I won't hurt you! [SHINee]

Lige da Emily er flyttet til Korea støder hun ind i drengen Jonghyun. Hun forelsker sig i ham. Og ham i hende. Jonghyun er en ad de populære på skolen. De fleste på skolen tror at Emily spiller kostbar. Kan Emily ligge sin fortid bag sig? Og kan hun acceptere at hun er forelsket i Jonghyun? Og hvad med Jonghyun? Kan han vente til Emily er klar? :-D

8Likes
6Kommentarer
1079Visninger
AA

3. Turen hjem

 

Han fulgte mig hjem. Han havde sagt at han ikke ville lade mig gå hjem selv, med ondt i anklen. Da jeg ikke kunne huske hvad vores vej hed eller hvilken vej jeg var kommet fra så var jeg nødt til at ringe til min far. Han havde sagt hvad vejen hed og Jonghyun vidste godt hvor den lå henne. Min far havde også tilbudt at komme og hente mig men jeg takkede pænt nej. Jeg sagde bare at jeg gerne ville gå fordi vejret var så godt. For at være ærlig var det ikke på grund af det gode vejr at jeg ville gå. Nej, det var på grund af ham. Jeg ville så gerne gå sammen med Jonghyun. Han gjorde mig virkelig glad. Også selvom jeg ikke rigtig kendte ham. Jeg ville gerne lære ham bedre at kende. Jeg syntes vi havde gået langt. Jeg mente slet ikke jeg løb så langt.   

"Øhm.. Er vi der egenligt snart?" spurgte jeg, da jeg ikke havde nogen idé om hvor vi var henne og hvor jeg boede.  

"Altså jaa.. Sådan da.. Vi har ihvertigfald gået over halvdelen af vejen" svarede han og prøvede på at virke opmuntrende. Jeg så en bænk længere fremme. Jeg kunne virkelig godt tænke mig at sidde ned. Det gjorde stadig ondt i min ankel. Og så var jeg lidt træt i mine ben efter at have løbet.  

"Kan vi ikke lige hurtigt sætte os på bænken der ovre?" spurgte jeg og pegede hen på bænken jeg fik øje på for lidt siden.   

"Selvfølgelig," svarede han bare og smilede. Vi nåede endelig frem til bænken. De sidste par meter hinkede jeg fordi det var begyndt at gøre rigtig ondt når jeg støttede på min ankel. Jonghyun havde sagt at jeg bare kunne støtte mig til ham, men jeg følte at jeg ville være for påtrængene hvis jeg gjorde det, så jeg lod vær'. Vi satte os ned. Der var ingen af os der sagde noget til at starte med. Jeg kom til at tænke på om Jonghyun egenlig havde noget han skulle nå. Men det var jo ham selv der havde insisteret på at følge mig hjem selvom jeg sagde at jeg godt selv kunne gå hjem.  

"Havde du egenlig nået du skulle nå? Jeg mener.. Da vi løb ind i hinanden.. Var du så på vej et eller andet sted hen?" spurgte jeg ham. Han rettede sit blik mod mit. Før havde han bare kigget ned på hans ben som han havde svinget frem og tilbage.  

"Altså.. Ja, men det er lig.." nåede han at sige inde jeg afbrød ham.  

"Ej, undskyld. Du skal altså bare gå. Du skal ikke vente på mig. Undskyld. Jeg finder bare selv hjem." sagde jeg rigtig hurtigt, lidt i panik. Han nåede ikke at sige noget før jeg havde stillet mig op for at gå. Jeg vidste ikke hvilken vej jeg skulle så jeg gik bare. Jeg kunne ikke gå så stærkt da jeg jo haltede. Jeg hørte at Jonghyun grinede. Jeg vendte mig om.   

"Hvor skal du hen?" spurgte han imens han stadig grinede lidt. Hvad var det der var så sjovt?  

"Hjem, tror jeg?" svarede jeg. Jeg kunne ikke rigtig se det sjove i det.   

"Du ved godt, at det var den vej vi kom fra, ik?" spurgte han og smilede skævt imens han kom nærmere. Jeg kiggede hurtigt tilbage. Ej hvor pinligt! Han må tror jeg er total hjernedød til det der med at finde vej. Først da han spurgte hvor jeg boede og så nu. Altså jeg var måske ikke den bedste til geografi og det der, men jeg kunne altså godt finde ud af det..  

"N-nej.. Tak for alt din hjælp. Det var hyggeligt at møde dig" jeg smilede hurtigt til ham og kiggede så ned igen. Jeg var lidt skuffet over allerede at skulle sige farvel. Jeg gik forbi ham. Eller rettede haltede forbi ham. Jeg  nåede ikke særlig langt før at der var en der tog fat i mit håndled. Jeg vendte mig om og så direkte ind i de dejligste, varmeste og smukkeste øjne i hele verden.   

"Lad mig nu følge dig hjem.. Jeg har skrevet til min ven at jeg er forsinket." Han smilede varmt. Da jeg opdagede at det var Jonghyun der havde fat i mit håndled begyndte min hånd at ryste. Heldigvis gav han hurtigt slip igen så han ikke opdagede at jeg rystede. Det var lidt ubehageligt, men samtidig ville jeg gerne have at han skulle tage min hånd i hans.   

"O-okay" stammede jeg. Indei var jeg lykkelig over at skulle tilbringe lidt mere af min tid sammen med ham. Vi lærte hinanden lidt bedre at kende på vejen hjem. Jeg fandt faktisk ud af at han går på den skole jeg skal starte på, hvilke betyder at jeg nok skal se ham mere. Det håber jeg ihvertigfald på. Bare ved tanken om det gjorde mig virkelig glad. Nogle gange når han ikke kiggede kunne jeg ikke lade vær' med at smile virkelig stort. Han havde også spurgt efter mit nummer. Han havde selvfølgelig fået det, men jeg havde også fået hans, hvilke var godt for så var det ikke kun ham der kunne styre om vi skulle skrive sammen eller ej. Jeg var simpelthen så glad. Hvis det ikke var fordi han stadig var her og jeg havde ondt i anklen tror jeg at jeg havde hoppet op i luften af glæde. Nu kunne jeg godt kende hvor vi var. Vi var på vores vej. Det var lidt ærgeligt for så betød det jo at jeg snart skulle sige farvel til Jonghyun. Men jeg håbede da på at se ham igen. Vi kommer jo til at gå på samme skole.   

"Vi ses på mandag. Det var hyggeligt at møde dig" sagde han og gav mig et kram lige inden jeg gik ind ad vores låge. Da han krammede mig føltes det som om min krop var elektisk. Jeg var bange for at han kunne mærke mit hjerte slå hårdt og hurtigt da vi stod så tæt, men han sagde ikke noget, så jeg gik ud fra at han ikke kunne mærke det.   

"I-i lige måde" stammede jeg. Jeg var ikke helt kommet over at han havde krammet mig. Lige så snart jeg havde vendt mig om så han ikke kunne se mit ansigt mere kom et kæmpe smil frem på mine læber. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...