The Labyrinth

En normal syvende klasse tager på "udflugt" til en kæmpe labyrint. Hvad de ikke ved er at den næste uge skal de kæmpe til døden, til kun en står tilbage som vinder. De bliver hver udstyrret med en kniv og en overlevelses taske og er derefter klar til at begive sig ind i labyrintens mørke..... Tør du dræbe din bedste ven? OBS. jeg ved, at jeg har taget et par ting fra den japanske film, "battle royal". DONT JUST ME, JUST READ!!!

6Likes
8Kommentarer
841Visninger
AA

3. venner i medgang... venner i modgang?

Jeg tog mig til hovedet og kiggede på Steffanie. Hun liggede og ømmede sig. Først da gik det op for mig, at hun havde en økse i hånden. Jeg skreg, og løb. hun løb selvfølgelig efter. "Kom nu herhen, so" Sagde hun og grinede sygt. Ok, hvis hun var sindsyg før, så var hun det ihvertfald nu. Jeg anede ikke hvor jeg løb hen. Jeg vidste bare, at jeg løb væk fra hende. "Kiraaaa!" Sagde hun i et højt toneleje som en lille pige. -"Kom og leg!". jeg drejede rundt om et hjørne, og til min skræk endte jeg i en blindgyde. Mit hjerte bankede hurtigt, og kunne hoppe ud af mit bryst hvert sekund. Hun stilte sig for enden af gyden. "Fanget" Sagde hun med et skævt smil. Hun gik stille hen mod mig, og slog mig med den flade side af øksen på min arm. Jeg bed mig i læben for ikke at skrige. Hun sparkede mig, så jeg faldt om. Hun stilte sig med den ene fod på min mave. "Jeg har altid hadet dig. Du får altid så meget opmærksomhed... Little miss. perfect." Sagde hun og skar tænder. "Farvel... baby" Baby skulle åbenbart med igen. Den pige gav mig bræk fornemmelser. Hun hævede øksen. Jeg lukkede øjnene, og gjorde mig klar på at dø. Jeg smilte, og tænkte på Elisabeth. Hun skulle vinde det her shit. Vende hjem til sin familie. Leve sit liv. Så hørte jeg et skrig. I starten troede jeg at det var mit. Så åbnede jeg øjnene, og så op på Steffanie. Hun havde tabt øksen. "Steffanie?" Sagde jeg med en lille stemme. Så spyttede hun blod ud over mig, og faldt om. Jeg skreg, men undrede mig mest over, hvordan det kunne ske. Så lagde jeg mærke til det spyd der stak ud af hendes krop. Jeg bakkede baglæns, og så en stor skygge samle spydet op. Troi Deckan. Han var anfører på skolens fodbold hold, og den stærkeste i klassen. Hvis jeg var bange for steffanie, burde jeg i den grad være bange nu. "Man skal aldrig stole på pæne piger." Sagde han, og vendte steffanies hoved over mod mig med sin fod. Hendes kolde og livløse øjne, strirrede på mig. Der var ingen tvivl om at hun var død. Så kiggede Troi på mig, om smilte. Han tog øksen fra steffanie, og løftede den. Jeg skjulte mit hoved i mine hænder, men istedet for at dræbe mig, kastede han øsken over til mig. "Brug den med omtanke" Sagde han med et skævt smil. Så var han væk igen. Jeg havde lyst til at råbe, og spørge ham om hvorfor han ikke dræbte mig. Men jeg turde ikke. Istedet listede jeg svagt væk fra blindgyden. Jeg ville gerne lede længere efter Elisabeth, men jeg var træt. Jeg satte mig i en nærliggende blindgyde, og tog min jakke af, så jeg kunne se der hvor Steffanie havde ramt. Der var et kæmpestort blåt mærke, men jeg kunne stadig bevæge min arm, hvilket var et godt tegn. Jeg kiggede op mod himlen. Klokken var halv 9, hvilket ville sige at jeg havde overlevet enogenhalv time i labyrinten. Hurra for mig! Troi havde skånet mit liv. Troi havde skånet mit liv? Troi havde skånet mit liv! Hvorfor? Enten ville han hellere dræbe mig til sidst, eller også følte han noget for mig. Så hørte jeg nogen klynke. Jeg greb øksen. "Hvem der?" Sagde jeg svagt. Dean kom til syne forenden af gyden. Hendes pæne hvide skjorte var fyldt med blod på den højre arm. I den venstre hånd holdte hun et baseball bat. "Kira?" Klyngede hun. Jeg smed øksen, og løb hen imod hende. Jeg regnede ikke med at hun ville slå mig. Jeg omfavnede hende. "Hvorfor?" Græd hun. -"hvorfor skal vi det her?" Jeg græd selv svagt. "Det ved jeg ikke smukke." Vi satte os over ved min taske. Jeg betragtede hendes sår. "Hvem har gjort det mod dig?" sagde jeg og pegede på det. "Julia. Hun har en køkken kniv." Jeg tænkte over hvordan Julia ville reagere når hun fik af vide at Steffanie var død. "Har du mødt nogel andre?" Hun rystede på hovedet. Hun vidste selvfølgelig ikke at jeg kun spurgte hende fordi at jeg ville vide om hun havde set elisabeth. "HALLO! Jeg spurgte hvad med dig?" Jeg sukkede. "Jeg har set Steffanie og Troi." Sagde jeg hurtigt. Hun løftede øjenbrynene. "Og du kom ikke til skade?" Jeg trak op i mit ærme, så man kunne se mit blå mærke, men fortrød straks da jeg kom i tanke om hendes blodige arm. "Steffanie er død." Sagde jeg og kiggede ned i jorden. "Dræbte du hende?" Sagde hun stille. "Nej... det gjorde Troi" Sagde jeg. "TROI?!" Sagde hun chokeret. "Jaah.." Sukkede jeg. Vi delte vores mad. Jeg gav nogle nødder, og hun gav lidt kød. Fifty-fifty. I lang tid Sad vi sagte og spiste, og ingen af os havde lyst til at sige noget. Det passede mig perfekt. Klokken blev 11. Jeg kiggede på hendes arm. Der var store, hvide ar der ikke stammede for noget i dag. Pludselig gik det forfærdelige op for mig. Dean var cutter.

Vi gik i fjerde. Jeg sad på forreste række og fjolede med Julia. Læren var endnu ikke kommet endnu, og klassen var et stort kaos. Pludselig åbnede døren hårdt, og vores lære kom ind efterfulgt af en lille, rødhåret pige. "Det her er Dean Grey. Tag godt imod hende. Dean, du kan sætte díg ved siden af Miranda." Sagde vores lærer bedrevidende. Hun gik stille ned igennem klassen, og satte sig ved siden af Mirianda. Alle var så stille. Ikke den sædvanlige larm, kun hvisken. "Så du hende?" Hviskede Julia. Jeg ignorerede det. Jeg havde aldrig været vild med at bagtale. "Ehm.. slå op på side 19." Forsatte min lærer og rettede på brillerne. Efter timen samles næsten alle pigerne rundt om Deans bord. "Heij" Sagde Steffanie med det falske smil hun plejede at lave. Allerede i fjerde var hun lidt af en snob. "Hej" sagde Dean kort uden at løfte hovedet fra bordet. Hun sad og tegnede et eller andet jeg havde svært ved at se blandt pige mængden. Pludselig tog Steffanie hendes højre håndled og kiggede mærkeligt på det. "Ej hvad er der sket?" Jeg kunne skimte en lang flænke på håndledet. "Min kat rev mig" Sagde hun, og trak sin hånd til sig. Steffanie og hendes gamle slæng trak sig væk og gav sig til at fnise. Dean så det, rejste sig, og løb ud af klasselokalet. Jeg kiggede langt efter hende. "Sikke en taber" Sagde Julia til sidst.

Klokken blev 12, og en kæmpe sirene hylede. Så dukkede Lukes stemme op. "Ok, klokken er 12 og hvis i har hørt efter ved i hvad det betyder. Et overblik over jeres døde kammerater i dødsrækkefølge: Sarah love, 13 år. Steffanie Bloom, 14 år. Adrian Bullock, 13 år. Cody hale, 13 år. Bella Store, 13 år. Nick Meyer, 14 år. I alt: 6. I tidsrummet 12.00 til 12.30 er der våben hvile, så vi kan samle de døde op. Der vil lyde en alarm når i igen må kæmpe. Held og lykke." Så holdt han endelig kæft. Jeg kiggede på Dean, der ikke så ud til at reagere voldsomt over dagens dødsfald. Jeg havde heller ikke noget at gøre med de fleste af dem, og jeg hadede Steffanie. Jo, i de små klasser var jeg meget sammen med Bella, men vi voksede fra hinanden. Jeg var lettet over at Elisabeth ikke var i blandt de faldne. Så kiggede jeg på Dean igen. Hun sad med øksen i hånden. I starten troede jeg at hun havde tænkt sig at dræbe mig, men så lavede hun en lille fin bevægelse hen over hendes håndled, der efterlod et dybt sår. "NEJ!" skreg jeg og kastede mig ned ved siden af hende. Hun græd. "Jeg vil ikke spille det her spil. Jeg har altid været en taber, Så hvor skulle det ændre sig nu?" Sagde hun mildt. "Nej..." sagde jeg og brød i gråd. "Du har været det tætteste jeg nogensinde kommer på en ven"... Sagde hun og smilede. Jeg tog hendes hånd. "Du fortjener at leve dit lív. Du skal vinde det her lort." Det var første gang jeg nogensinde havde hørt hende bande. Hun mindede mig om Elisabeth. Hun gav mig lyst til at beskytte hende. "Du må ikke forlade mig" Sagde hun som et lille barn der ikke kunne sove, og bad sin mor om at blive. "Jeg forlader dig aldrig" Sagde jeg. Hun smilte, og lukkede øjnene. Så gik det op for mig at hun var død. Jeg ruskede hendes krop og bad hende om at vågne. Men det var forsent. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvordan hun kunne smile i sådan en her situation. Og det fandt jeg nok først ud af når jeg dør.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...