Some Die Young

Da Jo’s kæreste, Ethan, dør i et skyderi i byens storcenter, er Jo nede. Hun spiser ikke, snakker ikke, tænker bare. Mens efterforskningen af årsagen til Ethans død og hans to hårdt sårede venner er i gang, er Jo på vippen til at begå selvmord. Vil Ethans morder blive fundet, og årsagen til at han skulle dø blive opklaret? Og hvad sker der med Jo?

11Likes
17Kommentarer
1590Visninger
AA

1. KAPITEL 1

 

Det er som om tiden er gået i stå. Selv viserne min psykologs ur, der hænger på den gule væg overfor den sofa jeg sidder i, ligner de er gået i stå. Min psykolog, Margit, er altid optimistisk. Hver gang jeg kommer har hun altid et smil på læberne. Men lige så snart jeg sætter mig i sofaen lukker mine øre af og hendes stemme bliver bare til baggrunds støj. Det eneste jeg høre er mine egne forvirrede tanker og af og til kommer der også et frygtelig syn frem.

Bang. Nu er Joshua blevet ramt i benet. Bang. Det var det skud, der gjorde de måtte amputere Alex’s arm. Bang. Det her skud er værre. Meget. Kuglen flyver gennem luften og bore sig ind i Ethans hjerte. Han falder til jorden uden en lyd og synker sammen. Og der står jeg. Lænet op ad væggen til venstre for skobutikken ”Jenny’s” med en lille pige og en ældre dame ved mine sidder. En mand har en pistol rettet mod os og af og til kigger han sig over skuldren for at tjekke hvem der skyder hvem. Pigen siger ikke en lyd, bevæger sig ikke. Hun kigger med trætte øjne på pistolen, hun ved godt hvad der sker hvis hun bevæger sig. Damen på min anden side klynker og klamre sig til væggen. ”Hold kæft!” lyder det fra manden der nu har taget den tættere på damens hoved. Hun stopper straks med at klynke og begynder i stedet at ryste. Men jeg har ikke tid til at være den trøstende skulder, for jeg må vide hvad der sker derovre. Hverken Joshua eller Ethan står længere lænet op af palmen, midt på centerpladsen, det er Alex hvis hoved jeg lige med nød og næppe kan se. Han skriger da han føre sin hånd op til såret. Bang. Manden ved palmen skyder Alex endnu engang i armen og han falder sammen. ”Hold så kæft!” råber han til ham. Så vender han sig om og vifter en masse mænd ud af en gammel skrotbunke af en bil. De indtager hver en butik hvor de retter pistolen mod ekspedienten. Fem mænd tager rulletrappen op og løber ind i banken. Bang. Bang. Bang. Bang…..

 

”Jo… Jo… Er du der?” Margit rusker i mig og rækker mig en serviet. Våde tåre strømmer ned af mine kinder og da jeg tørre dem af med servietten finder jeg ud af at jeg ikke har mascara på. Jeg kigger ned af mig selv og opdager jeg stadig har nattøj på. Og at jeg ikke har redt hår og at jeg sikkert heller ikke har fået børstet tænder her til morgen. Margit klapper mig på skulderen og spørg om jeg er ok. Jeg nikker og smider servietten ud i skraldespanden der står ved siden af sofaen. Flashbacks er meget normalt når man har været ude for sådan noget, det siger Margit altid hver gang jeg får et, men denne gang siger hun ikke noget. Ved hun ikke at det er et flashback? Vi sidder i fem minutter og kigger ned i jorden, men ingen af os har sagt noget endnu. Det er faktisk længe siden jeg har sagt noget, spurgt om noget. Inderst inde vil jeg egentlig bare ønske at jeg ikke behøvede at komme til de her dumme samtaler, de hjælper mig ikke. Men selvfølgelig insistere min sted mor, Amy, på det. Det er hende der bestemmer der hjemme, selv over min far.

”Jeg har bare lyst til at dø!” flyver det ud af munden på mig. Første regel, sig aldrig sådan noget til en psykolog. Men selv Margit siger ikke noget, hun sidder bare og kigger ned i jorden som før. Hun er ved at gøre mig sur, for første gang i lang tid siger jeg noget og så er hun bare ligeglad? Jeg rejser mig fra sofaen og tager min jakke og taske der hænger på knagen. Så åbner jeg døren og kigger mig over skuldren.

”Farvel” siger Margit og viser et lille smil, som hurtigt forsvinder igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...