To vingeslag til højre

Eleonora er akavet. Hun er klodset og lider af manglende balanceevne. Hendes liv kører ikke på skinner. Den daglige rutine ændres idet hun flytter fra sin mor, for at leve hos hendes far et stykke tid. Eleonora elsker sin mor. Hun gør det for hendes skyld. Intriger og kærlighed byder sig i Eleonoras nye liv idet hun tilmelder sig det nye lille samfund i en usynlig flænge på verdenskortet. En mystisk sindsfraværende dreng fanger hendes interesse mens en masse andre, nye døre åbner sig for hende. Følg hendes ubalancerede skridtgang fra en uforstående teenager til en selvstændig kvinde.

3Likes
0Kommentarer
765Visninger
AA

1. Endnu ikke opdelt i kapitler

 

To vingeslag til højre        

 

Kapitel 1

 

Jeg var knapt nok steget ind i Charlies taxafreak af en bil, før regnen slog mod lufthavnens asfalterede udgangssystem. Jeg mødte Charlies stolte blik, idet jeg satte mig i det læderbetrukne sæde.

  "Det er virkelig en fed bil, far," fik jeg fremstammet på min egen bekostning. Jeg gned øjnene og lænede hovedet mod den våde rude. Charlie fik rankt startet bilen og fræset ud af parkeringspladsen og kørt mod intetheden.

  Charlie og mor havde kastet en pil efter landskortet og bosat sig det heldige punkt, der viste sig at være den mindste flænge synlig. Definitionen af gråvejr er skabt i byer som denne, og det var ligeså grunden til befolkningstallet. Mængden af indbyggere har hverken dalet eller steget de seneste ti år, og ej har udskiftninger fundet sted. Før nu. Plus én.

  Mig.

 

Charlie holdt ind ved det centrale lyskryds og købte middagsfisken gennem bilruden. Han stak kvinden hendes betaling og han vandede sine læber idet han tog imod posen med fisken. Han smed det om på bagsædet idet han konstaterede at middagsmaden var sikret for de næste tre dage. Han sendte mig et kort smil og et lille sprælsk blink med øjet. Jeg vendte mig i sædet og trak i posen.

  "Far, vi er to maver at mætte nu. Der er til i aften og til din madpakke i morgen," sagde jeg lavmælt og sendte et skævt smil. Han kørte hånden gennem mit hår og åbnede munden, kvalte et ord og hans fingrer stoppede ved spidserne.

  "Det er blevet længere," bemærkede han. Jeg nikkede med et hævet øjenbryn.

  "Ja." Jeg sukkede ud mod vejen og så langsomt bymidten forsvinde fra min synsvinkel.

 

Hele husets størrelse føltes mindre nu. Det var år siden jeg havde været her sidst. Da mor gik fra Charlie, blev mine skoleferier tilbragt her. Men da jeg blev gammel nok til en holdning valgte jeg ham fra. Jeg så ham til min syttenårs fødselsdag for et par måneder siden.

  Jeg fulgte gelænderet op langs trappen og drejede for toppen. Jeg lagde hånden om det kolde ovale dørhåndtag og roterede det. Døren gik op til det samme gamle værelse som engang havde stået mig så nært. Charlie havde skiftede gardinerne i det lille værelse. Lyset skabte en behagelig lilla nuance gennem de tynde, farvede gardiner. De små blomsterformede blonder forneden og det farverige sengebetræk mindede mig om hvor fjernt mit forhold var til Charlie. Jeg mærkede hans pludselige tilstedeværelse og hans varme ånde i nakken. Han smed mine tasker i dørkarmen og pegede hans arbejde i værelset, i anledning af min ankomst, ud. Jeg vendte ansigtet mod ham, med et lille uskyldigt smil, fundet frem fra gamle tider. Hans blik flakkede idet han mødte mit og krøb lidt sammen inden han forlod værelset. Jeg satte mig i den bløde seng og lod hænderne hvile på lårene. Jeg rakte ud efter telefonen, lagde røret hvilende mellem min skulder og min kind, og tastede mors nummer.

 

Endnu en gang strakte jeg armen ud for at sætte lys i vækkeuret. 06:13. Jeg klappede noget blod tilbage i kinderne med mine frosne hænder og rejste mig fra sengen. Mine jeans fra gårsdagen hang over stoleryggen af min kontorstol. Jeg trak langsomt i dem imens jeg tog mig til hovedet. Jeg var lettere upopulær hos mine hjerneceller grundet en kraftig mangel på søvn. Mor havde haft en liste med spørgsmål parat og en masse sladder fra mine tolv timers manglende tilstedeværelse.

  Jeg slæbte mine ben nedenunder og bevægede mig i retning af køkkenet. Charlie havde forladt stuen med fjernsynet kørende og køleskabet åbent. Hvert et skridt tvang endnu et suk ud af mig indtil jeg nåede frem til en pøl af fugt og vand på gulvet. Jeg hang mig i køleskabslågen og betragtede situationen. Lidt efter lidt fik jeg køkkenet på fode igen med en gulvvask og sortering af indholdet. Jeg ryddede køkkenbordet for rester og opvask og forlod køkkenet forpustet.

  Det regnede da jeg stillede mig ved busstoppestedet. Jeg så de grå skyer omringe en blå og oplyst himmel som jeg i mit tidligere liv havde haft et nært forhold til. De mørke skygger fra træerne bag mig blev kastet ned på vejen. Alt var stille og dystert og føltes så vinteragtigt, trods det var efterår. Bussen rev mig ud af mine tanker med de skarpe forlygter og dens rummelen. Jeg steg ind og skævede til passagerne efter potentielle klassekammerater, mens mit hovedet var rettet mod gulvet. Jeg støttede mig op af et sæde, (det var i hvert fald intentionen) men da bussen fortsatte sin kørsel greb jeg i stedet fat i en skulder. Manden fjernede forbavset sit syn fra sin avis og kiggede forundret på mig.

  "Undskyld," stammede jeg og kneb øjnene sammen imens jeg forsøgte at gemme mig langt væk indtil jeg fik sat mig bagerst i bussen.

  Halvfjerds procent af bussens passagerer steg af samme stop som jeg. Vi bevægede os alle som en stime af laks op langs skolegårdens tomme arena. Endnu en flok unge mennesker kravlede søvnigt langs parkeringspladsen indtil de nåede gelænderet til den brede trappe. Ud gennem øjenkrogen anede jeg nysgerrige blikke på mig, mens jeg kørte en hånd gennem mit mørke kommunefarvede hår for at dække mit ansigt til. Et skub fra en skulder ramte mig i ryggen idet den voldsomt stigende folkemængde kæmpede sig vej mod skolens brede gange. Jeg snublede over det næste trin og lod et hvin undslippe mine læber indtil jeg modvilligt var gledet to trin længere ned og støttede mine knæ på et vådt trin og mine hænder på et andet. Jeg hørte gisp og overraskede udstødelser fra mine medelever. Jeg rynkede næsen og sukkede opgivende. Jeg tørrede skidtet og jorden fra folks sko væk i mine bukser og skar grimasser da jeg mærkede hudafskrabningerne. Fedt!

 

Halvdelen af dagens lektioner var næsten overståede. Mine bukser var tørre omkring mine knæ, men skidtet var ligeså tørret og havde lavet pletter. Jeg var blevet præsenteret for klassen i samfundsfag og havde i et akavet øjeblik smilt og hilst på dem alle. En lyshåret dreng i midterrækken bagerst i klassen tilbød sin tomme sidestol til mig. Jeg svang tasken om ryggen og tog to snublende skridt og fortsatte ned til tomandsbordet.

  "Velkommen til," havde han genert sagt og kigget ned i det overtegnede bord. Jeg havde venligt hilst på ham med et skævt smil og fundet mine ting frem. Efter ti minutters gennemskuelige blikke efter mig, skrev han noget ned på en seddel og skubbede den over foran mig.

 

Mit navn er Alec.

Hvorfor er du flyttet hertil?

 

havde den første seddel sagt. Jeg tjekkede lærerens opmærksomhed. Den var rettet mod en mørkhåret dreng der svedte i nakkehåret. Han forsøgte ihærdigt at diktere et digt der havde været dagens lektie. Jeg skrev tilbage til Alex.

 

Hej Alec. Eleonora/Nora.

Min mor giftede sig med rejsende nyhedsreporter. - Jeg manglede nyt fast bosted. Hej far!

 

Han vendte sit blik mod mig efter at have læst mit svar og smilede endnu et af sine generte smil. Jeg smilede tilbage og så hans øjne lyse op. Han vendte sedlen om og skrev på ny.

 

Jeg ville råde dig til at komme så langt væk fra dette hul som overhovedet muligt, men så ville jeg ikke have en ny frokostledsager.

 

Jeg lo. Hans smil bredte sig med en undertone af selvsikkerhed. Efter han igen fulgte med i Hr. Svendsens dybe fortællinger om Shakespeares ensomme kærlighedsliv, tog jeg mig tid til at studere ham. Han havde et rundt, let markeret ansigt med buttede kinder. Hans hår havde en længde fra hovedbund til øre. Det havde et fedtet skær og uren hud omringede hans pande og næse. Hans øjne havde en blå mat nuance, men en glød af livsglæde og ærlighed.

 

Efter at have nippet til dagens specialitet i kantinen ved et fyldt bord med Alec ved min side, begyndte snakken langsomt at starte i vores cirkelformede omkreds. Overfor mig, sad en langhåret, smal pige med et beskedent smil og måbende øjne i retning af Alec. Hun spurgte ind til hans timer og weekendens planer. Først da, gik det op for mig at der blot var en enkel skoledag til weekenden gik i udbrud. Efter Alec havde svaret hende ensformigt og kort, vendte han centrum mod mig.

  "Men venner, det her er Eleonora..."

  "Det ved vi godt," afbrød to tvillingebrødre på min højre side, som ligeså havde tilbragt de første lektioner i samme fag som Alec og jeg.

  "Og jeg synes hun skal inviteres med på lørdag," fortsatte Alec uden at tage sig af tvillingernes sidekommentar.

  Pigen overfor mig skar en grimasse og skævede til pigen ved hendes side, som blot havde fokus på mig. Hun rakte sin hånd frem mod mig med et smil.

  "Det synes jeg lyder som en god idé, Alec," sagde hun imens jeg trykkede hendes hånd.

  "Anne," præsenterede hun sig og smilte. Jeg gengældte smilet, og mødte ligeså de andre borddeltageres hænder. Tvillingerne hed Bo og Marcus og pigen overfor mig meddelte lavmælt at hun hed Monique.

  "Vil du så med?" spurgte Anne.

  "Hvad lyder planerne på?" spurgte jeg afholdende.

  Alec var hurtigst, "der afholdes en stor strandfest for alle der har lyst til at deltage. Hele skolen kommer!"

  "...næsten," afbrød tvillingerne endnu engang.

  "Kom med!" pressede Alec.

  "Jaa, jeg synes også du skal komme," lød det modvilligt fra Monique. Hun sendte mig et halvhjertet smil. Derefter rettede hun endnu en gang blikket mod Alec.

  Jeg nikkede, og åbnede munden for modvilligt at tage imod deres tilbud for at undgå mere opmærksomhed, da han ødelagde min rytme og efterlod mig mundlam. Trods tvillingerne og Alecs pludselige højlydte madkamp og pigernes hvin for at undgå pletter på tøjet, hørte jeg intet andet end mit eget hjerteslag og hans yndefulde skridt forbi mig. Dybe, grønne øjne fangede mit længselsfulde blik. Den grå undertrøje og mørkeblå åbne skjorte sad perfekt om hans brede skuldre og muskuløse overkrop. Sættet matchede de mørke jeans der hang om hans lange ben. Det halvlange mørke hår omringede det tynde, stærkt markerede ansigt og de kraftige kindben samt de hemmelighedsfulde øjne. Hans gang var lang og flydende og hans skuldre bevægede sig i takt med hofterne. Mit hoved drejede langs hans rute forbi mig. Ikke et eneste blik skænkede han mig. Bag mig hørte jeg ham le kort, og da jeg skævede bagud så jeg ham sætte sig så yndefuldt på den grå plasticstol ved det tomme bord. Han blik var stift og målrettet mod det lange landskab der strakte sig mod horisonten, bag skolens vinduer.

  Jeg satte mig med front mod bordet igen og så til min overraskelse at jeg sad alene ved bordet med Monique og Anne, som havde rykket sine stole tættere på mig.

  "Du spilder din tid med overhovedet at prøve," sagde Anne lavmælt imens hun skubbede rundt til schnitzelen på hendes tallerken med hendes gaffel. Jeg så forundret på hende, med et skarpere blik end planlagt. Hun rettede hovedet op og så mig i øjnene.

  "Det er meget få der har formået at snakke med ham. Han holder sig mest for sig selv."

  "...Og han ved han er alt for lækker til vores sølle udvalg her på skolen," mumlede Monique bittert i baggrunden. Jeg anede skuffelse og had i hendes stemme. Derudover følte jeg mig næsten krænket af hendes udtalelse. Jeg lod mit blik hvile på hende indtil Anne brød stilheden.

  "Ingen snakker rigtigt til ham. Der er aldrig kommet noget ud af det."

  Endnu engang faldt mit blik over skulderen. Han sad ubevægelig og anede ikke uråd om den støjende kantine omkring ham.

  Igen lød det fra Monique, "og han viser sig kun i timerne når det passer ham."

  "Ja, han er garanteret først kommet nu!" svarede Anne. De fortsatte deres sladder om ham, mens mine tanker førte mig langt væk. Jeg sukkede og rejste mig med min bakke. Fumlende med tallerkener og rester gjorde jeg et forsøg i et sortere opvask og skrald fra hinanden. Derefter gik jeg til matematik.

 

"AV!"

  Jeg åbnede for det kolde vand og lod min forbrændte finger køle ned. Jeg sendte panden et arrigt blik og slukkede for hanen. Jeg greb stegegaflen og forsøgte endnu en gang at vende bøfferne. Jeg hældte noget væde på panden og svajede i ryggen for at se Charlie træde ind af døren.

  "Hej far!" halvråbte jeg og vendte opmærksomheden mod kartoflerne.

  "Nora. Kom lige udenfor engang," svarede han og trådte halvvejs ud gennem døren inden jeg afbrød hans akt.

  "Jamen, middagen er snart klar," beklagede jeg mig.

  "Det går nok. Kom så," skyndte han.

  Jeg skruede ned for blusset og trak en trøje over armene. Udenfor stod en bredskuldret mørk mand omkring min fars alder. Hans venlige, rynkede ansigt stod mig bekendt, men jeg vidste ikke hvem han var.

  "Nora, du husker vel nok Borris?" Jeg smilte blot og stod lænet op af gelænderet. Borris sad i kørestol, men var frisk og glad. Det var først da Jacob trådte frem bag ham, at jeg genkendte ham. Jacob havde været min tætteste ven de få uger om året jeg så Charlie, i sin tid. Borris og Charlie havde en lang fortid sammen og det var først da jeg så Jacob i øjnene, jeg vidste hvorfor jeg så nemt kom igennem disse tidligere besøg.

  "Eleonora," mumlede han og bukkede sig for at kramme mig, da jeg var trådt ned på fortovet.

- "Du er ikke blevet meget større siden sidst."

  "Hvis bare jeg kunne sige det samme om dig," lo jeg, og klemte om hans biceps efter han havde sluppet mig igen. De brede skuldre og det mørke hår og todages gamle skægstubbe klædte ham, men definerede en helt anden Jacob end ham jeg engang havde kendt. Et lille barn, der var vokset sig ind i en voksens mands krop.

  "Kan du huske dengang vi stjal servietter fra grillbiksen?" Han kvalte enderne af sine ord med en let fnisen.

  "Mindet om at stjæle fjernbetjeningen og skifte kanal når vores fædre så landskampe, står mig klarere."

  "Og ringe på dørklokker!"

  Jeg lo ved mindet om vores små uartige kroppe løbe fra gerningssted til gerningssted. Jacob afslørede et blændende hvidt og bredt smil. Jeg følte mig helt varm i kroppen og valgte derfor at invitere Jacob og Borris til middag. Inden jeg fik sat kurs mod huset igen, standsede Charlie mig.

  "Nora, du har slet ikke set grunden til jeg kaldte dig udenfor," sagde han og klappede på kølerhjelmen af en ældre, gul pickup-truck i vores indkørsel. Jeg stod uforstående og løftede et øjenbryn.

  "Den er din!" Et ægte, bredt smil spredte sig langs hans læber. Hans mundvige nåede næsten i kontakt med hans øjne, da han iagttog min reaktion.

  "Hva.. Det' jo.. Hvor er det fedt!" halvskreg jeg og kastede mig ind på førersædet. Jacob satte sig ind ved siden af mig og rakte mig nøglen. Jeg satte den i hullet og mærkede en vibration løbe gennem bilen. Langsomt startede den op, og jeg rullede vinduet ned. Gentagne gange takkede jeg Charlie.

  "Jeg har sat nye bremser i og rekonstrueret koblingen, ellers burde alt være i stand," sagde Jakob.

  Jeg vendte blikket mod ham, "er det jeres bil?"

  "Charlie købte den af os, så snart han hørte du flyttede herud," hoverede Borris, og jeg overværede Charlie rødme. Jeg steg ud og omfavnede ham.

  "Tusind tak, far!" mumlede jeg ind i hans bryst, inden det slog mig, "Hvordan kommer I så hjem?"

  "Vi går," svarede Borris. Jeg skævede til Jacob og derefter Borris' køretøj.

  "Ej, det vil jeg ikke tillade." Borris skulle til at afslå mig, men jeg kom ham i forkøbet, "kom nu med ind og spis, og så kører jeg jer hjem." Borris lukkede munden, og nikkede godtagende.

 

Jeg hørte Alecs kald fra den anden ende af parkeringspladsen. Jeg sendte ham et vink og sænkede farten indtil han indhentede mig. Vi fulgtes gennem skolens store gange. Folk stod tæt sammen omkring deres skabe og i deres grupper. Da Monique genkendte os i mængden, stod hun hurtigt ved Alecs side og hev ham til sig med anmodningen om et spørgsmål. Jeg slentrede videre langs gangen og drejede ind i samfundsfagslokalet. Jeg satte mig på gårdsdagens plads og trak jakken ned om skuldrene. Jeg lagde albuen på bordet og lod hovedet hvile i min håndflade, til jeg pludselig blev forstyrret og lod min arm falde.

  "Sidder du ikke et forkert sted, nye pige?" En mørk stemme rømmede sig og brød min indre melodi. Jeg så forbavset op. Jeg stivnede da jeg så ind i hans skarpe blik. Hurtigt flakkede mit blik nedad og jeg lod mit lange hår dække for mit ansigt, indtil jeg fik kontrol over mit ansigt. Sekundet efter hørte jeg ham grynte og langsomt kunne jeg mærke hans tilstedeværelse ved min side. Han havde slået sig ned på Alecs plads og svunget benene op på bordet. Jeg kørte en hånd gennem håret og hvilede hagen på min skulder for at se ham gennem øjenkrogen. Hans ansigt var fjernt og alvorligt. Hans attitude fascinerede mig, og jeg lagde ikke engang mærke til Alec før han talte,

  "Undskyld Verona, men... jeg tror du sidder på min plads." Jeg så op og genkendte hurtigt Alecs skrøbelige og nervøse stilling. Han krummede ryggen og havde sunket blikket. Han tog sig god tid og løftede ubetydeligt hovedet og førte sit borende blik over på Alecs usikre ansigt.

  "Har denne samtale et formål?" brummede han.

  Alec løftede blikket og låstes fast i sin kropsholdning.

  "Jeg mente bare, at.."

  "Du må gerne gå nu, Kofod." Jeg så ham trække let i mundvigen og afsløre et hånligt smil inden han vippede Alec til siden med et hovedkast.

  Timen igennem studerede jeg ham nøje. Han havde samme mørke jeans på samt en grå strikovertrækstrøje. Trøjen fulgte hans kropsform og strammede omkring hans overarmes omfang. Hans øjne var svære at se grundet modlyset fra vinduet. Somme tider måtte jeg tage mig selv i at stirre.

  Alec vendte sig af og til om, og sendte mig et bekymret blik over skulderen og et vip med øjenbrynet for at sikre sig at jeg var okay. Jeg sendte ham mit mest overbevisende smil tilbage, men jeg frygtede for hans overbevisning.

 

Han var hurtigt ude af lokalet da modulet var overstået. Jeg fulgte ham skridt for skridt indtil han ikke længere var synlig. Alecs stemme var blot baggrundsstøj før han viftede sine hænder foran mine øjne. Jeg rystede på hovedet og forsøgte fraværende at fokusere på ham.

  "Du skal til biologi nu. Det er i lokale 2. C. Ses vi i kantinen?" Jeg nikkede og han gav mig en hurtig rutebeskrivelse til laboratoriet. Jeg forlod klassen og pressede mig igennem mængden af mennesker på gangene. Jeg forsøgte at se op over hovederne og finde lokalenumrene men kunne intet se. Jeg strakte mig og anede en exit-udgang. Jeg endte i en baggård med en enkelt bænk og et træ ved dens side. Til min venstre, stod skolens overfyldte skraldecontainere. Jeg udbrød et pludseligt hosteanfald efter døren bag mig havde lukket sig i. Jeg holdt mig for næsen og så til min overraskelse ham på min højre side. Vinden blæste i retning mod mig og røgen fra hans cigerat fløj forbi mig.

  "Og jeg som troede frisk luft var hvad man kunne finde udenfor," mumlede jeg. Jeg mærkede hans blik bore sig ind i mig idet jeg fulgte trappen ned til asfalten.

  - "Men fire tusinde forskellige kemiske forbindelser er vel en start," fortsatte jeg. Jeg skævede hurtigt i hans retning, men han havde fjernet sit blik fra mig. Han sugede det sidste, smed cigeratten på jorden og trådte den itu. Derefter nærmede han sig med et målrettet blik. Jeg bakkede indtil jeg mødte en mur og stod ret op ad den. Han trådte helt tæt på, lod en arm hvile på hver side af mit ansigt og søgte mit blik. Lyden omkring mig - den befolkede skolegang, bilerne der susede forbi skolens område - dæmpedes og efterlod sig som blot en bas i mine ører. Jeg frygtede for mit hjerte og dets rytme. Den var højtlydt og uregelmæssig. Jeg løftede hagen og så ind i hans historiefyldte øjne. Jeg forgabtes i hans ansigt og mistede kontrollen over min krop. Han lavede en smal åbning mellem hans læber og pustede røg i en smal stribe ud mod mit ansigt. I det efterfølgende sekund, som føltes som en evighed, fjernede han sig fra mig og forlod den lille gård. Uden at se sig tilbage.

 

Den sidste T-shirt landede på toppen af bunken og jeg sukkede opgivende. Det var første gang jeg havde endevendt  skuffer og skabe, og først da, gik det op for mig hvor lidt tøj jeg ejede. Jeg studerede min blege krop i det stående aflange spejl. Mine slanke ben stod akavet med udadvendte tæer for enden af mine korte fødder. Jeg drejede i hofterne og rettede på de små blondetrusser. Jeg satte forsigtigt hænderne i siden og kørte selvkritiske elevatorblikke op og ned af min akavede, spinkle krop. Døren gik op nedenunder og jeg afhørte tunge skridt slæbe sig op af trappen. Halvvejs opad genkendte jeg Jacobs stemme.

  "Nor?"

  Jeg stivnede og tog to runder rundt om mig selv inden jeg fik dækket min bare krop med den nærmeste T-shirt og joggingbukser.

  "Kom ind," råbte jeg da han bankede på min dør. To brede skuldrer kæmpede sig vej gennem den smalle dørkarm. For toppen af den muskuløse hals var et venligt ansigt skruet på og hans varme øjne fik mig til at slippe hæmningerne og lade paraderne falde.

  "Hvad laver du her?" Spurgte jeg.

  "Jeg ville tjekke hvad den nye bypige ville bruge sin første lørdag morgen til i intetheden."

  "Tak for din bekymring, men som du kan se reorganiserer jeg mit værelse fra fnuller under sengen til beskidte sokker bagerst i skuffen." Jeg lod mit blik falde på de høje tøjbunker.

  "Boede du virkelig så rent med din mor?"

  "Nej," lo jeg og han gengældte med en let fnisen.

  "Jeg tænkte på at invitere dig med ud på en køretur, men jeg kan se at vi har en situation her." Jeg kiggede uforstående på ham.

- "Skal du have hjælp med at finde et passende sæt, eller hvad?" Jeg lod flovt hovedet falde og mine kinder blussede op. Mit smil bredte sig imens jeg nikkede. Jeg hørte ham le lavmælt.

  "Hvilket slags arrangement snakker vi?"

  "En strandfest," mumlede jeg. Da jeg kiggede op, mødte jeg et anstrengt smil der blot ventede på at eksplodere ud i en kraftig latter.

  "Hvad?!" hylede jeg forvirret op.

  "Jeg kan da ikke hjælpe dig med tøj! Hvad tror du om mig?" lo han.

  Jeg begravede mit hoved i mine hænder og satte mig forlegent ved siden af ham i min seng.

  "Jeg er så fortabt," konstaterede jeg og hans latter øgedes.

  "Kom, lad os køre en tur." Han klappede mig i ryggen og rejste sig. Jeg faldt ud af min balance og rejste mig på vaklende ben.

 

Inden Jacob satte mig af igen, stoppede han mig halvvejs på vej ud af bilen.

  "Hey Nor?" Jeg spærrede øjnene op i nysgerrighed og afventede hans fortsættelse.

  "Tag noget sexet på i aften." Jeg lo højt og smækkede bildøren i. Han rullede ruden ned.

  "Som om jeg ejer sådan noget!" svarede jeg ham og drejede på en femøre.

- "Jacob, vent!" Råbte jeg inden han gassede op.

  "Ser jeg dig i aften?"

  "Ønsker Den frøken at se mig deltage?" Spurgte han med en undertone af sarkasme og vippede forførende med øjenbrynene.

  "Kom nu bare," sukkede jeg opgivende med et smil hængende i mundvigen. Han blinkede en enkelt gang med øjet. Jeg fulgte ham ned langs den smalle villavej inden han ikke længere var inde for rækkevidde. Jeg trak mig op langs stien til det lille grå toetagershus og sendte arrige blikke efter mit værelsesvindue og fortsatte tøj-puslespillet i mit hoved.

 

Efter en times rundkørsel og en grundig guide af Anne over telefonen, fandt jeg endelig frem til stranden og dens tætte befolkning af ukontrollerede, unge mennesker der flittigt benyttede sig af baren. Jeg parkerede pickuppen og rettede på den hvide formsyede skjorte. Mine mørke jeans sad så stramt om mine stakkels ben, at jeg knapt kunne tage fra med et enkelt skridt da jeg snublede på vej ud af bilen. Jeg pustede en hårtot væk fra øjnene og rettede mig op. Jeg anede Jacobs mørke ansigt i gruppen af drenge der nærmede sig mig. Jacob slog armene om mig, som havde vi ej set hinanden få timer tidligere. Jeg væmmedes ved hans lugt af alkohol, men holdt mit ansigt under kontrol da jeg blev præsenteret for hans venner. Jeg smilte høfligt og undgik deres blikke, og lod i stedet mit fokus søge bag deres høje skuldre.

  Jeg krympede mig ved volumen af musikken fra discjockeydisken, og bevægede mig længere væk. I baren stødte jeg på Alec og en sløv Monique hængende ved hans skulder. Han lod hende forsigtigt søge støtte i bardisken, inden han bukkede sig ned for at kramme mig til hilsen. Bag mig mødte Anne pludseligt frem. Hun lod armene falde om min hals og hang sig i mig. Jeg fjernede hendes greb om mig og hjalp hende op på en barstol.

  "Så kom du endelig!" råbte hun for at overdøve musikken. Jeg smilte som svar og lod endnu engang blikket glide over folkemængden. Jeg sukkede dybt og tog imod glasset Alec rakte mig. Tvillingerne kæmpede sig ud af mængdens trange plads og slog sig ned ved siden af os andre. De gav sig til at afsløre nogle ganske frisindede dansetrin og de måtte begge falde til jorden da de snublede rundt i det våde sand. Latteren bredte sig imellem os og jeg tog en tår af det kolde glas i min hånd. Mit blik flakkede rundt og jeg så på, imens de andre morede sig. Jeg afslørede et bekræftende smil da jeg indimellem fangede nogle bekendte blikke.

  Alecs varme hånd der stille bevægede sig fra min ryg og ned til min hofte, gav mig ubehag og jeg signalerede et pausetegn og pegede fingeren i retning mod toiletterne. Han nikkede forstående og tog hurtigt sin hånd til sig før nogen opdagede scenariet.

  Jeg gik i en bred bue udenom discjockeyens publikum og bevægede mig ned mod vandkanten, hvor folk havde slået sig ned i sandet rundt om diverse bål og fakler. I flammernes varme skær anede jeg hans barske ansigtsudtryk. Han sad i en blandet cirkel med folk jeg ikke genkendte fra skolen. Det var først da jeg så hans hånd køre op og ned af en læderjakke på en pige, at jeg lagde mærke til hendes tilstedeværelse på hans skød. Mit blik føltes flakkende men mit fokus var stivnet på ham. Jeg tabte glasset i sandet, da han førte hånden ind i hendes lange, pjuskede hår og pressede hans læber mod hendes. Ujævnt og snublende løb jeg gennem sandet og fandt frem til toiletbåsene. Jeg satte mig for at lade min hjerterytme blive regelmæssig igen, men så længe han kredsede i mine tanker, lod det ikke til at ændre sig. Jeg begravede mit hoved i håndfladerne og forsøgte at tømme mit sind.

 

Utallige hurtige drinks senere mødte Jacob op ved min side i baren. Da han så de tomme glas foran mig og mit sløve udtryk, slog han sig ned.

  "Du drikker igennem." konstaterede han med en usikker, bekymret stemme. Jeg nikkede ned mod bardisken. Jeg fiskede penge op ad baglommen og smed dem på disken.

  "Jeg giver en omgang. Hvad skal du have?" mumlede jeg ud gennem sammenbidte tænder.

  "Hvad siger du til en sodavand, Nor?" Han lagde let sin hånd på min skulder. Jeg skævede til hånden og derefter så jeg ham blindt ind i øjnene. Han klemte min skulder kort og tog så hånden til sig.

  "Er det på tide jeg kører dig hjem?"

  "Du er ikke mere i stand til at køre end jeg er, Jacob."

  "Jeg kan skaffe et lift. Kom nu med. Aftenen er slut, Eleonora." Lyden af mit navn fra ham satte mit blod i kog. Han tog fat om min arm og trak i mig. Jeg drejede overkroppen væk fra ham og rystede hans stramme greb af mig.

  "Jacob, tag bare hjem. Men det bliver uden mig," hvislede jeg og pegede på en tilfældig drink på drinkskortet til bartenderen. Han tog sig et sekund til at bedømme min tilstand men fyldte alligevel et nyt glas til mig. Jacob trak sig tilbage og indhentede hans venner der slæbte sig væk fra strandens område ved hjælp af hinandens støtte.

  Efter at have set bunden af endnu et glas vendte jeg mig om på barstolen og så til min overraskelse at et hold mænd var i færd med at pakke ned og stranden var så småt tømt ud. De tidligere timer af festen stod mig uklare, men jeg mindedes ikke at have forladt barstolen.

  Jeg fejlbedømte højden af barstolen da jeg hoppede ned. Mine ben svigtede og jeg styrtede mod det våde sand. Jeg kom med lethed på benene, men da jeg faldt bagover og mærkede nogle støttende hænder i ryggen, slog det mig at jeg var blevet hjulpet op. Mit blik var sløret og mit nattesyn var langt borte. Det var først da jeg vågnede i et varmt sæde at jeg genfandt kontrollen over min krop. Jeg kom til bevidsthed men beholdt mine øjne lukkede.

  En dyb stemme brød mit forsøg på at regne ud hvor jeg befandt mig.

  "Har du hørt om begrebet »uansvarligt druk«?" Der blev rusket blidt i mig. Jeg brummede utilfreds og støttede mig op ad bilruden.

  "Jeg ved ikke hvad du taler om," vrissede jeg.

  "Naturligvis ikke. Du har også hævet standarden til et helt nyt niveau." Han lo. Mit hoved værkede og mine øjenlåg var for tunge til at jeg kunne løfte dem.

  "Hvem er du?" Jeg vred mig i bilsædet og ledte efter en mere bekvem stilling. Han ignorerede mig.

  "Hvor bor du?" spurgte han og svingede til højre. Der opstod konflikter i min mave og før jeg vidste af det hang jeg med hovedet ud af bildøren. Hans varme hænder samlede mit hår og løftede det væk fra farezonen.

  "Du må hellere fortælle mig hvor jeg kan køre dig hen," fortsatte han. Jeg løftede blikket uden nogen form for kontrol over mine tilsmurte mundvige. Ham! Jeg skubbede mig ud af bilen. Jeg skubbede ham væk... Jeg prøvede. Jeg faldt ned i hans arme og inden mere sad jeg igen i det varme sæde.

  "Du giver ikke så let op?" Jeg anede de spørgende undertoner af hans konstatering.

  "Jeg kan klare mig selv."

  "Du har ikke den fjerneste idé om hvor du befinder dig."

  "Hvad er dit navn?" prøvede jeg igen.

  "Det fortæller jeg dig når det bliver relevant."

  "Jeg kører ikke med fremmede."

  "Så må jeg vel bare sætte dig af her."

  "Kør mig hjem," overgav jeg mig, og han satte sig tilbage i førersædet.

 

Jeg vågnede af Charlies banken på min dør. Jeg lå med knæene i gulvet og overkroppen smidt tværs over sengen. Jeg tog mig til hovedet da jeg åbnede øjnene. Stanken fra mit tøj fik mig til at rynke på næsen og knibe øjnene sammen i foragt.

  "Nora? Det er langt hen på eftermiddagen - sover du stadig?" Råbte Charlie ude fra gangen af.

  "Jeg laver lektier, far," løj jeg og smed mit tøj i vaskekurven. Mine ben havde lidt under de stramme jeans og havde taget pænt de imod blå mærker fra mine gentagne fald i mit forsøg på at komme til mit værelse.

  Jeg kørte forbi bageren og købte stort ind før jeg drejede ved Jacobs bolig. En gammel forfalden villa af træ med kraftig isolering. Pickuppen brokkede sig da jeg sænkede farten og sneglede mig over grusset. Den lange mark med skoven i udkanten, bag boligen, syntes at ligne sig selv, præcis som jeg huskede den. De mange forskellige græssorter og det grålige vejrs skær, præsenterede et optimalt eksempel for børn til at lade deres kreative fantasi udfolde sig. Inden jeg trak i håndbremsen og steg ud, tog jeg mig et kort øjeblik til at studere landskabet og de minder der kom tilbage til mig.

  Jeg forberedte mine bedste hundeøjne og bankede på. Da døren blev trukket op og jeg så Jacobs varme ansigt hev jeg bagerposerne op foran ham og afslørede et uskyldigt smil.

  "Om forladelse?" tiggede jeg, og han tog poserne ud af mit greb og gik indenfor. Jeg så det smil han forsøgte at skjule fra mig og fulgte efter ham. Han fandt tallerkener og juice frem imens jeg smed skoene og lukkede døren efter mig. Jeg greb kartonen og drak af den alt imens jeg overværede hans forbavsede blik.

  "Hvor er dine manerer, kvinde?" lo han.

  "Du er ikke meget bedre," snerrede jeg med et skævt smil. Han tog kartonen fra mig og gjorde mig kunsten efter. Jeg gjorde krav på juicen og hev den til mig.

  "Du drak resten!" beklagede jeg mig og kastede kartonen efter ham.

  "Nu er vi kvit," råbte han fra den anden ende af bordet og satte sig ned. Jeg satte mig ved siden af ham med trist blik. Alvoren ramte os og han sukkede uforstående.

  "Hvad gik der af dig i går, Nor?" spurgte han lavmælt og rakte ud efter bagerbrødet.

  "Ved du egentlig godt, du er den eneste der kalder mig Nor?"

  "Du snakker udenom," anklagede han og så på mig. "Jeg har aldrig set dig drikke så ukontrolleret."

  "Du har aldrig set mig drikke andet end cola," mumlede jeg.

  "Eleono..." begyndte han inden jeg afbrød ham.

  "Okay, okay. Jeg ved ikke hvad der skete. Jeg slog mig løs."

  "Ja, det må man sige," mumlede han for sig selv. Der gik et par minutters stilhed.

  "Hvad har du af planer for i dag?" spurgte han for at løfte stemningen. Et lille smil rundede hans ene mundvige.

  "Jeg tror jeg kører hjem og indespærrer mig selv med min skam." Det lykkedes mig at fuldføre hans smil og jeg gengældte det glædeligt. "Og måske lave nogle lektier."

 

De næste dage så jeg ikke meget til ham i skolen, men jeg tilbragte al min fritid i selskab med Jacob og lagde ører til alle hans idéer om biler han havde ambitioner om at bygge, engang når han havde overstået mekanikeruddannelsen. Stimer af timer brugte vi i deres gamle lade for at pudse reservedele og vi rendte ærinder for Borris. Ligeså inviterede jeg dem på ofte på middag og far og Borris så deres fodboldkampe imens Jacob og jeg tog opvasken. Sådan gentagede det sig i ugevis, indtil han pludseligt viste sig i kemitimen. Jeg havde været det tredje hjul hos en anden tomandsgruppe, da min partner manglede. Indtil i dag.

  "Dejligt, du valgte at møde op i dag, Verona. Du kan sætte dig ned ved frøken Melin."

  Mit hjerte bankede idet han nærmede sig. Mine øjne flakkede da jeg mødte hans blik. Yndefuldt satte han sig ved siden af mig. Mit hjerte sprang et slag over da duften af hans cologne strejfede min næse. Timen forløb sig stille. Vi fik en opgave for gruppevis, men skammen over sidste gang jeg så ham, forhindrede mig i at tale til ham. Derudover frygtede jeg for kontrollen over min stemme. Jeg havde ydmyget mig nok overfor ham i forvejen.

  Klokken ringede ud. Eleverne forlod klassen og bevægede sig sløvt mod kantinen. Jeg foregav at lede efter noget i mit rod af en taske, imens jeg iagttog ham ud af øjenkrogen. Han sad roligt lænet tilbage i stolen, med benene svunget op over bordkanten. Da han rejste sig og svang remmen over skulderen, stoppede jeg ham.

  "Den opgave der..." begyndte jeg. Han drejede overkroppen i min retning.

  "Ja, jeg tænkte jeg kunne lave layoutet og så skrev du indholdet." Han sendte mig et selvsikkert, halvhjertet smil og jeg smeltede indvendigt. Jeg samlede kræfterne og så ham i øjnene.

  "Hvor dum tror du jeg er?" Han løftede et øjenbryn og tog sig god tid.

  "Vil du virkelig have jeg skal svare på det?" En hånlig latter undslap hans perfektformede læber. Skammen skyllede ind over mig og min holdning faldt sammen.

  "Jeg laver ikke det hele," klagede jeg.

  "Ser du, jeg har ikke rigtig styr på alt det der... kemiske reaktioner og formler." Han gjorde snakketegn med hænderne ud i luften og lænede sig derefter op af kemibordet.

  "Mærkeligt, når du ellers render rundt med en hel del af det i lommen." Jeg skævede til den røde pakke cigeratter i hans jakkelomme. Da slog det mig: "Lad os skrive om cigeratter!" foreslog jeg. Han begyndte på lavmælte, akavede lyde og hans mundvige vibrerede misbilligende. Jeg trykkede en notesbog mod hans bryst.

  "Research og notér, og så ses vi hjemme hos mig i aften." Og med de ord rejste jeg mig og forsøgte at skubbe mig charmerende forbi ham. Jeg følte mig som Bambi på glat is, i stedet for verdenskendt supermodel på en catwalk, men det var det mest overbevisende jeg kunne præstere. Afstanden fra kemibordet og døren virkede umådeligt lang. Det var som om en tiltrækningskraft i ham hev mig baglæns og gjorde mine fremadrettede skridt tungere og sværere at fuldføre. Da jeg endelig nåede exit, svang jeg mig rundt om dørkarmen og fortsatte mod kantinen.

  Snakken gik lystigt om weekendens arrangementer og strandfesten. Jeg overvejede hvad mine chancer var for at blive opdaget hvis jeg krøb i skjul under det runde spisebord. Der blev hensynsløst kommenteret på min - og jeg citerer - "killer-lever" og mit "produktive drikke-gen".

  Dagens efterfølgende spændende emne var planlægningen af en tur til den nærmeste by med over tusinde indbyggere som i vores forstand skulle betragtes som en storby. Jeg takkede naturligvis nej, men da Alec og Anne begyndte at trygle mig om det, ændrede jeg mit svar til måske, blot for at undgå at havne i centrum af samtalen igen. De tog sig til takke med det, da Monique afbrød dem.

  "Og du er kommet i gruppe med Verona, Eleonora!" - Hun var endnu ikke nået til det punkt, hvor hun ville omtale mig med kælenavn. Hun lød begejstret, men jeg beskyldte halvtreds procent af glæden på at hun selv var endt i gruppe med Alec. Det stak underligt i min mave, da de nævnte ham. Jeg forsøgte at skjule min fascination og tidligere hændelser med ham fra min stemme, da jeg svarede dumt tilbage.

  "Ham, jeg sidder ved siden af i kemi?" Både Anne og Monique nikkede ivrigt.

  "Jeg så ham kigge på dig," Sagde Monique med drilske undertoner. Alec skubbede sig længere ind over bordet for at lytte med.

  "Det tror jeg næppe," svarede jeg ned i bordet. Jeg mærkede mine kinder blusse, og jeg lod håret dække mig til.

  "Han virker meget tilbageholdende," fortsatte jeg.

  "Sådan ville jeg nok også ende med at blive, hvis jeg fik kastet så mange blikke efter mig og den konstante opmærksomhed."

  "Er mine ugentlige frierier ikke opmærksomhed nok?" beklagede Marcus jeg ud af det blå. Anne lo og svang en arm om skuldrene på ham.

  "Du har ret, Marcus, jeg undskylder. Er der overhovedet nogen måde jeg kan gøre det godt på igen?"

  "Du kan gifte dig med mig!" Marcus skubbede stolen væk under sig og faldt på knæ. Hele kantinen dæmpedes og fulgte med i scenariet. Stille bredte en latter sig rundt omkring de forskellige borde. Imens vores lille samfund forvandledes tilbage til klikernes adskillighed, forsvandt jeg væk i mine tanker.

 

Det var først da jeg så med kritiske teenageøjne på vores bolig, at det gik op for mig hvor meget Charlie egentlig rodede. Jeg havde automatisk fjernet sokker og vasketøj fra sofa og stolerygge, de sidste par uger men jeg havde aldrig betragtet helheden. Køkkenet var det eneste rene lokale i huset, men ligeså også det eneste Charlie ikke havde nærmet sig siden min ankomst.

  Jeg begyndte at afrydde alle store overflader og skubbede knækkede blyanter og gamle sokker ind under sofaen. Jeg skiftede til en musikkanal på fjernsynet og sendte Jakob hjem igen da han kom forbi, i hans rute på vej hjem fra den tekniske skole. Jeg luftede ud og satte boller i ovnen. Til sidst smed jeg mig i sofaen og jeg vågnede først da det ringede på døren. Charlie åbnede op og rakte pizzabudet pengene.

  "Har jeg sovet?" spurgte jeg forvirret.

  "Ja, du sov da jeg kom hjem. Jeg nænnede ikke at vække dig, så jeg bestilte pizza," sagde han og løftede pizzabakken som om jeg ikke havde forstået hvad det var, han havde i hænderne. Alvoren skyllede ind over mig.

  "Far, har der været nogen forbi imens jeg sov?" spurgte jeg hysterisk og kastede tæppet væk, som Charlie måtte have lagt over mig. Han rystede på hovedet.

  "Nej, ikke andet end Borris, der skulle hente nogle reservedele for Jacob. Jeg regner ikke med det er ham du mener?" Han svarede den sidste del som et spørgsmål, men med en antagelse.

  "Nej, det var det ikke," mumlede jeg for mig selv. Jeg kiggede på klokken på dvd'en. Kvart over otte. Jeg skyndte mig ovenpå for at skrive notater om cigeratter, men skuffedes over de søgeresultater jeg kunne finde på internettet. Jeg besluttede mig for at ringe til Anne og meddele at jeg gerne ville med dem ind til byen. Hvad jeg ikke fortalte var, at jeg ville snige mig udenom deres planer om gallakjole-shopping og gågadeudkig og i stedet give det lokale bibliotek en chance for at opfylde mine ønsker om research. Hun udstedte et lille hvin for enden af røret og svarede at hun glædet sig. Jeg løj og sagde at jeg følte på samme måde, og så lagde vi på. Jeg tjekkede klokken. Halv ti. Hvor var han?

 

Dagen efter havde jeg ingen timer fælles med ham. Mit elendige forsøg på at spotte ham på gangene under klasseværelsesskift over hovederne på de andre elever bragte intet held. Ej heller da jeg hurtigt stak hovedet ud i den lille baggård hvor jeg førhen var stødt på ham. Det var først da jeg kom til kantinen - halvt inde i pausen, fordi jeg i min hast havde snublet og tabt alle mine ting udover gangenes uretfærdige bredde, og min »prinsen på den hvide hest«, med de dybe blå øjne ikke kom mig til undsætning - jeg så ham sidde, tavs og alene som sædvanlig, ved det bord længst væk fra dét jeg normalt sad ved.

  Imens jeg uopmærksomt fyldte min bakke med mad og kom af, med alt for mange penge, studerede jeg ham nøje. Han stive blik rykkede sig ikke en millimeter og han så aldrig på mig. Endnu engang gik snakken blot om byturen i aften og den fine middag alle så spændt ventede på, men sukkede efter hver gang de tjekkede indersiden af deres lommebøger.

 

Der blev højlydt diskuteret om pladserne da Alec holdt ind med sin mors minivan ud for mit hus. Ingen ville sende mig om på den bagerste række alene, så Anne forsøgte at få Monique til at rykke sig, men hun insisterede på at sidde bag førersædet hvor Alec sad. Alec skubbede til Bo for at få ham til at rykke sig, og da jeg meddelte at jeg havde en tendens til køresyge, brummede Bo og flyttede sig med tunge, modvillige skridt. Jeg smilte undskyldende til ham og han klemte blidt og tilgivende om min skulder inden han satte sig om bagi.

  Vi kørte i stilhed på nær en kort stund hvor Monique og Anne diskuterede om hvilken restaurant vi skulle slutte aftenen af på. Monique havde fået penge af sine forældre og ville derfor på gourmetrestauranten, MacLarens, mens Anne sad tilbage med en udtømt pung og primitivt argumenterede for Burger King eller Sunset Boulevard. Senere i diskussionen lod de valget være op til mig, men jeg smed den hurtigt fra mig igen da jeg mindede dem om at jeg ikke kendte MacLarens og de huskede min titel som nyankommende.

  Vi nåede senere frem til byen end forventet og tiden var knap. Mørket sneg sig langsomt henover os, og det var meget få timer til de sidste forretninger lukkede. Da vi steg ud af bilen, klagede jeg over mit hoved og sagde min mave var ustabil. Bo og Alec stod hurtigt ved min side og sagde "ih" og "åh", når jeg svarede på deres bekymrede, afhøringsspørgsmål. Jeg forsøgte at holde mig i ro og ikke tage mig af deres overdrivelser. Jeg overbeviste dem om at jeg havde det fint og blot ville finde et apotek, købe nogle hovedpinepiller og indhente dem senere. Jeg mente det måtte være den nemmeste undskyldning at stikke dem. Imens jeg bakkede hastigt væk fra dem, gav de sig alle til at rutebeskrive hvor jeg skulle gå hen for at finde dem igen, men jeg vinkede og smilede blot overbevisende og vendte ryggen til dem. Et kortvarigt smil bredte sig på mine tynde, røde læber da jeg genskabte billedet af dem stå og fægte med armene, angive drejetegn og snakke i munden på hinanden, i troen om at jeg ville huske det og at det på nogen måde ville være en hjælp for mig. Langsomt, mens jeg gik gennem de små gågader, hvor lygtepælene svagt kastede deres lys ned på de fugtige brosten, skævede mine øjne efter butikker med lys i, i håb om at det kunne være et bibliotek. Jeg drejede ved et lukket supermarked og endte på en halvtom parkeringsplads omringet af andelslejligheder. En udgang mod en større vej viste sig overfor. Jeg krydsede pladsen i mørket og hårene rejste sig på mine arme da en kat skramlede ved skraldespande.

  "Hej mis," sagde jeg sagte for at berolige mig selv, men samtidig også for at undgå opsigt.

  Den store vej viste sig blot at være endnu en gågade der var bred nok til biler. Brostenene var ilde stedt og sad ujævnt. Længere fremme anede jeg endelig et bibliotek.

  Gaden rundede af med en hestesko af butikker. Jeg tjekkede klokken på mit armbåndsur og forstod pludselig hvorfor alle de andre butikker var lukkede. Biblioteket, som befandt sig forude, i midten af hesteskoen, var nok også i færd med at pakke sammen. Det overraskede mig at jeg havde gået så længe. De andre var nok på vej ud af deres gode skind. Det var som om, de havde affundet sig med min illoyale balance og sans for beslutninger og havde hver især påtaget sig en ansvarlig rolle overfor mig.  Jeg besluttede mig for at skimme bøgerne hurtigt og skynde mig tilbage. Jeg var nær vendt på en femøre og løbet skrigende bort da himlens mørke og lyset fra biblioteket kreerede to store, mørke silhuetter af to personer der sad på trappen optil. De sad fredeligt, men jeg fortsatte alligevel forsigtigt fremad i forsvarsposition. Idet jeg kom nærmere og nærmere anede jeg hans ansigt i mørket. Jeg antog at skikkelsen ved hans side måtte være en af de drenge han havde haft omkring sig til strandfesten. Jeg kunne mærke vreden boble i mig, som jeg nærmede mig ham. Koldt og ligeglad traskede jeg fremad med et udadrettet blik. Med tunge skridt trampede jeg op ad en firetrins trætrappe. Jeg fejlbedømte sidste trin og slog foden ind i. Et brøl slap ud af mig og jeg snublede videre hen ad terrassen, til jeg genfandt balancen. At høre ham hånligt more sig af min klodsethed gjorde ingenting bedre. Så rasende at tårer næsten trillede ned af mine kinder, skubbede jeg mig voldsomt ind mod døren til biblioteket, da den viste sig at skulle trækkes i, i stedet.

  "Av!" skreg jeg hysterisk da mit hoved knaldede ind mod glasset. Jeg skævede kort bagud og anede en lydløs latter fra dem begge, imens de holdt stramt om deres maver, bukket forover. Jeg åndede lettet op, da jeg endelig var inde i det varme, bløde lys og langt væk fra ham.

  Desværre viste biblioteket at have et sølle udvalg. Jeg lånte »Revolution og feminisme« til min egen fornøjelse. Kvinden bag disken havde ikke trukket en eneste mine, siden jeg havde bevæget mig ind mellem reolerne. Hun var mørk i huden og med sort, filtret hår i en løs fletning der hvilede på den ene side af hendes hals. En stor blomstret kjole sad tæt om hendes kraftige bygning og rynkerne i hendes ansigt og hendes slidte psoriasisramte hænder lod mig dømme hende til at være oppe i årene. Jeg forsøgte at muntre hende op med et smil idet jeg takkede for bogen.

  "Jeg glæder mig til at læse den."

  "Okay," svarede hun sagte og forsvandt om i baglokalet, hvor et fjernsyn lød og reklamerne kastede deres lys på dørkarmen. Jeg listede stille ud igen.  

 Jeg blev vred igen da han stadig sad udenfor. De sad lænet forover forskudt af hinanden på trinene, med hver deres smøg hængende i mundvigen. Han anede mig over skulderen ud af øjenkrogen og jeg gjorde mit bedste forsøg i at lade ham tro han var glemt. Koldt - men mere forsigtigt - yndede jeg mig ned af den korte trappe. Med bogen under armen fortsatte jeg i den retning der virkede mest rigtig. Forude tyngede vejen ud, og jeg passerede mange små sidegader der virkede skumle og forbudte. Jeg drejede ved næste store vej, men den passede ikke med hvad jeg regnede med. Jeg havde ikke været her før, og jeg vidste ikke længere hvor jeg var på vej hen og i hvilket retning jeg skulle. Mørket havde nu for alvor lagt sig og jeg gik imellem bagsiderne af boligblokkene, så ingen vinduer kunne kaste deres lys. Jeg kneb øjnene sammen og prøvede ihærdigt at fremtvinge min nattesyn. De svage lygtepæle med en alt for bred afstand glippede og hjalp ikke tilstrækkeligt med at kunne se bedre.

I det fjerne hørtes pludseligt skridt og i en forskrækket reaktion skød jeg blikket henover skulderen og anede to unge mænd. Månelyset oplyste deres ene side og inden jeg igen fremadrettede blikket noterede jeg to sleske og imødekommende smil samt to sæt store støvler. Lyden af min hjertebanken overdøvede øjeblikkeligt de to mænds tunge skridt. Jeg øgede tempoet og adrenalinen gjorde mig i stand til at mærke hjernepulsen. Længe fortsatte jeg ligeud uden svaret på om jeg blev forfulgt. Jeg kunne ikke længere tydeliggøre deres skridt for mig, da mine egne forstyrrede hørelsen og min hjertebanken ligeså distraherede. Jeg overvejede muligheden, at de var drejet fra, men jeg mindedes ikke nogle fradrejninger eller sideveje. Min anden, og mindst foretrukne mulighed, var, at de var kommet tættere på og nu trådte mere forsigtigt.

  Jeg tog en dyb indånding og beregnede afstanden til den næste lygtepæl på øjemål. Jeg knyttede hænderne og bad til at jeg havde lyset i den rigtige vinkel. Jeg sænkede farten væsentligt og da jeg trådte ind i lyset lod min plan til at holde stik. Skyggen af mit hoved viste sig skråt fra min position og få sekunder efter viste sig to mere. Et bange hvin undslap min kontrol og derfra gik det hurtigt.

  Med to hurtige stramme greb om mine spinkle håndled der blev trukket om på ryggen af mig, var jeg pludseligt låst fast. Jeg vred mig og skreg af smerten. De lod ikke til at tage notits af mine følelser. Et par havblå, kolde øjne sad på hver sin side af en bred næse, der bar et filtret overskæg under sig og fyldige læber bevægede sig. Jeg fangede først ordene efter han havde talt.

  "Du ser sød ud, smukke. Er du sød?"

- "Hun er sød, synes du ikke?" fortsatte han. Et hoved lagde sig på mine skuldre og betragtede mig i profil.

  "Jo, meget sød. Lige min type, faktisk. Jeg kan godt lide de skrøbelige og hjælpeløse." Jeg så intet fornuftigt i, at svare igen og forsøge at undslippe deres overfald. Mit blik faldt i staver imens jeg udtænkte mit klogeste træk. De lo en højlydt og fornøjet latter. Adrenalinen fræsede rundt i mit omløb og enhver muskel i min krop spændtes. Modsat min forventning var jeg ikke bange, men vred. Krænkelserne gang på gang fik mig ikke til at frygte situationen, men i stedet at forarge den i det eksakte øjeblik. Jeg samlede mine kræfter og bukkede mig, til deres overraskelse, ned, drejede hele kroppen for derfor at have styrken til at vride mine håndled ud af hans fang. Lige som jeg troede jeg mærkede den søde sejr og løftede mig op på ét ben for at sparke, var skægget over mig som en tordensky. Det sidste håb i mig brændte ud og jeg gjorde ingen modstand. Jeg var svækket. Jeg var træt. Jeg lod tårerne tage overhånd og mærkede dem trille langsomt ned af mine frosne kinder. Og så gav hans stemme genlyd i passagen. Jeg mærkede grebet om mig stramme sig idet begge mine overfaldsmænd fjernede deres opmærksomhed fra mig og hen mod ham og hans kammerat, der stod blot få meter fra os. Jeg faldt sammen. Jeg lod min vægt hænge på skæggets kraftige arme. Uventet slap han mig og jeg skiftede retning mod jorden. Mine hænder tog det værste af faldet. Jeg blev liggende med hovedet hvilende på den kolde, våde asfalt. Jeg følte mig pludseligt tryg.

  Af mit frøperspektiv lod kampen ikke til at være den helt store. Mine overfaldsmænd var tydeligvis ikke interesserede i yderligere kriminalitet, så et rent slag ramte alle otte kinder, derefter kridtede de skoene og løb bort. Jeg bedømte min sikkerhed til at være tilbage ved sine fulde fem og jeg kunne derfor godt lukke mine øjne i nogle minutter. Men nej.

  "Hey? Hey, hey, hey, hey..." Der blev forsigtigt rusket i mig. Jeg åbnede irriteret øjnene op.

- "Sæt dig op," fortsatte han. Han lagde en varm, forsigtig hånd under mit hoved og hjalp mig op at sidde. Jeg brummede irettesættende.

  "Mit hoved," mumlede jeg og tog hånden op til min pande. Jeg satte den anden i jorden og forsøgte langsomt at rejse mig. Han lagde en hånd på min skulder.

  "Bliv siddende lidt," beordrede han med en lav stemme. Hans kammerat stod i baggrunden og havde allerede tændt sin første smøg. Jeg lod mig eftergivende falde tilbage til jorden. Der var stille et minut imens han betragtede mig. Jeg gjorde mit bedste i at undgå hans blik.

  "Hvad var alt det her?" Han havde pludselig hævet stemmen. Han lød næsten som om det morede ham.

  "Jeg ville afprøve nogle nye selvforsvarsteknikker jeg læste om i går. Ser du, det viste sig pludselig at jeg havde en hel masse tid tilovers, da en idiot brændte mig af." Han lo, og han lo højt. Latteren lød oprigtig og lod til at stamme helt nede fra maven af. Et stik af ære stak i mig, da jeg vidste jeg var grunden, til den smukke latter, der lystigt undslap hans perfektformede læber. Jeg ventede i spænding indtil jeg til sidst måtte affinde mig med at jeg ikke fik andet svar.

 "Jeg tror vist du er klar til at rejse dig." Hans stemme var blød og lystigt og kørte i en helt anden klang end hvad jeg førhen havde hørt.

 

Vi nåede parkeringspladsen. Vi havde rystet hans kammerat af os, og gået i stilhed. Eller han gik og jeg luntede for at kunne følge hans tempo, mens jeg ømmede mig når min ene fod ramte jorden. Inden jeg satte mig ind i hans bil, ringede jeg Anne op. Jeg mødte en hysterisk, bekymret stemme for enden af røret.

  "Hovedpinepiller Nora?" Jeg hørte de andre gispe idet hun identificerede mig.

- "Venner, ro på. Jeg kan ikke høre noget!" skreg hun. "Hvor lang tid kan det tage at finde et sølle apotek, købe nogle pokkers tabletter og komme tilbage!"

  "Rolig, Anne. Jeg fór vild og så stødte jeg ind i en gammel kending. Jeg er ked af jeg ikke ringede noget før." Hun fnøs. Der var stilhed i et øjeblik.

  "Jeg er glad for jeg ikke behøver være bekymret længere. Vi sidder på Drivers, kommer du?"

  Jeg trak lidt på mit svar.

  "Nej, jeg er blevet tilbudt et lift. Jeg spiser hjemme."

  "Okay. Pas på dig selv, ikke?" Jeg mumlede et ja.

  "Jeg skal hilse fra de andre," tilføjede hun inden vi lagde på. Jeg satte mig forsigtigt ind på passagersædet. Han stirrede ligeud, med hænderne hvilende på rattet. Han fnes og vendte opmærksomheden mod mig. Mit blik stivnede.

  "Endnu engang må jeg køre dig hjem," lo han. Jeg rullede med øjnene.

  "Og endnu engang har jeg ikke selv valgt at sidde her." Han morede sig over min fjendtlighed. Han kørte ud fra parkeringspladsen og sad med et lille charmerende smil i mundvigen.

  "Du er ikke særlig god til at passe på dig selv," erklærede han og så på mig. Jeg fumlede med mine hænder.

  "Men du lader til at være udrustet til de ting, du udsætter dig selv for."

  "Siger du jeg er tyk?" Jeg slog hysterisk blikket op og så ham sidde afslappet i sædet og køre som om han var født til det.

  "Laver du sjov? Du kunne næppe være mindre." Han kørte et kort elevatorblik langs min krop ud gennem øjenkrogen. "Jeg er blot overrasket over, du ikke er endt på sygehuset endnu."

  "Jeg brækkede engang benet og kom akut på skadestuen." Han lo. Igen. Jeg smeltede.

 

Han kørte ind til siden. Jeg sendt et langt blik efter, hvad jeg aldrig havde troet jeg ville kalde det, mit hjem, og længtes efter varmen og tryghedsfølelsen fra mit værelse. Han slukkede bilen helt. Det kom mig uventet og jeg vendte opmærksomheden mod ham.

  "Hvordan opdagede I det egentlig?" Jeg ville ikke sige overfald højt. Heldigvis vidste han hvad jeg mente.

  "Laurits og jeg sad ved biblioteket..."

  "Det ved jeg godt," afbrød jeg gnavent.

  "Efter pubben ved siden af, lukkede," forsatte han. "Efter du var drejet om hjørnet, ville vi tage hjem, da vi så to mænd dukke frem fra en af de små veje af. Det var tydeligt hvad de tænkte, da de så dig." Det løb mig koldt ned af ryggen på mig, da jeg genspillede scenen for mit indre øje. Hårene på mine arme og ben rejste sig og kuldegysningerne tog til. Jeg nikkede tilfreds.

  "Vi..V.. Vil du med ind?" stammede jeg nervøst. "Bare et øjeblik?"

  "Jeg må hellere hjemad," sagde han fast og bestemt. Usikkert, og med en trang til at komme langt væk efter at være blevet afvist, trådte jeg ud af hans bil. Jeg indstillede retning mod huset, inden jeg vendte på hælen. Jeg hang mig ind i bilruden.

  "Du kom aldrig i går," beklagede jeg lavmælt og såret.

  "Nej. Det er jeg ked af." Han så ikke på mig. Han svarede lige ud i luften. Men han lød oprigtig. Han lød som om han virkelig fortrudte sin manglende fremtræden. Han tændte bilen.

  "Farvel." Han løftede hånden til gengæld, og så kørte han.

 

Næste dag blev jeg hysterisk udspurgt om gårsdagens hændelser. Og godt som jeg troede timerne var min redning, fløj sedlerne rundt i klasselokalet hver gang Hr. Baxter vendte sig mod tavlen. Jeg forsikrede dem alle om, at jeg var okay og det bare var en gammel ven jeg var stødt ind i. Monique og Anne bed sig fast i mit ordvalg af »ven« og ikke »veninde«, og spurgte derfor nysgerrigt ind til ham. Jeg forbeholdte mine svar åbne for alverdens muligheder.

  Snakken gik lavmælt omkring vintergallaen og påklædningen dertil. Hvad jeg kort overhørte var at ingen af dem lod til at have haft heldet med sig i går. Jeg var som altid fraværende og mit blik søgte over den overbefolkede kantine, men jeg vidste hvor han sad og jeg kunne ikke holde øjnene fra ham. Men der var noget anderledes ved ham i dag, for hver gang jeg skævede i hans retning mødte jeg hans blik. Han ulejligede sig ikke at kigge væk, men fortsatte med at se på mig. Min svaghed for hans øjnes skær forhindrede mig i at gøre kunsten efter. Hans blik var ej heller fjendtligt eller fjernt. Det var nærmere nysgerrigt og opmærksomhedssøgende. Jeg undredes.

  Jeg gik op til skraldespanden for den daglige rutine af fordeling af opvask og affald. Fumlende i luften og med bakken støttende mellem min mave og kanten af skraldespanden, fægtede jeg med bestik og tallerkener. Da han pludselig rømmede sig og afslørede sin tilstedeværelse, mistede jeg kontrollen. Bakken fløj på gulvet med tallerkener og madrester i samme retning. Jeg brølede forskrækket og fløj straks ned på hug for at samle tingene sammen og redde min fiasko. Han fnes for sig selv, som om mine stunts ikke længere kom bag på ham. Hele kantinen stirrede.

  "Du er simpelthen for morsom," erklærede han, mens han gled ned på højde med mig og hjalp mig. Da vi begge stod ret op igen, mig med tallerkenen og ham med bakken, kiggede han mig dybt ind i øjnene og lænede overkroppen fremover mod mig, så vores øjne var på bølgelængde. Jeg huskede ikke at mit hjerte nogensinde havde slået så hårdt. Jeg frygtede oddsene for, at det sprang ud af brystet på mig og kreerede endnu en bemærkelsesværdig scene.

  "Har du nogensinde overvejet et motorikkursus?" lo han fornøjeligt og tog tallerkenen fra mit greb. Hans varme hænder strejfede mine og jeg gøs. Han satte tingene på stativet med opvask til kantinedamerne.

  "Har ingen fortalt dig det? Jeg er ansat som pauseklovn." Jeg førte mit blik over kantinens nysgerrige øjne, der nøje fulgtes vores mindste bevægelse. Han trak i den ene mundvig og afslørede et charmerende, selvsikkert, skævt smil. Han anede ligeså vores publikum, men hvad jeg tolkede ud fra hans ansigtsudtryk, rørte det ham ikke.

  Den dag fulgtes vi til kemi. Og han fulgte mig til matematik. Og da jeg var færdig der, fulgte han mig endnu til teknologi ligeså. Da denne time også var overstået, fandt jeg ham hængende op ad et af skabene på gangen i nærheden af teknologilokalet. Jeg kløede mig i nakken og så ned imens jeg kvalte et pigegenert smil. Jeg gik hen til ham.

  Han insisterede på at køre mig hjem i dag. Da jeg mindede ham om at jeg ligeså var i bil, tilføjede han blot, at han ville køre mig i skole i morgen. Det lød ikke som en anmodning og det var jeg, et eller andet sted, glad for. Så undgik jeg at skulle kæmpe med at lyde medgivende og ikke hysterisk lykkelig, når jeg takkede ja. Da han holdt ind ved fortovet i øsregnvejret, var jeg i tvivl om han overhovedet var stoppet ved det rigtige hus. Jeg kneb øjnene sammen og forsøgte at skelne mellem regn og bygning. Jeg tog i dørhåndtaget og skubbede med min ene skulder.

  "Vent," sagde han hurtigt, strakte sig ind over mig og lukkede bildøren igen. Jeg så forbavset op på ham, med en snert af blind forelskelse da hans hår duftede som den syvende himmel. Han vendte sig i sædet og rakte ud efter sin taske på bagsædet. Han satte den klodset på skødet og begyndte at identificere sine bøger. Han trak mit notehæfte op som jeg havde stukket ham, dagen vi fik afleveringen for.

  "Vil du give mig en ny chance?" bad han forlegent om, men jeg kunne tydeligt se på hans selvværdigende blik at han kendte mit svar, før han overhovedet spurgte.

  "Kun på én betingelse," sagde jeg.

  "Du får ikke mit navn at vide." Jeg rynkede utilfreds på næsen. Jeg tænkte mig om.

  "Vi skal jo have lavet den her opgave, og eftersom du har fastslået at du ikke laver det hele og jeg ikke har den fjerneste idé om hvad opgaven går ud på, har du ikke rigtig råd til betingelser." Fuck. Han havde ret.

 

Mens jeg drejede i gryden med chili con carne, dikterede han sine noter og jeg formulerede sætninger som han derefter skrev ind på computeren til det færdige projekt. Somme tider anede jeg nogle overraskede reaktioner fra ham når han læste bivirkningerne og det indholdsmæssige i cigeratterne. Derudover var han koncentreret og målrettet. Han opdagede knapt mine små smugkig over skulderen. Jeg udstødte små suk hver gang han kørte hånden gennem det lange, mørke hår. Det lignede at en håndfuld gele var kørt hurtigt og smagløst igennem hovedbunden og derefter efterladt til skæbnen. Det krøllede blidt i spidserne og sad formende om hans stærkt markerede ansigt.

  Jeg øsede op i to tallerkenskåle og satte mig ned ved bordet overfor ham. Ud af køkkenvinduet med den tætte skov som baghave så jeg mørket trænge sig på. Charlie ville snart være hjemme.

  "Jeg tænkte vi kunne lave dette forsøg i morgen efter foredraget." Han skubbede et printet papir over til mig. Jeg betragtede det nøje.

  "Du har virkelig sat dig ind i det her?" konstaterede jeg med spørgende undertoner.

  "Lidt."

  "Tak." Jeg fortsatte med at betragte det potentielle kemiforsøg.

  "Det skyldte jeg dig vist." Jeg så op. Jeg så ham ind i øjnene. Det fortrød jeg selvfølgelig.

  "Jeg siger tak for dine timer som taxachauffør og så er vi vist kvit." Jeg lo og han gengældte med et lille blink med øjet.

  Den sidste skefuld nåede lige at blive slugt, da Charlie trådte ind af døren. Hans hænder stivnede over tastaturet. Hurtigt rejste han sig og flygtede mod bagdøren. Han måtte have tænkt det samme som jeg. Jeg ønskede ej heller Charlies spørgsmål og blev pludselig meget ivrig efter at få ham ud. Han rasede ind i stuen og tog i dørhåndtaget. Jeg fulgte ham. Han stoppede midt i luften i et skridt på ved ud.

  "Min jakke," udbrød han panisk.

  "Han lægger ikke mærke til den. Du får den i morgen."

  "Vi blev ikke færdige."

  "Jeg skriver det sidste punktum. Skynd dig nu ud." Det var for sent. Charlie stod nu i dørkarmen mellem stuen og køkkenet.

  "Godaften Nora." Han mistænkte sandsynligvis mit iver efter at smugle en dreng ud af bagdøren.

  "Hej far!" Jeg havde altid været elendig til skuespil. Jeg sendte ham mit mest overbevisende og velkommende smil. Han løftede det ene øjenbryn.

  "Foregår der noget spændende?"

  "Nej, nej! Ikke det mindste! Han var lige på vej hjem faktisk!"

  "Javel ja."

  "Ja, meget hyggeligt. Ha ha. Farvel og vi ses i morgen." Jeg skubbede ham ud af døren og lukkede den til. Charlie løftede en finger og åbnede munden for at forme et ord. Jeg nåede at afbryde ham.

 "Jeg har lavet chili con carne."

  "Nå, det er dét, her dufter af." Jeg åndede lettet ud, men slap alligevel ikke mine anspændte skuldres placering under mine ører. Kunne det være rigtigt, min far virkelig var så nem at aflede? Jeg turde ikke lade ikke tvivlen tage fart. Jeg skyndte mig at øse en skål op. Derefter forsvandt jeg op på mit værelse med computeren, hans noter og hans jakke, der hang i entréen.

 

Jeg bemærkede noget besynderligt ved vejret denne morgen. Det var lunere. Skyerne var stadig en del af himlens charme, men temperaturen var aldeles varmere. I en panisk glæde river jeg i hoveddøren for at skifte til kortere bukser, da indser jeg at jeg har låst mig selv ude. Jeg griber mig selv på baglommerne. Bilnøglerne! Irriteret sparkede jeg til døren og slår ligeså hånden ind mod den. Charlie var blevet kaldt tidligere på arbejde og jeg havde ingen jordisk chance for at nå til ham for at hente hans nøgle. Jeg svang tasken om skulderen og trampede snublende ned af den lille fortrappe.

  Godt som mit temperament var blusset helt i vejret i min vandring mod busstoppestedet, hørte jeg bilhornet lyde bag mig. Undrende vendte jeg mig om og genkendte ham bag rattet på den gamle Passat. Fuld af skam skæver jeg hjem og ser den tomme parkeringsplads og søger ly i mine håndflader af min dumhed. Min bil stod på skolen og han havde lovet mig at køre mig til skole denne morgen. Måske blev dette alligevel en god dag.

  Den åndssvage forudsigelse bed jeg hurtigt i mig igen. De var ikke kun forskrækkelse jeg så i de tusind sæt øjne der nedstirrede mig fra alle sider, det var ligeså fascination. Jeg turde sværge på, jeg stod og så ligeså tåbelig ud når jeg sendte ham samme blik. Jeg stivnede da jeg trådte ud af bilen og så mit audiens. Det hele foregik i en underlig slowmotion da jeg satte retning mod skolen med ham ved min side. Vi gik begge stift og målrettet mod hovedindgangen. Jeg var ikke i stand til at betragte ham yderligere og tolke hans håndtering af situationen. Ikke engang ud af øjenkrogen. Jeg havde al min koncentration rettet mod min balance, så ikke faldt mod den tørre asfalt for øjnene af hele skolen. Jeg drejede straks fra, på gangen, ud på toilettet da muligheden viste sig. Imens jeg støttede mine hænder på det kolde, våde porcelæn omkring håndvasken betragtede jeg mig selv i det store spejl, påvirket af det grønlige lysstofrør i loftet. Jeg sukkede dybt, pustede en tot hår væk fra ansigtet, klappede blodet - og den sølle mængde mod jeg nu bestod af - tilbage i kroppen og gik til kemi.

 

Kemitimen var slem. Meget slem. Mine fans erindrede ingen manerer fra deres opdragelse og stirrede åbenlyst på mig timen igennem. Selv da han og jeg fremlagde projektet vidste jeg grunden til deres pludselige interesse i foredrag. Det var en sølle klapsalve der spredte sig da jeg rundede af. Hr. Svendsen bad os holde vores position ved tavlen. Han rømmede sig.

  "Mange tak, frøken Melin. Det var et udmærket eksempel." Jeg nikkede samtykkende.

  "Og Verona..." begyndte han. Hans ansigt skar sig en kort grimasse, og en alvorlig mine definerede hans ansigtsudtryk. "De var vel nok heldig at ende sammen med en så flittig elev."

  "Tro det eller ej, Hr. Svendsen, men jeg har studeret på lektien denne gang." Hans ansigt var alvorligt, men jeg anede en snert af stolthed i ham. Han stod som om han afventede en anerkendelse.

  "Tak for det generøse tilbud, Verona, men jeg har kendt dig længe nok til at vide, dette umuligt kan være delvist dit værk." For første gang, og det varede kun få sekunder, så jeg ham falde sammen i posituren. Skuffelse, håbløshed, opgivelse. Så knyttede han næverne, løftede paraderne og stod atter rankt.

  "Svendsen," bed han. "Eleonora og jeg har arbejdet på dette projekt, sammen." Hans sidste ord kastede han ud gennem sammenbidte tænder. Hr. Svendsen fjernede opmærksomheden fra os og skubbede sig over mod sin disk med kontorstolen. Han viftede os væk med hånden.

  "Det er en grim ting at stjæle æren. Lad det nu ikke blive en vane." Han sagde det lavt og henkastet men uhørt tydeligt. "I må gerne sætte jer. Godt arbejde, frøken Melin."

  "Hr. Svendsen," startede jeg.

  "Åh nej, nej, kære frøken Melin. Kør den nu ikke længere ud. Jeg ved besked."

  "Men Hr.."   "Frøken Melin, nu bedes De sætte dem, eller jeg vil formindske din karakter." Han kradsede et tal ned på en lap papir. Forskrækket vendte jeg mig mod slaget, da der lød et brag bag mig. Han havde slået en knyttet næve ned i bordet i vrede og stod nu oppustet og med udspilede næsebor og med et tungt åndedræt. Hr. Svendsen så forbavset op. Dernæst strakte han armen ud i retning mod døren.

  "Rektor," var det eneste han formåede at fremstamme, i et forsøg på falsk alvor i stedet for angst.

  "Jeg skal nok gå," hvislede han. "Men det bliver langt væk fra denne skoles område." Derefter rasede han ud af døren. Enhver eneste muskel i hans krop var anspændt og adskilliggjort fra hans krop. Mit blik sad limet fast i nakken på ham indtil han smækkede døren i. I et uopfyldt ønske om at forsvinde i mængden, satte jeg mig ned og fulgte med resten af lektionen, men jeg kunne ikke undgå at lægge mærke til blikkene og hviskesamtalerne om episoden.

  Da timen var færdig, pakkede jeg mine ting sammen og forlod langsomt lokalet efter der var tømt godt ud. På gangen spottede jeg ham hængende op ad skabene. Han nikkede mig over. Jeg åbnede munden for at tale, men hans signalerede stilhed med en finger for sine læber. Derefter greb han blidt mit håndled og trak mig med.

  "Kom. Der er noget jeg gerne vil vise dig," hviskede han nærmest og jeg måtte knibe øjnene sammen for at mindske mine synssans for at skrue op for høresansen. Han tog nogle lunteskridt med hastigt tempo og jeg måtte småløbe for at kunne følge trit.

  Vi satte os stille, men hastigt ind i hans bil. Før endnu et sekund havde passeret os, havde han drejet nøglen og sat Passaten i gear. Vi bakkede ud af den mennesketomme parkeringsplads og kørte udenbys. Hvad føltes som en evighed, grundet stilheden, nåede vi det yderste af vores lille samfund. Jeg kunne ane grænseskiltet. Vi havde fulgt en snoet landevej tæt befolket af intethed og landbrug. Nu var vi i det inderste af en skov, hvis navn jeg havde glemt, men stedet forekom mig bekendt. I det fjerneste af skovens ende bemærkede jeg det bakkede, tørre landskab der slikkede sig langs landevejen på den venstre side, og havet på den højre side, blot med et forældet og usikkert hegn af træ imellem. Nu drejede han fra. Ind på en lille grusbelagt parkeringsplads omringet af stejl skovbund. Da jeg steg ud observerede jeg nøje det høje landskab i hesteskoen omkring mig. Træerne bar deres sidste påklædning for dette år. Bladenes matte grønne og orange nuancer gav skoven et varmt lys. Jeg følte mig afslappet. Jeg følte mig fredfyldt. Jeg genkendte følelsen. Jeg følte deja-vu. Jeg havde været her før. Denne følelse var bekendt. Og begæret.

  Han måtte have gjort sit yderste for at lukke bildøren stille, for jeg lagde knap mærke til det. Hans ansigtsudtryk fortalte mig han vidste præcis hvad jeg tænkte og følte. Han stillede sig med en halv meters afstand foran mig. Han øjne skænkede mig et dybt og intenst blik. De var venlige. De var forsigtige. Han kastede blidt med hovedet for at vise vej.

  "Kom med." Hans stemme var som den blødeste streng på en violin. Blød og syngende. Purt guld. Derefter trampede vi samtlige svampesamfund ned. Hortensiablomster i alle farver stak op af den bladbesatte jordbund, i dette kolde efterår.

 

En eng. Nej, ikke bare en eng. En drøm. En rigtig drøm. En drømmeeng. Jeg havde lyst til at gribe hans hånd og spæne lykkeligt ud på marken som var jeg fem år igen. Men han rørte ikke på sig. Derfor gik jeg forsigtigt ud i sollyset, på den skinnende mark med det grønne, friske græs og blomsterne der stak op ad hvor end du kiggede. Jeg ved ikke meget om blomster, men de var i alle farver og over alt. Jeg var nået centrum af den ovale eng, med den mørke skov som omrids. Træerne var høje og dystre. Kun toppen af deres kroner nåede ud af skydækket, men engen var skyfri som var det bestemt. Bjergene i det fjerne, med den omringende tåge for toppene, fik jeg mig til at føle mig alene. Alene med mine tanker. Alene med mig selv. Lang væk fra problemer og intriger. Hverdagen virkede så fjern og alt jeg kunne føle var gennemført fred suse igennem min rygrad. Jeg følte landskabet bød sig mig, og kun mig. Dette var mit eventyr.

  Jeg stoppede op og vendte mig mod ham. Han havde fulgt mig og stoppede nu også op.

  Jeg så det for mig. Det var nu han tog min hånd. Det var nu jeg mærkede gnisterne skabe flammer i vores håndflader. Det var nu jeg så ind i hans øjne og så den gengældte lidenskab og fascination, som jeg selv følte for ham. Det var nu han smilte og trak mig ind til sig med sin anden hånd om mit liv. Jeg frygtede for mit åndedræt. Det lod ikke til at vende tilbage. Fortumlet og døsig over kysset hans læber bragte mine, glippede jeg uforstående med øjnene. Det var nu det skete. Det var virkelig nu det skete.

  Men i stedet stod jeg atter urørt tilbage da han satte sig ned i det saftige græs. Jeg satte mig mundlam ved siden af ham. Jeg blev anspændt. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle foretage mig. Jeg trak benene op under mig og svang armene om dem. Han lagde sig ned. Han samlede sine hænder over ham og hvilede hovedet i dem. Jeg så på ham. Han så på mig, et splitsekund.

  "Vil du ikke lægge dig ned ved siden af mig?" bad han, nærmest forlegent. Jeg ventede et øjeblik før jeg nikkede og lagde mig. Vi havde hovederne vendt mod hinanden.

  Det var vinden, der bragte mig ud af min trance og tvang mig til at erindre hvor længe vi havde ligget og set ind i hinandens øjne. Men jeg havde ingen tidsfornemmelse. Himmelen havde bragt sine varme nuancer frem i skyerne, men det var stadig svagt. Jeg var fordybet i min fascination. Han tænker han på lige nu? Hvad føler han? Er jeg en idiot at lade mit begær få frit løb, at lade mine følelser blusse op uden nogen sikkerhedszone? Ja. Ja, jeg er.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...