Kidz

Vagten i den sorte beskyttelsesdragt åbnede porten for dem. De tøvede et øjeblik, han så tilbage og vinkede. Hun tog derefter hans hånd i sin og sammen gik de mod lyset. Det var så skarpt, at det skar dem i øjnene. Men de var ligeglade, for det var rigtigt lys. Bag dem brød helvede løs

19Likes
36Kommentarer
1568Visninger
AA

5. En dag tidligere

 

Amelia så tilfreds udover den store fællessal. De fleste børn sad i små grupper, snakkede og grinede lidt. Alt så fuldstændig normalt ud. Vagterne havde ingen grund til bekymring, bare en helt normal aften i Hulen.

Men, hvis man så godt efter, var alt alligevel ikke helt normalt. Mange tiårige havde fået en ny glans i øjnene, som om de pludselig havde forstået noget. Man skulle vide den var der for at se den, for de skjulte den godt. Alt skulle ikke gå i vasken. Ikke dagen før. De mindste børn forstod selvfølgelig ingenting. Mange af dem legede ude i hjørnerne, sørgede for ikke at larme for meget.

En pludselig skratten i højtalerne afbrød al aktivitet. ,, 31052112A og 31052112B bedes komme til Porten,” lød den hårde stemme. Alle så straks hen på dem. Amelia og Nathaniel. Ville alt nu gå galt? Havde vagterne alligevel luret, at der var noget i gære?

De rejste sig straks og gik med faste skridt ud af rummet, og hen mod Porten. De så stærke ud, som de gik der ved siden af hinanden, som om ingenting kunne røre dem. Men kiggede man lidt grundigere på dem. Så sitrede Amelias arme let og Nathaniel blev ved med at åbne og lukke venstre hånd. De var, om end mere end resten af børnene, bange, usikre, skrækslagende. De var bare gode til at skjule det. Ellers ville det sprede sig som en lynild og planen ville falde fra hinanden.

En vagt stod foran Porten, han viste dem hen til en lille dør. De sukkede lydløst, havde begge troet, at de ville blive ført ud nu og deres plan aldrig ville gå i gang.

,,Velkommen,” sagde en ny vagt. Han måtte lederen, for hans dragt var en anden farve, mere prangende.

,,I undrer jer nok over, hvorfor i opholder jer her. Det skal jeg fortælle jer. I er her på grund af jeres afgang i morgen. Jeg vil give jer lidt information om hvorledes dagen vil forløbe. Er i med?”

De nikkede begge.

,,Godt. I tager af sted efter morgenmad, og i får lov til at sige farvel til to personer hver. Her om lidt, får i udleveret noget tøj, det skal i tage på i morgen i stedet for det normale. Forstået?”

De nikkede igen.

Vagten fortsatte den næste lille halve times tid. Om, hvad der skulle ske når de var ude.

Da de endelig var ude og kunne trække vejret normalt igen, smilede de og krammede hinanden. I morgen. I morgen var alle fri.

Håbede de, noget så inderligt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...