejen. Jeg går rundt om tårnet et par gange før jeg opdager en stige, der fører til toppen. Jeg tager en dyb indånding og klatrer op ad. Jeg når op til toppen og stiller mig på en afsats.  Der er omkring 3 meter ned til vandet, og ingen trapper. Jeg kigger i min taske og finder et reb, ikke mere end 3 meter – det passer perfekt. Jeg binder rebet fast til gelænderet og i mit bælte. Jeg smider også mine våben på afsatsen. Alle undtaget min pistol i støvlen. Jeg kravler op på kanten af tanken så jeg sidder med benene ud over kanten. Jeg nyder udsigten, som jeg gjorde på bjerget.

Jeg trækker vejret dybt ind og puster ud, så skubber jeg mig væk fra kanten. Der er intet under mig udover vandet. Jeg falder og et ryk bremser mig et lille stykke over vand overfladen, men ikke længere end at jeg kan nå.

Nede på Jorden kan jeg høre nogen råbe med en fast stemme. Jeg forstår ikke sproget, men det er sikkert kommandoer, til gående soldater.

Jeg åbner min taske og tager vandflaskerne ud. En af gangen og fylder dem med vand til toppen. Da jeg når til den sidste stopper råbene fra gaden. Jeg tager nogle store slurke fra vandflasken og fylder den så op igen, men jeg når ikke at sætte låget på igen. Jeg bliver bogstaveligtaget trukket op. Jeg bumler ind mod væggen og kan ikke lade værd med at lave små smerte udstød.

Da jeg bliver trukket op over kanten tager to mænd fat i mig. Jeg prøver at vride mig fri, men det er umuligt.  Selvom at jeg godt ved det ikke vil hjælpe, bliver jeg ved med at sparke og slå. Det går mest ud over mig selv og da jeg begynder at giver op, holder den ene mand mit hoved fast og de sprøjter noget ind i min hals.

Da jeg vågner er jeg træt, jeg kan næsten ikke bevæge mig både på grund af at de har bundet mig fast til en stol, men også på grund af det de sprøjtede ind i min nakke.

Jeg kan hører nogle stemmer sige et eller andet. ”hvad?” forsøger jeg i at håb om at de kan forstå mig. En mand kommer hen til mig og sætter sig på en stol overfor mig. ”hvad hedder du?” spørger han, han må være en tolk eller sådan noget. ” Raziye.” Svare jeg. Manden nikker “Hej Raziye, Mit Navn er Anders og vi er fra Det Amerikanske Militær. Du er fundet på fjendens område, så vi kan desværre ikke løslade dig. Vi bliver nødt til at tilbageholde Dig.” Jeg kigger ned på mine sko og pludselig kan jeg huske det. Jeg havde ikke smidt pistolen der ligger i min støvle. Jeg vipper min fod og jeg havde ret den var der stadig. Måske kan jeg komme ud…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...