The Labyrinth

En normal syvende klasse tager på "udflugt" til en kæmpe labyrint. Hvad de ikke ved er at den næste uge skal de kæmpe til døden, til kun en står tilbage som vinder. De bliver hver udstyrret med en kniv og en overlevelses taske og er derefter klar til at begive sig ind i labyrintens mørke..... Tør du dræbe din bedste ven? OBS. jeg ved, at jeg har taget et par ting fra den japanske film, "battle royal". DONT JUST ME, JUST READ!!!

6Likes
8Kommentarer
840Visninger
AA

5. Den tabte drøm

Jeg vågnede med et sæt. Jeg sad atter i labyrinten. Klokken var lidt over 6. 2 timers lorte søvn. Vidunderligt. Jeg mærkede en kold genstand i min ene hånd, og kom i tanke om halskæden. Elisabeth var væk. Død. Rasende kom jeg på benene igen, og mærkede den sviende smerte fra såret på mit ben. Jeg begyndte at halte videre. Måske var mit mareridt ikke et mareridt, men en åbenbaring? Nej, jeg lød som en gal spåkone. Men jeg ville vende hjem. Jeg var ligeglad med alle de andre nu. Jeg drejede om hjørnet og fik øje på en grædende skikkelse, bøjet ned over en blodig person. Det gav mig et sæt da det kig op for mig at det var Chris Wood der græd. Han var blevet skudt i foden før at 'spillet' gik igang. I hans hånd holdte han en hammer. Han kiggede op. "Kira..." Sagde han svagt. Jeg gispede da jeg så at den blodig skikkelse var Miley Simpsons. Chris kæreste. Hun havde en Golfkøle i sin blodige hånd. "Hvad er der sket..." Stammede jeg. Han skar tænder. "Jeg fandt hende her. Hun  var stadig i live da jeg kom" Han holdte en pause. "Jeg spurgte hende hvad der var sket, og med nød og næppe sagde hun... 'Julia'" Han lignede en der kunne slå nogen ihjel af raseri. Bare denne 'nogen' ikke blev mig. "Det gør mig ondt. Julia har også dræbt min bedste veninde" Jeg kiggede ned. Hvad havde jeg gang i? Jeg burde dræbe ham. Han var bare en forhindring i at jeg vandt. Og nu stod jeg her og snakkede med ham. "Jeg slår hende ihjel" Sagde han til sidst. "Ikke hvis jeg gør det først" Sagde jeg med et skævt smil. Et øjebliks stilhed. "Har du dræbt nogen?" Spurgte han. "Nej... Men jeg har set mange dø indtil videre" Sagde jeg og tænkte på Steffanie, Dean, Miranda, Branden og nu også Miley. Han kiggede på mit sår. "Hvad er der sket?" Sagde han og lød næsten normal. "Branden skød mig med hans armbryst kort tid før Julia dræbte ham" Jeg undersøgte ham med øjnene. Han så ikke ud til være kommer til skade. Så rejste han sig og gik over mod mig. "Du er ok. Jeg har aldrig rigtigt lagt mærke til dig. Undskyld" Sagde han og tørrede øjnene. Han forsatte over mod mig, og var tilsyneladende også ligeglad med at jeg havde en økse i hånden. Han rækte armen frem. "Aliance? Til Julia er død?" Sagde han og forsøgte at smile. "Ja..." Sagde jeg og tog imod hans hånd. Vi forlod hurtigt Mileys lig. Vi gik lidt tid før vi besluttede os for at tage en pause. "Må jeg kigge på dit sår? Min far er læge." Jeg sagde ikke noget, og trak lidt op i mine bukser. Blodigt var størknet, men såret var stadig grimt. Han rev en strimel af hans hvide T-shirt. Han tog lidt af hans vand og hældte det ud på mit sår. Det gjorde nas, og jeg bed mig i tungen. Så viklede han strimlen rundt om mit ben. Jeg var virkelig glad for at have mødt ham. Han kiggede op på mig, og jeg kiggede ind i hans perfekte brune øjne. Hvorfor havde jeg ikke set ham før? Han var skide lækker, skide sød og skide perfekt! Ikke bare Damen og David perfekt. Robert pattinson gange 10.000 perfekt. Og nu sad jeg dder i en labyrint hvor jeg skulle kæmpe for døden og blev forelsket i ham? Jeg havde ikke lagt mærke til at vi rykkede tættere på hinanden. Nej hvor var jeg dum! Jeg var virkelig tæt på ham nu. Jeg trak vejret langsomt. Vores læber mødtes, og en flamme eksploderede inde i mig. Men kun et kort øjeblik for så trak han sig tilbage. Måske var han flov over det, fordi det var så kort tid siden, det med Miley. Jeg sukkede dybt.

Klokken blev ni, og det var virkeligt koldt. Vi sad overfor hinanden og ingen af os sagde noget. Han så jeg frøs, og kravlede over til mig. jeg trykkede lagde mit hoved indtil ham,og følte en tryghed jeg aldrig havde følt før. Så kyssede han mig blidt på panden. "Sov bare" Sagde han med et skævt smil. Jeg kunne være hos ham forevigt. Eller indtil min meget nære død.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...