Kidz

Vagten i den sorte beskyttelsesdragt åbnede porten for dem. De tøvede et øjeblik, han så tilbage og vinkede. Hun tog derefter hans hånd i sin og sammen gik de mod lyset. Det var så skarpt, at det skar dem i øjnene. Men de var ligeglade, for det var rigtigt lys. Bag dem brød helvede løs

19Likes
36Kommentarer
1572Visninger
AA

4. Tre dage tidligere

 

De var startet dagen før. Overtalte den ene fjortenårige efter den andet. Det hele forgik i største hemmelighed. I dag var det de fjortenåriges tur, de trettenårige skulle overtales. De var nødt til at gøre det på denne måde. Tage en aldersgruppe om dagen og starte få dage før det hele gik i gang. Ellers ville vagterne opfange det. En hel hule fuld af summende børn, kunne ikke holde på så stor en hemmelighed. Ingen under ti ville få noget at vide før planen blev sat i værk. Det ville være for risikabelt at sige noget tidligere. Hver eneste aldersgruppe havde desuden ansvaret for en yngre. De femtenårige havde de mindste børn, nyfødte til toårige. De fjortenårige to- til fireårige osv.

Amelia og Nathaniel holdt skarpt øje med det hele. Vagterne havde ikke set ud som om de lagde mærke til noget udsædvaneligt. Men man kunne aldrig vide.

Skolen var som den plejede. Den store skærm viste deres lærer – en kvinde. De vidste ikke, hvad hun hed eller hvor gammel hun var. Hun var bare lærer. En anonym voksen, der havde siddet foran et kamera. Hun snakkede i præcis en time, så havde de en lille pause, hvorefter hun igen snakkede i en time. De havde seks timer om dagen. Man spurgte aldrig om noget, fik ingen hjælp. For hun var her ikke, hun befandt sig udenfor.

Efter skolen var der frokost, og derefter arbejde. Hulen var meget delt op i aldersgrupper. Man sov sammen med sin aldersgruppe, gik i skole, arbejdede, spiste. Alting.

Man begyndte at arbejde når man var syv. Der skulle man hente alt det beskidte tøj og bringe det ned i vaskerummet. Her tog de otteårige over. De sorterede tøjet og kom det i maskiner. 10 årige hængte det op og lagde det sammen igen. Niårige bragte det ud igen.

Som elveårig kom man i køkkenet. Der var man til man fyldte tretten. Man vaskede op, dækkede bord, lavede maden og anbragte den i spisesalen.

Trettenårige sørgede for sovesalene og toiletterne.

Fjorten og femtenårige passede de mindste børn.

Klokken otte spiste man aftensmad og havde derefter fri. De små blev passet af vagter indtil de skulle sove, hvorefter de fjorten-femtenårige havde nattetjansen på skift.

Rengøring af hulen hjalp alle med til.

 

Amelia sad med en lille pige. Hun var kun få uger gammel. Amelia så misundelig ned på hende. Dette barn var heldigt, ikke engang to måneder i dette helvede skulle hun opleve.

Amelia hadede at passe børn, selve børnene elskede hun højt, men det var tanken om at de skulle være her indtil de var seksten. Disse små uskyldige individer skulle ødelægges, holdes fanget. Bare være et nummer. For det var, hvad de var for vagterne. Deres navne blev oftest valgt af børnepasserne. Amelia havde valgt mange navne. Ingen skulle bare være et nummer.

Amelias nummer var, 31052112A.

Nathaniels var næsten det samme, 31052112B.

De var de eneste der havde lige præcis det nummer. Nogle få af børnene havde samme nummer men forskellige bogstaver bagefter. Amelia havde mange gange prøvet at gennemskue tallet, men det var umuligt for hende.

Hun holdte 28052128A i armene. Emma, havde Amelia kaldt hende. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...