The Labyrinth

En normal syvende klasse tager på "udflugt" til en kæmpe labyrint. Hvad de ikke ved er at den næste uge skal de kæmpe til døden, til kun en står tilbage som vinder. De bliver hver udstyrret med en kniv og en overlevelses taske og er derefter klar til at begive sig ind i labyrintens mørke..... Tør du dræbe din bedste ven? OBS. jeg ved, at jeg har taget et par ting fra den japanske film, "battle royal". DONT JUST ME, JUST READ!!!

6Likes
8Kommentarer
842Visninger
AA

2. Mennesker ændre sig aldrig

Der lød et gisp fra alle eleverne. "Hvad er det her for en syg joke?" sagde Chris og gik hen mod manden. Inden han overhovedet havde gået 3 skridt, havde en millitær skudt ham i foden. Alle skreg og gik i panik "Av for helvede!" skreg Chris. Millitær mændene pegundte at skyde ned i jorden, hvilket fik os alle til at holde kæft. "Navnet er Luke. jeg skal kort fortælle jer noget om "Labyrinten." sagde manden, der viste sig at hedde Luke. "I vil alle blive udstyrret med en overlevelses taske, der indeholder mad og vand til 7 dage og et tilfældigt våben. til pigerne vil der være ekstra tilbehør i" Han smilede skævt. "Hvad... hvad hvis der ikke er mere mad? " sagde Lilly, klasseFns sports freak. "Det er derfor at det er vigtigt at spillet afgøres inden. Spillet stopper først når kun en står tilbage som vinder." Der lød et par hulk fra mængden. "Hver dag og nat på slaget 12 vil i blive informeret om de faldne. Der er desuden et stort ur, oppe på himlen hvor i kan se klokkeslættet." Han stoppede op. "I får 10 minutter her til at sige farvel til venner og kammerater. Derefter vil i blive hentet." Han gik, men millitær folkene blev der stadig. Jeg fór hen od Elisabeth, der stod og græd så hendes øjne var helt røde. "Kira... jeg kan ikke gøre det her" Hulkede hun. Jeg omfavnede hende. "Jo du kan. Vi kan. Vi finder hinaden der inde... ikke?" Hun tørrede øjnene og nikkede. "Hvad hvis jeg dør?" Sagde hun svagt. "Det gør du heller ikke" Sagde jeg og prøvede at smile. "Du har altid været stærkere og hurtigere end mig. Du bliver altid valgt først når der skal laves hold til fodbold." Sagde hun mildt. "Du er klogere end mig og sikkert mere snedig" Sagde jeg opmuntrende, selvom alt så sort ud. Vi holdte længe om hinanden omgivet af græd og hulken.

Jeg holdte hende indtil mig for at kvæle hendes gråd. "Så så, skat, det skal nok gå!" Trøstede jeg. "Nee..ij.. Jaden var den eneste." Sagde hun hulkende. Jeg sukkede. "Der er masser af andre fisk i havet. Hvad med Damon og David? To gange lækkerhed, en til os hver!" Sagde jeg for at få stemningen i vejret. "Neeeej..." Græd hun. "Det er ikke din skyld skat. Den player burde få nogle tæsk." Hun smilte som kun Elisabeth kunne smile. "Jaaa..." Sagde hun og tørrede sine øjne. "Det er på tide at komme videre i livet." Vi omfavnede hinanden og det mindenede os på at vi altid ville være der for hinanden.

Soldaterne skilte os fra hinanden. Jeg skreg og prøvede at vride mig løs af hans greb. "Find mig!" nåede jeg at råbe. Soldaten bar mig længe, og omsider nåede han hen til hans mål. En lille dør i labyrinten. Han åbnede den, og smed mig derind. Før jeg overhovedet landenede på det hårde gulv, var døren bag mig lukket og låst. Jeg rejste mig, og da gik det op for mig at jeg var i et lille rum, kun bestående af et lille bord. På bordet lå der en taske. Jeg gik derover og åbnede den forsigtigt. Der var lidt nøder, nogle kiks, tørrede frugter og lidt tørret kød. Desuden var der syv flasker med vand. Jeg gravede mig længere ned i tasken, og fandt nogle bind. Det var det ham den syge mand mente med "ekstra tilbehør". Jeg havde det ikke engang endnu. De fleste andre havde det, og kaldte mig "baby" fordi jeg ikke havde. Jeg lukkede tasken og smed den bag skulderen, da det gik op for mig at der lå noget nede under. Et fint lille træsværd. Det gik hurtigt op for mig, at det var mit våben. Jeg bandede og trampede. En billet døden. Jeg betragtede kort rummet. Der var en dør i den modatte ende med et ur over, hvor der stod 6:48...6:47...6:46... Det gik pludselig op for mig, at det tælte ned til at døren skulle åbne. Jeg gispede, og gik i panik. Den dør måtte bare ikke åbne! Jeg satte mig på det lille bord, og begravede hovedet i hænderne. Jeg hulkede svagt. -Nej.. Tænkte jeg. -Det nytter intet at græde. Jeg kiggede på uret igen. 4:34...4:33...4:32... Var de andre også lukket inde i de her rum? Sikkert. Jeg forstillede mig hvilke død farlige våben de havde. Knive og lignende. Og jeg- jeg havde et træsværd. Det lignede det jeg havde givet min lillebror til hans fødselsdag. Åh nej... Min familie. Hvad ville de ikke tænke? Vidste de jeg var der? Tankerne fløj rundt i hovedet på mig, da det gik op for mig at jeg nok skulle begynde at tænke på tiden igen. 2:19...2:18...2:17... 2 minutter til min stensikre død. Jeg levede højest en uge endnu. Da tanken strejfede mig, rystede jeg. Jeg måtte finde Elisabeth... Finde Elisabeth, og overleve sammen med hende. Nej... kun en kunne overleve. Så måtte det blive hende. Jeg måtte beskytte hende med mit liv. Stakkels, skrøbelige Elisabeth, som aldrig kunne gøre en flue fortræd. Hvordan kunne man dømme en som hende til døden? Kun mennesker uden hjerte. Min krop sitrede da en alarm gik igang og refleks kiggede jeg på uret. 00:20...00:19...00:18... Adranalinen pumpede i mit blod, og mit hjerte sprang et slag over. 00:15...00:14...00:13... Det føltes som om at den tælt ned til min død, hvilket den sikkert også gjorde. 00:10...00:09...00:08...00:07...00:06...00:05...00:04...00:03...00:02... Jeg holdte været  forberedt på det værste. Så lød en kæmpe hylelyd, og døren åbnede. Jeg overvejede at blive i det lille rum, men så kom jeg i tanke om Elisabeth. Jeg måtte finde hende. Jeg løb ud af rummet, og lige efter lukkede døren. No way back... Underlaget var jord, mens væggene i labyrinten var af mursten og sikkert flere meter høje. Jeg sank en klump, og kiggede på det store honogram ur der lyste himlen op. Klokken var lidt over 7 om morgenen. Jeg kiggede frem. labyrinten delte sig i 2. Jeg løb mod venstre, hvor labyrinten igen delte sig i to. Jeg drejede til venstre, og endte selvfølgelig i en blindgyde. Typisk mig. Jeg løb til højre istedet for hvor jeg også endte i en blindgyde. Så var der ikke andet at gøre end at tage tilbage til mit startsted og tage mod højre. Vejen drejede længere fremme. jeg løb med hovedet under armen, og da jeg drejede lagde jeg slet ikke mærke til at jeg hamrede ind iSteffanie Bloom, før jeg lå på jorden. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...