Some Die Young

Da Jo’s kæreste, Ethan, dør i et skyderi i byens storcenter, er Jo nede. Hun spiser ikke, snakker ikke, tænker bare. Mens efterforskningen af årsagen til Ethans død og hans to hårdt sårede venner er i gang, er Jo på vippen til at begå selvmord. Vil Ethans morder blive fundet, og årsagen til at han skulle dø blive opklaret? Og hvad sker der med Jo?

11Likes
17Kommentarer
1587Visninger
AA

3. KAPITEL 3

De næste uger vil jeg ikke snakke, ikke spise eller drikke. Jeg vil bare side i min egen verden oppe på mit lille værelse og prøve at lukke mine følelser ude. Men jeg er som åben bog, selv Amy’s datter, Beatrice, kan se at det ikke er tid til at larme og skrige døgnet rundt. Amy ser mest af alt ud som om hun er ligeglad. Hendes mundvige vender konstant ned af og hver gang hun kommer op på værelset og ser mig sidde bedrøvet i vindueskammen er ”husk nu at rydde op” alt hvad hun har at sige. Jeg elsker min far, det gør jeg virkelig, og jeg påskønner hans valg for min mor men jeg kan altså ikke se hvorfor han valgte Amy. Amy er en stor dame med en larmende datter, et stort temperament og en massiv telefon regning. Desuden er hun også arbejdsløs hvilket gør hun konstant har veninder på besøg. Min far derimod arbejder konstant. Lige nu er han vist nok i New York på konference om det nye produkt hans firma er i gang med at sælge. Han er den der holder hele familien op at køre, også selvom han ikke selv er her. Somme tider gør det mig ked af det, men jeg har lært at leve med det. Sådan er det bare.

Skolen er det samme som altid. Joshua og jeg plejer at sidde sammen, men vi snakker aldrig. Det vil aldrig blive det samme mellem os. Vi plejede at være gode venner, ikke kun fordi Ethan bandt os sammen, men jeg havde kendt ham lige så længe min far havde været sammen med Amy. Men i dag havde han åbenbart virkelig meget trang til at snakke med nogen.

”Jeg har fået opereret mit ben” siger han med en svag hentydning til sarkasme i stemmen. Egentlig burde det jo være godt, men dybt indeni tror jeg egentlig helst han ville have været død lige nu. Ligesom mig.

”Fedt” siger jeg og prøver at lyde glad hvilket total mislykkes. Frokosten står i dag på pastasalat og kyllingevinger men hverken jeg eller Joshua ser ud til at være sultne.

”Hvordan går det med dig?”

”Det sædvanlige” svare jeg meget uklart.

Han nikker og føre et pastarør op til munden.

Det bedrøvede og trætte blik afsløre hans søvnløse nætter. Efter skyderiet har Joshua og jeg været meget tætte men alligevel så langt fra hinanden. Jeg føler han er den eneste der forstår mig, hvordan det er at have været indblandet i skyderiet, men selvfølgelig har han det meget sværere end jeg. Alex er stadig ikke i skole, men det er også kun 2 måneder siden skyderiet. Så vidt jeg ved er han nu i gang med at lære kun at bruge en hånd. Blandede følelser viser sig i mit hoved. Alex var meget populær, vil det nogensinde være det samme for ham? Næppe. Folk vil se ham som en særling, men tværtimod synes jeg at han er fantastisk. Han blev til sidste ende i Ethans liv. Han bad endda om at blive indlagt når han vidste at Ethan var ok. Så lægerne måtte lyve og sige at Ethan var ok og at han var sluppet af med sine smerter. Jeg husker tydeligt hvordan det var at side på hospitalets gang og vente på svar. Mellem alt myldret og dog den eneste lyd du kunne høre var biiip, biiip… om og om.

 

Amy parkere på hospitalets store parkeringsplads og jeg fare ud. Ambulancerne holder foran åbningen med dørene åbne. Alle tre er allerede blevet båret ind. Jeg styrter ind af hovedindgangen og løber over til skrænken. Bag den sidder en dame som jeg nærmest ikke ænser. ”Undskyld hvor er akutstuen?” Damen når ikke at svare inden jeg styrter mod en stor rød dør da jeg ser hun peger derover mod. En stemme i mit hoved fortæller mig at jeg bare skal gå efter biiip lyden. Men jeg vil ikke høre efter, jeg vil ikke tro på han er død. Selvom jeg godt ved det. Jeg styrter ind af forskellige døre og da en mand skubber mig ud af en af dem, ved jeg at jeg har fundet den korrekte. Biiiip, biiip, biiip siger den hurtigt. Hans liv hænger i tynde tråde. Gangen er fyldt med mennesker. Der myldre rundt om de tre døre. Nogen græder, nogen er ligeved og andre er alvorlige. Hvor har jeg lyst til at græde. Bare at tude. Drukne, dø, springe ud fra en bro. Nej, jeg må forblive stærk. Biiiip, biiiip, biiiip siger maskinen i lange stræk. Få sekunder efter kommer manden der skubbede mig ud af døren. Han klør sig i håret og tør under øjnene. Så forsvinder han ud af den røde dør. Biiiiip, biiiiip, biiiiiip det forsvinder ikke. Han er død. Død. D-Ø-D. Og så er det jeg bryder ud i gråd.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...