I won't hurt you! [SHINee]

Lige da Emily er flyttet til Korea støder hun ind i drengen Jonghyun. Hun forelsker sig i ham. Og ham i hende. Jonghyun er en ad de populære på skolen. De fleste på skolen tror at Emily spiller kostbar. Kan Emily ligge sin fortid bag sig? Og kan hun acceptere at hun er forelsket i Jonghyun? Og hvad med Jonghyun? Kan han vente til Emily er klar? :-D

8Likes
6Kommentarer
1078Visninger
AA

2. Mødet

 

Vi var lige flyttet ind i vores nye hus. Jeg gad ikke pakke mine ting ud. Jeg var så irriteret. Jeg var bare ikke helt sikker på hvad jeg var så irriteret over. En af grundene var nok at vi lige var flyttet fra Danmark helt til Korea. Jeg var nødt til at tage ud at løbe. At løbe var en af de ting jeg gjorde hvis jeg havde for mange ting at tænke over, var irriteret, sur eller bare gerne ville være i fred. Jeg kunne mærke at der var ingen der skulle tale til mig lige nu, så ville jeg eksplodere. Ikke bogstaveligt talt. Men hvis der var en der snakkede til mig lige nu kunne jeg muligvis komme til at flippe fuldstændig ud på den uskyldige person som snakkede til mig. Jeg skiftede hurtigt mit tøj, og fandt min Ipod. 

"Jeg tager ud og løber." råbte jeg lige inde jeg smækkede vores nye hoveddør i. Jeg tændte min Ipod. Da den første sang begyndte at spille begyndte jeg at løbe. Jeg vidste ikke hvor jeg skulle løbe hen, så jeg løb bare. Jeg løb i takt med musikken. Min puls begyndte at stige. Det var utrolig dejligt at få den friske luft ned i lungerne. Imens jeg løb tænkte jeg lidt over tingene. Jeg skulle starte på en ny skole på mandag. På en måde var jeg nervøs men på den anden side var jeg også lidt ligeglad. Hvis jeg ikke fik nogle venner så.. Ja så var det vel bare sådan. Jeg havde i det mindste min store søster, Ella, og min kusine, Nanna. Jeg havde faktisk også en anden veninde ved navn Mina. Det var bare lang tid sammen vi havde været sammen for før boede jeg jo i Danmark. Men jeg havde været meget sammen med hende når vi havde været på ferie i Korea. Jeg havde også skrevet meget med hende. Det gjorde jeg stadig. Hun vidste godt at jeg var flyttet til Korea. Hun gik faktisk på den skole jeg skulle starte på. Jo mere jeg tænkte over tingene, jo hurtigere løb jeg uden at tænke over det. Jeg besluttede mig for at jeg ville løbe til højre ved det hjørne jeg kunne se lidt længere fremme. Jeg vidste ikke hvor jeg var, men det tænkte jeg ikke så meget over. Jeg havde bare brug for at falde lidt ned, og få mine tanker lidt væk. Jeg fik så ikke mine tanker væk, men jeg følte jeg bedre kunne tænke dem igennem her ude end på mit indelukkede værelse. Jeg var også faldet lidt ned. Nu tror jeg godt  jeg ville kunne klare hvis der var nogle der snakkede til mig. Jeg kom tættere på hjørnet. Og lige da jeg drejede.. Bang! 

"Aish!" udbrød jeg da jeg ramte jorden. Jeg var løbet ind i en anden. Jeg tog mig hurtigt til min ankel.  

"Ej, det må du altså virkelig undskylde.. Jeg så dig slet ikke. Er du okay?" spurgte en utrolig pæn dreng. Den dreng jeg var løbet ind i. Han rakte en hånd frem. 

"Skal jeg hjælpe dig op?" spurgte han og smilte et utrolig charmerende smil. Jeg takkede ham da jeg var kommet op at stå.

"Hvad med dig? Er du okay?" spurgte jeg da jeg jo havde løbet ind i ham. Jeg kiggede ind i hans øjne. De var også virkelige flotte. Alt ved ham var bare flot. Hans charmerende smil, hans dejlige varme øjne, hans hår.. Hans alt. 

"Jaja, jeg slog mig ikke." svarede han og smilte igen. Jeg blev helt blød i knæene. Hans læber så bløde ud. Jeg ville så gerne føle dem mod mine. 

"Det må du altså undskylde." sagde han igen og kiggede ned. Hvor var han kær. 

"Du skal ikke undskylde. Det var lige så meget mig der løb ind i dig, som det var dig der gik ind i mig" sagde jeg og smilte. Han rettede sine øjne mod mig igen. Jeg følte man kunne høre mit hjerte banke hårdt og hurtigt. Hvad skete der med mig? Jeg havde aldrig haft den her følese før. 

"Er du ikke ny her? Jeg syntes ikke jeg har set dig før" spurgte han. Han kiggede undersøgene på mig.

"Jo. Vi er lige flyttet hertil. Er du sådan en der kender alle eller?" spurgte jeg fordi han sagde at han ikke havde set mig her før. Han grinte.

"N-nej. Jeg er bare sikker på at jeg ville kunne huske hvis jeg havde set dig før"

"Hvorfor?" spurgte jeg nysgerrigt.

"Du.. D-du er virkelig smuk" stammede han. Troede jeg skulle dø da han sagde det. Mit hjerte bankede ekstra hårdt og ekstra hurtigt, end det gjorde i forvejen, da han sagde det. Det var ikke første gang folk havde fortalte mig at jeg var smuk, pæn, flot osv. Men det var bare det at det kom fra ham. At det var ham der sagde det. Til mig. 

"Tak. Og i lige måde" sagde jeg imens jeg kiggede væk for jeg kunne mærke at mine kinder blev lidt røde. 

"Hvor boede i før?" spurgte han, da det begyndte at blive lidt akavet. Han gjorde mig genert. Jeg plejede ellers ikke være genert. Hvad var det der skete?

"Danmark" svarede jeg kort. Han smilte til mig.

"Du ligner heller ikke en der er hel koreaner" sagde han. Var det godt eller dårligt? Det var jeg nødt til at finde ud af, så jeg spurgte ham.

"Er det godt eller dårligt?"

"Jeg har lige sagt du var smuk, så det er vel... Godt" han smilede genert. 

"Aish!" udbrød jeg igen, da jeg støttede mig til min venstre fod. Han greb hurtigt fat i min ene arm, og så bekymret på mig. 

"Er du okay?" 

"Jaja, jeg slog bare min ankel lidt, da vi.. Da vi løb ind i hinanden" sagde jeg og kiggede op. Lige op i de dejligste brune øjne. Hans øjne. 

"Lad mig følge dig hjem. Hvor bor du?" spurgte han. Nur! Gentleman tænkte jeg lidt for mig selv. 

"Øhm? Ja.. Altså jeg kom der fra.. " jeg pegede hen ad vejen, og kiggede så lidt rundt. 

"Eller nej vent.. Måske var det der" sagde jeg og pegede et andet sted hen. Han grinte. 

"Slog du også dit hoved?" spurgte han for sjov.   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...