Kidz

Vagten i den sorte beskyttelsesdragt åbnede porten for dem. De tøvede et øjeblik, han så tilbage og vinkede. Hun tog derefter hans hånd i sin og sammen gik de mod lyset. Det var så skarpt, at det skar dem i øjnene. Men de var ligeglade, for det var rigtigt lys. Bag dem brød helvede løs

19Likes
36Kommentarer
1567Visninger
AA

6. Dagen

 

Amelia vågnede tidligt, før de blev vækket af klokken. Det var første gang nogensinde.

Hun havde sneget sig væk fra sovesalen i nat. Ikke over til Nathaniel, men til en lille bitte grotte. Dybt inde i gangsystemet. Det havde taget noget tid at kommer derhen, og Nathaniel havde måtte vente lidt på hende. Men hun havde været så nervøs. Hvad nu hvis hun blev opdaget? Det måtte hun ikke, ikke i nat. Det ville være forfærdeligt, så kom hun helt sikkert ikke ud dagen efter.

De havde brugt et par timer der. Elsket.

Det var forbudt og de havde haft timer om det i skolen. Om alle konsekvenserne. Men de havde gjort det alligevel. For, hvad nu hvis de aldrig så hinanden mere, når de kom ud? Skolen fortalte ingenting om livet bagefter.

Amelia lå og tænkte på det, mens hun lå der i sin seng.

Hun havde højest sovet en time og alligevel var hun lysvågen. Hun så over på Ellie, og hendes øjne løb i vand. De var bedste veninder, havde altid været det. Ellie var kun to måneder yngre end Amelia. Selvom de var bedste venner, havde Amelia ikke kunne hjælpe hende. For næsten et år siden var Ellies kæreste blevet hentet. De havde aldrig fået en forklaring, men Ellie var sikker på, at der var en straf. Kameraerne måtte havde opdaget dem, mens de kyssede og for at straffe dem begge blev Jim fjernet.

Siden var Ellie aldrig blevet sig selv igen og hendes arme var overfyldt af små sår. Hun havde været ligeglad med planen, hvad så om hun kom ud? Jim var væk og kom ikke tilbage.

Da klokken begyndte sine skingre lyde, stod Amelia op. Tog det nye tøj på, børstede tænder, redte det lange hår. Gjorde alle de normale ting, som på denne dag ikke var normale.

Der var tavst til morgenmaden, nogle prøvede at holde en samtale i gang, men det var svært. Alle var nervøse.

Nathaniel satte sig ved siden af hende, klemte blidt hendes hånd. Hans øjne sagde tusind ord. Hun smilede.

,,31052112A og 31052112B kom venligst til porten, medbring jeres ting og husk i må kun have to nære bekendtskaber med.”

Intensiteten i rummet voksede.

De rejste sig sammen, og gik sammen med deres fire nærmeste mod porten. Børnene bag dem samlede sig, påbegyndte den første del af planen. Overvind vagterme.

Amelia så skræmt tilbage. Hun håbede sådan at de klarede det.

Vagterne ved porten var for optagede af Amelia og Nathaniel og deres venner til at opfange tumulten i spisesalen.

Amelia smilede til Ellie, og hun fik et lille smit tilbage. Det var nok for Amelia, det var det første smil i flere måneder.

Hun vendte sig mod Ethan. ,,Farvel lille skat,” hviske hun og trykkede ham hårdt indtil sig. ,,Vi ses snart,” sagde hun sagte ind i han øre. Han nikkede og havde et nyt blik i sine klare øjne. Håb.

Hun vendte sig mod Nathaniel.

De kunne ikke høre dem, men vidste at resten af børnene var på vej.

 

Vagten i den sorte beskyttelsesdragt åbnede porten for dem. De tøvede et øjeblik, han så tilbage og vinkede. Hun tog derefter hans hånd i sin og sammen gik de mod lyset. Det var så skarpt, at det skar dem i øjnene. Men de var ligeglade, for det var rigtigt lys.

Bag dem brød helvede løs.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...