Kidz

Vagten i den sorte beskyttelsesdragt åbnede porten for dem. De tøvede et øjeblik, han så tilbage og vinkede. Hun tog derefter hans hånd i sin og sammen gik de mod lyset. Det var så skarpt, at det skar dem i øjnene. Men de var ligeglade, for det var rigtigt lys. Bag dem brød helvede løs

19Likes
36Kommentarer
1566Visninger
AA

3. Fem dage tidligere

 

,,Hvordan tror du der er? Udenfor” Hviskede Amelia og puttede sig ind til Nathaniel. Det var er opslugende mørke omkring dem. Sådan var det hver nat. Der kom intet naturligt lys ned, så når lamperne slukkede, var kameraenes røde øjne, det eneste lys der nåede dem.

,,Jeg håber bare, at der er bedre end her,” hviskede Nathaniel tilbage.

,,Men, hvad nu hvis der ikke er bedre? Hvad nu hvis vi begår en kæmpe fejltagelse?” Amelias stemme nåede et lidt højere toneleje og Nathaniel tyssede på hende.

,,Pas nu på Amelia! De må ikke høre os, vi er så tæt på nu. Desuden, så kan det her ikke være en fejltagelse. Alle lider her. Se bare på din lillebror, forestil dig ham blive herinde 9 år mere. Han bliver sindssyg. Og hvad med Ellie? Du har set hendes arme, det er et held at vagterne ikke har hentet hende endnu. Vi er nødt til der her Amelia og det ved du udmærket godt!” Nathaniel strøg hende kærligt over hoften. De lå helt tæt sammenslynget i hans seng. Hun listede herind, hver nat. Hun kendte alle kameraenes vinkler og radiusser og kunne derfor snige sig uset ind i drengenes sovesal.

,,Jeg ved det, Nathaniel. Jeg ved det godt. Jeg bliver bare så bekymret nogle gange. Du ved jo godt, hvordan Joshua er,” hviskede Amelia lavmælt. Nathaniel kom med en halvkvalt lyd. Han havde været bedstevenner med Joshua, men Joshua brød for mange regler. Prøvede blandt andet at stikke af, og blev derfor hentet af vagterne. Han var kommet, som den første nogensinde, tilbage for et halvt år siden. Ingen havde siden hørt ham sige så meget som ét ord. Han fulgte dagsordnen. Gik i skole og kom til måltiderne, men ellers sad han bare i et hjørne. Med et tomt blik i øjnene.

Det var ham der for alvor, havde overbevidst Nathaniel om, at der måtte gøres noget. Der skulle ikke ende flere børn på den måde.

,,Du må hellere se at komme tilbage nu, der er kun få timer til klokken ringer,” mumlede Nathaniel svagt og begravede sit ansigt i hendes hår

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...