Someone like you.

I Heard that you, settled down That you, found a girl and you´re married now. And i´ve heard that you´r dreams came true. Guess she gave you things i didn´t give to you. Never mind, I´ll find someone like you, i wish nothing but the best, for you, too. Dont forget me, i begge i remember you said: Sometimes it lasts in love, but sometimes it hurts instead!

30Likes
65Kommentarer
1196Visninger

1. Kapitel

Han lænede sig over bordet. Sommerfuglene snurrede rundt i min mave, da hans læber mødte mine.

Verden eksploderede i lykke. Jeg havde aldrig troet på at man havde en soulmate, en "The one" Men nu, lige her, med Jack, var jeg helt sikker. Mit hjerte bankede som om det var på kanten til at briste.

Da vores læber endelig skiltes, sendte han mig et smil. Et af de der dovne, sexede smil, der sætter hele ens krop i kog. Han var lige min type. Engang var jeg til nørder, rødhårede, splejsede drenge med briller. Egentligt utroligt at man kan ændre sig så meget. Jack er det stik modsatte. Jack og jeg havde været bedste venner som børn, vi var som to dråber vand, men aldrig havde jeg drømt om at forelske mig i ham. Han var en rigtig sej type: Han havde hentet mig på sin motorcykel, en god start! Jeg havde siddet der, med armene fastklemt om hans muskuløse mave, mens han susede igennem byen. Forstå mig ret, Jack var rå og cool, men samtidig følsom, betænksom og kærlig. Enhver kvindes drøm, eller i hvert fald min. Så det, at jeg sad der var fantastisk. Jeg altid tænkt, at jeg ville blive en af de kvinder, der fokuserede på karrieren, og hverken fik børn eller mand. Men når jeg var sammen med Jack, var det alt jeg ønskede. Hans kærlighed, betød alt for mig. Pladder romantisk jeg ved det, men alligevel.

Hans perfekte stemme rev mig ud af mine drømme. Han havde ikke en af de der skideirriterende stemmer, hans stemme er i perfekt harmoni, noget jeg ved noget om! Jeg havde engang en kæreste: Lægestuderene , egentlig meget lækker, og meget sød. Men hans stemme! Den var bare skinger og høj.. Den passede slet ikke til ham. Det viste sig så også, at han var en totalt overbeskyttene type, og jeg blev nødt til at droppe ham. 

Endnu engang blev jeg revet ud af mine drømme. Jack lo. Jeg kunne ikke lade være med at rødme, jeg var så væk i ham, at jeg ikke engang kunne høre hvad han sagde.

Vi forlod restauranten leende og hånd i hånd. Han kyssede mig farvel på dørtrinet, som i mine yndlings film. Han pressede bestemt ikke på, gav mig god tid og det hele! Min veninde spåede forholdet til højest at vare en uge, men blev overrasket. Min hengivenhed og kærlighed voksede for hver gang vi sås, men det viste sig desværre at det modsatte var tilfældet med Jack. Det havde dog varet et halvt år, og resten af det halve år, brugte jeg på at stortude i min seng. Klassisk, jeg ved hvad i tænker. Men i kender ham ikke!

 

fem år senere.

 

Arh! Sikke en skøn dag! Jeg tør vædde med at der er mindst 28 grader udenfor. Haha. 28 grader, den 28. Juli. Jeg gik ind i mit nye, moderne køkken. Køleskabet blev netop fyldt igår. Efter Jack, havde jeg ligesom følt en trang til at forandre alt. Alt mindede mig pludselig om ham. Ved mindet svandt lidt af min glæde ind. Efter året med stortuderiet, havde min veninde, Jeanette, rent ud sagt at hun syntes at jeg skulle tage mig sammen og holde op med det klynkeri. Derfor er jeg blevet god til at skjule mine følelser.

Jeg små-nynnede mens jeg fandt bær i fryseren, og mælk i køleskabet. Så manglede der bare noget solsikkeolie, og to teskeer med proteinpulver. Blenderen larmede godt da Jeanette kom ind med en avis under armen. Hun klaskede den på bordet.

"Hvad siger du?! Sikke dog noget sjusk!" Jeg rystede på bebrejdende på hovedet. Jeanette var avis redaktør, chef faktisk, og derfor elskede hun at kritisere den førende konkurrent.

"Ja da, et stort rod" Min stemme var munter, og fik hende til at se op

"Der er da i hvert fald ikke nogen der har tisset på din sukkermad!" Jeg kunne ikke lade være med at le, jeg slog armene om hende.

Vi lå og solede os med vores smoothies, og sladrede løs. Jeanette smilede undskyldene, da hun rejste sig for at gå på toilettet. Jeg brugte tiden på at læse den avis hun havde haft med. Jeg sad stadig og smilede over Jeanette og hendes klager, da mine øjne pludselig faldt på indlæggene med bryllupper og fødselsdage. Jeg sad bare og stirrede. Det kan ikke passe! Hun er da grim. Tårerne pressede sig på, og så endda så "kort" efter vores brud! Okay, jeg var måske en smule melodramatisk.. Da Jeanette kom tilbage stoppede hun op da hun så mig. Jeg gætter på at jeg har haft en afskyelig grimasse, for Jeanette er ikke så let at slå ud.

"Hvad er der galt?" Spurgte hun. Jeg kunne ikke sige noget, kunne ikke. Hendes blik faldt på avisen, og så på mig igen. "Du har set det, ikke?" Endelig fik jeg talens brug igen

"Så du vidste det?! Hele tiden, mens vi har spøgt og leet, har du vidst at Jack skulle giftes!" Jeg råbte det ud. Mit hjerte, der endnu ikke var helet endnu, blev igen flået op, denne gang bare en million gange så slemt. Hvis det da overhovedet er muligt, uden at dø.

Sort på hvidt stod der: Tillykke Jack og Helen, med bryllupsdagen d. 18 juli. 18. Juli... 18 JULI. Fuck! Det kan godt være at det er fem år siden, og at vi var unge og naive. Men jeg elsker ham virkelig stadig. Men der var stadig tid, jeg skulle nok vinde ham tilbage. Jeanette var væk, jeg havde med en uhyggelig, kold stemme smidt hende ud af mit hus.

Der stod ikke nogen adresse på avisen, men den skulle jeg nok få fat på. Efter nogle opkald, fik jeg fat på Tom, Jacks bedste ven. Han lød glad da han hørte at det var mig.

"Adele! Hvordan går det? Har du hørt de gode nyheder?" Spurgte han, da han hørte at det var mig. Jeg måtte kæmpe for at lyde lige så optimistisk som ham

"Hej Tom. Det går godt, jeg har mødt en mand, en dejlig mand, en dejlig, smuk mand." Jeg var så dårlig til at lyve.

"Hvad for en nyhed? Og hvordan går det med dig?" Her kommer det, jeg ved det! Han fortæller mig om denne Helen.

"Det går, det går. Jack skal giftes med min kusine.".....shit....

"Hvor skønt! Godt at han også har fundet en han elsker." Jeg mente det jo sådan set, men GUD, hvor ville jeg ønske at det var mig.

"Ja, du skulle se dem sammen, de funkler." Han vidste ikke hvordan han stampede oven på mig, men jeg var også nødt til at vide mere.

"Hvor sødt, hvordan mødtes de?" Jeg syntes selv at jeg lød mistænksom. Tom, du er så dejlig naiv.

"De mødtes til en fest hos mig, første gang faktisk kort før jeres brud." Hvad?

"Så gik der omkring to år, før de fandt sammen, og bosatte sig. Jack er så heldig! Hans drømme er rigtig gået i opfyldelse" Jeg kunne ikke vinde ham tilbage alligevel. Jeg gættede på at hun giver det til ham, jeg ikke kunne give. Hun er sikkert bedre for ham.

"Jeg vil så gerne lykønske dem. Har du ikke deres adresse?" Endelig fik jeg det frem. 

***

Vinden blæste i mit hår, mens jeg kørte i min lækre, gule capriolet. Mod Adressen, mod Jack.

Bilen holdt foran et stort hvidt hus, egentligt mindede det lidt om mit. Vi minder så meget om hinanden. Måske var det det jeg så godt kunne lide ved ham? Jeg vidste hvad han kunne lide, og ikke lide, så det var ligesom at finde gaver til sig selv. Det var nok også det der havde fået ham til at bryde, Jack trængte til udfordring, og det kunne jeg ikke give ham. Jeg kunne ikke ændre mig. Måske skulle jeg bare lade dem være?

Jeg kunne ikke lade være. Jeg var på vej mod husets store, sorte hoveddør. Jeg har ikke tænkt mig at prøve at vinde ham tilbage. Jeg vil vente på ham, til mine dages ende. Men jeg må indrømme, at jeg håber lidt på, at når han ser mit ansigt, mindes alle de gode stunder, vi har haft sammen. Jeg vil bare huske ham på at for mig, er det ikke ovre. Aldrig ovre! Jeg havde dårlig samvittighed over bare at komme der, ud af det blå, men jeg kunne virkelig ikke lade være!

Jeg kunne ligeså godt vente, jeg finder alligevel aldrig, nogen som ham. Jeg ønsker ikke andet end godt for ham, så hvis han beder mig om at gå.. Så vil jeg selvfølgelig gøre det. Jeg bankede på, og ventede. Da der blev åbnet, stivnede verdens smukkeste mand i døren.

"Adele." Han rømmede sig. Hvorfor var han genert? Måske var vi alligevel ikke så ens? Jeg var i hvert fald ikke ligesom ham, hvis han bare havde tænkt sig at gemme sig for mig, og undgå lyset.

"Kom ind" Jeg fulgte efter ham, og han bad mig om at sætte mig.

"Helen er ude" Det, at høre ham sige hendes navn, fik ligesom det hele til at blive til virkelighed, og jeg brød ud i gråd.

"Er det...det... Du må aldrig glemme mig!" Ved de ord satte han sig tungt ned ved siden af mig

"Adele... Nogle gange, og da jeg lige havde åbnet mine øjne op for dig, troede jeg at det var en af de gange, holder kærligheden ved.. Men andre gange" han holdt en pause "Gør det i stedet ondt, og man bliver såret. Jeg har aldrig ønsket at såre dig. I starten elskede jeg dig virkelig." Jeg snøftede, det var mærkeligt nok lige hvad jeg havde brug for at høre. Jeg smilede sørgmodigt.

"Du ved, tiden flyver. det føles som om at det var igår at vi havde den bedste tid. Vi blev opfostret i en sommerbrise. Vi var så lykkelige, bedste venner, uadskillelige. Jeg blev derfor overrasket, da jeg pludselig forelskede mig i dig. Jeg hader virkelig at uden videre dukke op af det blå, men jeg kan ikke gøre for det. Jeg havde virkelig håbet på at du ville se mig, og blive mindet om at det for mig, ikke er ovre endnu. Selvom, at jeg aldrig finder en som dig, ønsker jeg, dig alt godt. Jeg håber virkelig, at du aldrig glemmer mig, for jeg vil aldrig glemme dig" Med de ord kyssede jeg ham, og forlod ham, hans hus, og hans nye liv.

Intet kan sammenlignes med den følelse. Ingen bekymringer eller forpligtelser, fortrydelser eller fejl, for de er skabt af minder, og jeg tænker ikke tilbage. For jeg har hørt at de er lykkelige, og har tre børn. Hvem ville kunne have gættet hvor bitter-sødt, det ville smage.

Nu er jeg ligeglad med at jeg aldrig finder en som ham, jeg er lykkelig fordi han er lykkelig. Jeg bad ham om ikke at glemme mig, og det har han ikke gjort. Hvert år får jeg et julekort, fra ham og hans børn. Nogle gange holder kærligheden ved, men andre gange gør det ondt istedet. Nogle gange har man et lykkeligt ægteskab, men andre gange falmer kærligheden.  

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...