The Labyrinth

En normal syvende klasse tager på "udflugt" til en kæmpe labyrint. Hvad de ikke ved er at den næste uge skal de kæmpe til døden, til kun en står tilbage som vinder. De bliver hver udstyrret med en kniv og en overlevelses taske og er derefter klar til at begive sig ind i labyrintens mørke..... Tør du dræbe din bedste ven? OBS. jeg ved, at jeg har taget et par ting fra den japanske film, "battle royal". DONT JUST ME, JUST READ!!!

6Likes
8Kommentarer
842Visninger
AA

4. kunsten: at dø med æra

Jeg åbnede tavs Deans overlevelses taske og tog hendes mad og vand. Det var usmageligt at stjæle fra et lig, ja, men jeg var nød til det. Jeg følte inderst inde at det var det Dean ville have mig til at gøre. Jeg lod hendes våben ligge, og lod min hånd glide over hendes pande. "Farvel smukke" Hviskede jeg. Jeg smed tasken over skulderen og gik videre. Vejen var meget forvirende. Engang imellem kaldte jeg på Elisabeth, og selvfølgelig fik jeg ikke noget svar. Jeg drejede til venstre, i fik et spark i maven.. Der lå hun. Hendes lig. Hun var død. "ELISABETH!" Skreg jeg. Det var hendes smukke, brune hår. Hendes kropsbygning. Hun lå med siden til mig, og lignede en der sov. Jeg kastede mig hen til hende, og vendte hendes lig om. Men det var ikke hende. Det var Miranda Sharlett. Der sad en pil fast i hendes pande, og der sivede stadig frisk blod ud. Morderen var tæt på. Pludselig dukkede Branden Gleem frem fra svinget. I sine arme holdte han en armbrøst. "Jeg skal vinde det her!" Sagde han. Hans underlæbe vibrerede, og hans briller sad skævt. Han svedede som et svin. Branden var en overvægtig dreng, der brugte briller og ikke var særlig høj. Han blev mobbet af de andre drenge, og han var den sidste i klassen pigerne ville komme sammen med. Nu sigtede han på mig, med sit dødbringende våben. "Undskyld" Sagde han og skød. Pilen bordede sig ind i mit venstre lår. Jeg skreg af smerte, og tog mig til benet. Da det gik op for Branden at jeg ikke var død stak han af. Jeg humpede efter ham, med min økse hævet. Jeg nåede forbi svinget hvor Branden lige havde løbet forbi. Så hørte jeg det. Hans skrig. Foran ham stod Julia Black, og i en let bevægelse skar hun strubben over på ham med hendes køkken kniv. Hun smilte, og kiggede på mig. Jeg vidste at Julia sikkert ville hævne sig på mig. "Se nu ikke alt for nervøs ud. Der er ingen der vil savne den taber" sagde hun og kiggede skævt på Brandens lig. Hun gik stille over mod mig. "Jeg kunne dræbe dig nu og her. Det ville spare mig en masse" Sagde hun og grinte ondt. -"Men jeg vil heller lade dig lide. Klokken er 3. Når klokken bliver 12, vil de igen give et overblik over de døde. Jeg vil gerne se dit fjæs når Elisabeth Torre's navn dukker op" Sagde hun og kiggede skævt på mig. I starten forstod jeg ikke hvad hun mente. Så gik det op for mig. "Har du... Dræbt hende?" Sagde jeg stille. Hun svarede mig ikke. Istedet grinte hun, og roede lidt i hendes taske. Hun tog en lille skindende genstand frem, og kastede den over til mig. Jeg samlede den op uden at fjerne blikket fra hende. Det var en lille guldhalskæde med et hjerte vedhæng. Ligesom den Elisabeth havde. Jeg knugede hånden om den. Jeg var vred. Jeg humpede hen mod Julia med min økse hævet. "DØ dit svin!" Skreg jeg, og huggede ud i luften. Julia undgik nemt og grinte. "Er det alt hvad du kan?" Sagde hun spydigt. Jeg blev ved med at slå ud efter hende men med ingen effekt. Til sidst smilte hun skævt. "Det var hyggeligt, men jeg er træt. Vi kan måske lege igen i morgen?" Sagde hun og vinkede. Det næste øjeblik var hun væk, men jeg kunne stadig høre hendes grin. Jeg humpede efter hende, så godt jeg nu kunne med mit dårlige ben. Til sidst opgav jeg, og satte mig på den kolde jord. Hun var væk. Det sammme var Elisabeth. Alt det jeg kæmpede for var væk. Jeg holdte halskæden ind til mig, og rullede om på siden. Jeg kiggede kort op på himlen. Klokken var 4. "det eneste der betyder noget nu er at vinde" Tænkte jeg før jeg lukkede mine øjne.

Min far sidder urokkelig i den brune læderstol. Min mor laver mad. Jennifer sidder ved sin computer. Niall leger med sin bil. Alt virker normalt. Bortset fra at daglig dagens larm er afstattet af en tung stilhed. Tv'et er tændt, men lyden er skruet ned på 0. Min far kigger tomt på skærmen. Lyden af stegepanden ude fra køkkenet er der, men der er ikke den sædvanlige sang fra min mor. Jennifer er på facebook, Men skriver ikke uafbrudt. Istedet kigger hun bare på skærmen. Niall leger med sin legetøjs bil på gulvet. Men de små brummelyde han plejer af lave er afstatet af tavsheden. Min far ser et program om en labyrint. Der er nogen inde i den. De løber rundt med dødfarlige våben, og forsøger at slå hinanden ihjel...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...