Some Die Young

Da Jo’s kæreste, Ethan, dør i et skyderi i byens storcenter, er Jo nede. Hun spiser ikke, snakker ikke, tænker bare. Mens efterforskningen af årsagen til Ethans død og hans to hårdt sårede venner er i gang, er Jo på vippen til at begå selvmord. Vil Ethans morder blive fundet, og årsagen til at han skulle dø blive opklaret? Og hvad sker der med Jo?

11Likes
17Kommentarer
1593Visninger
AA

4. KAPITEL 4

 

Bladende hvirvler rundt i efterårsblæsevejret. Det er den første dag i oktober måned og min far er hjemme hele weekenden. Det er meningen at vi i den her uge tager til Zoo eller ud til Beatrice’s yndlings legeland ”mini-land”. Men min far har besluttet at annullere det. Desuden er det også min mors fødselsdag, og dermed tid til at tage til kirkegården. Ja, jeg ved godt at jeg ikke har nævnt det før, og du har sikkert også undret dig. Min mor er død. Ligesom Ethan og alle andre jeg egentlig holder af. Hun døde da jeg var 6, altså 9 år siden.

Jeg står udenfor i blæsevejret, ved siden af bilen og venter på at min far skal komme og åbne den så vi kan køre ned til min mor. Han kommer løbende ud af døren med nøglen i den ene hånd.

”Såå” siger han og trækker tørklædte ned foran sin mund da vi har sat os ind i bilen. Vrøøønn siger motoren da han sætter nøglen i og drejer den rundt. Vi køre i Amy’s bil for min fars er på reparation. Den ville slet ikke sige en lyd når den skulle starte.

”Nå, hvordan går det med skolen?” spørg han og køre ud af indkørslen.

Jeg trækker på skuldrene. ”Fint.”

”Hvad med Alex? Er han tilbage?”

Jeg ryster på hovedet. Dels fordi min far bevæger sig ind på det forkerte område, og dels fordi han godt ved hvor slemt det er med Alex. Inderst inde har jeg ikke lyst til at snakke  med ham. Vi er blevet så fjerne at her på det seneste har der ikke været andet end pinlig tavshed. Han burde være noget mere hjemme, og han ved det godt.

Han er en dårlig far.

Elendig.

Jeg plejede at have en bror, en halvstorebror. Men vi var nærmest som ægte. Det var den dame, min far var gift med efter min mor. Det var inden vi flyttede herop. Men det viste sig at hun var ham utro med en anden mand. Så der skilte vores veje og jeg så aldrig nogen af dem igen. I starten troede jeg at jeg var forelsket i ham, men altså ikke nær så meget som min gamle klassekammerat, Lucy, var. Ja, jeg tror endda hun inviterede ham ud at spise i centeret, men han afslog. Centeret…. Det giver mig dårlige minder. Jeg har ikke bevæget mig nær det sted siden skyderiet. Den store plads, hvor det forgik, er alligevel også lukket pågrund af en slags efterforskning.

Min far stopper bilen ved parkeringspladsen uden for kirkegården og jeg hopper ud. Vi åbner lågen og går ned mod min mors gravsten. Den er lille og ru og på den er der graveret  ”Farvel mor”. En tåre løber ned af min kind. Jeg tørre den væk og sætter mig på hug for at fjerne de visne blade på de roser jeg købte til hende for to år siden. Min far siger hver gang at jeg skal fjerne dem, de ser grimme ud, men hvert år springer de flotte og smukke ud igen og jeg siger ”hvad sagde jeg?”

Jeg kysser gravstenen og går så to skridt tilbage. Ikke kig til højre, ikke kig til højre minder jeg mig selv om. Men da min far nikker over mod dén kan jeg ikke lade vær.

”Jeg venter i bilen” hvisker han og går så tilbage.

Mit hoved drejer sig langsomt mod højre og der står den. Lille og ussel, som nogen ville kalde den. Men det er den ikke. Den er perfekt. Jeg går ned mod den mens jeg mumler til den.

”Hej Ethan. Det er Jo”.

Tårene strømmer ned af min kind og er ustoppelige. Jeg kunne side her 24/7 men jeg ville nok ikke kunne klare det til sidst. Tårene bliver til hulken og jeg bliver til sidst nød til at sætte mig ned ved siden af den.

”Jeg elsker dig. Stadig væk”.

Hans bløde varme læber presser sig mod min pande da han dukker op fra gravstenen. Han er bleg som et lagen, men hans øjne er de samme. Dejlige og brune. Hans sorte hår sidder som det plejer. Og hvis ikke det var fordi at min hjerne blive ved med at meddele mig om at jeg må tage mig sammen, ville jeg tro dette var virkeligt. Men det er det ikke.

Han sætter sig ned ved siden af mig og smiler. ”Det er okay” siger han, men der kommer ikke en lyd, det er kun hans mund der bevæger sig. Jeg lægger mit hoved i hans skød og kigger op på ham. Han føre en hånd over mine øjne og beder mig slappe af. Og der ligger vi så. Oktober måned som var det i August, inden Ethan døde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...