Ice Skating - One Direction

Den 17 årige Lexie, var populær, var vellidt iblandt vennerne, havde en god kæreste, havde en lys fremtid. Hun var nemlig, en meget talentfuld kunstskøjteløber. Men så én dag, så falder hun, og slår sit hovedet. Lexie bliver blind. Lexie har ikke stået på skøjter, i et halvt år. Hun går ikke i skole mere. Hun har mistet sit liv. Sin livsglæde. Hendes far, og hendes onkel Simon, tvinger Lexie til at bo, hos de livsglade, optimiske og søde drenge, fra One Direction. Vil hun få følelser for ham den søde dreng, ham med de flotte krøller? Vil hun komme ud på isen igen? Vil hun konkurrere igen? Vil drengene, hjælpe hende med at få livsglæden tilbage?

30Likes
37Kommentarer
4235Visninger
AA

11. What?

Lexie

_______________________________________

''Så det du siger er, at jeg måske vil se igen?'' Spurgte jeg ham irriteret. Det var præcis den samme læge, som fortalte mig for 6 måneder siden, at jeg aldrig vil kunne se igen. 

''Ja, der er stor sandsyndlighed for det.'' Svarede han.

''Stor sandsyndlighed for det? Og det ville ikke have været rart, at få afvide får 6 måneder siden.'' Sagde jeg surt. Lægen mumlede et eller andet. Det var vidst det. Harry tog mig i hånden igen, og vi gik ud af rummet, ud på gaden, og videre. Der var nogle minutter, hvor vi ikke rigtig sagde noget.

''Tænk at du vil komme til at se igen.'' Sagde Harry pludselig.

''Der er kun måske.'' Sagde jeg. Han grinte kort.

''Stor sandsyndlighed Lex! Det er et 7/10. Det er jeg sikker på.'' Sagde han helt glad. Bare det, at han sagde det, gjorde mig glad.

''Hvor er vi enelig på vej hen?'' Spurgte jeg. Og lyden besvarede mit spørgsmål. En masse grin, og når skøjterne gled henad isen. Jeg smilede endnu mere. Han fandt mine skøjter frem, og gav dem til mig. Jeg tog dem hurtigt på, det føltes helt vidunderligt. Jeg trådte med selvsikre skridt ud på isen.

''Kommer du?'' Spurgte jeg ham.

''Nej, jeg kan bedre lide, at se dig skøjte rundt.'' Svarede han.

''Øhm, der er ikke nogen vel?'' Spurgte jeg ham. Han grinede.

''Nej, du er helt alene.'' Svarede han. Jeg smilede, og skøjtede lidt rundt, og en tilfældig tanke strejfede mig. Hvordan ville det gå, hvis jeg lavede en trible? Jeg skubbede den hurtigt væk igen. Jeg tog et stort sving, også trådte jeg til, hele min krop spændtes, da jeg hoppede igennem luften, og da jeg landede helt perfekt på isen igen. Jeg drejede rundt, og lavede en til. Jeg kørte baglæns nu, og hoppede op helt elegant.

''Lex, jeg har en du skal hilse på.'' Råbte Harry til mig. Hvem var det? Jeg kørte hen mod hans stemme, og stoppede op.

''Hej Lexie.'' Sagde en velkendt kvinde stemme. Det kunne ikke passe?

''Lea?'' Spurgte jeg, hun grinte. Min gamle skøjtelærer stod lige der. Sådan lige ved siden af Harry.

''Jeg kan se, at du stadigvæk er god på isen.'' Sagde hun. Jeg rødmede, for der kom straks en varme i mine kinder. ''Jeg har et tilbud til dig.''

''Et tilbud?'' Spurgte jeg.

''Du kan få noget aftentræning, også kan vi se, om du kan komme med til nationals, om nogle måneder. Hvis det lyder godt?'' Spurgte hun. Drømmer jeg? Sådan seriøst? Niv mig!

''Øhm, ja selvfølgelig!'' Svarede jeg straks, jeg smilede.

''Så ses vi imorgen, jeg har givet Harry her alting.'' Sagde hun, jeg nikkede. Hun sagde farvel.

''Harry, kom lige.'' Sagde jeg, jeg rakte ud i luften, og kunne hurtigt mærke hans hånd. Jeg tog den i min, og gav ham et kram. Jeg lagde mit hoved opad hans bryst, han lagde hans hoved, ovenpå mit hoved.

''Mange tak.'' Hviskede jeg.

''Det betyder meget for dig Lex, og du skal blive ved med det.'' Hviskede han, sådan stod vi lidt, da vi begge to trak os væk. Jeg kørte ud på isen igen, og lavede en double igen, da tanken igen slog ind i mit hoved. Da jeg lavede den trible dengang, var jeg ikke helt fokuseret. Men det er jeg jo nu, hvad nu hvis det lykkedes? Jeg måtte prøve. Jeg kørte rundt i et stort sving, jeg havde meget fart på, jeg spændte i kroppen og hoppede op.

Harry

_______________________________________

Bare det, at se Lex så glad, da hendes skøjtelærer spurgte hende, gjorde mig glad. Hun smilede over hele ansigtet, hun var helt klart kønnest når hun smilede. Jeg sad, og betragtede hende, hendes blonde hår, som fløj igennem vinden, som ingenting, hendes smil, når hun gjorde noget godt. Hendes øjne, og hendes mund. Hun havde lige hoppet op i luften, og lavet en double, eller hvad de nu hedder. Nu skøjtede hun bare lidt frem og tilbage, hun tænkte over et eller andet, pludselig ændrede hendes ansigtsudtryk sig, til bestemt, til målrettet. Hun tog et stort sving, hun havde meget fart på, hun skød henad isen, pludselig hoppede hun op i luften, hun nåede vidst kun at dreje rundt 2 gange, da hun ramte isen hårdt. Hun gled lidt væk, og lå bare stille. Alt luften blev revet ud af mig. Jeg rejste mig op, det gjorde hun ikke. Jeg løb henover isen.

''Lex!'' Råbte jeg. Hun svarede ikke, jeg nåede hurtigt hen til hende, jeg smed mig ned til hende, og drejede hendes ansigt. Hun havde fået en flænge udaf panden, det blødte.

''Lex.'' Hviskede jeg, imens jeg rystede hende blidt frem og tilbage. Hun slog øjnene op, og mumlede noget. ''Er du okay?''

''Haz?'' Mumlede hun.

''Jeg er lige her. Hvad lavede du?'' Spurgte jeg hende, hun kiggede væk. Og der slog tanken ned i mig, hun prøvede at lave det, som gjorde hende blind. ''Nej, det gjorde du ikke Lex.''

''Undskyld Harry, jeg ved ikke hvad jeg tænkte på.'' Mumlede hun. Jeg hjalp hende op at sidde, så stirrede jeg ind i hendes øjne.

''Du gjorde mig virkelig bange Lex.'' Mumlede jeg, mest for mig selv. Men hun hørte det godt.

''Undskyld Harry.'' Mumlede hun igen. Jeg fjernede nogle hår fra hendes ansigt væk. Jeg lænede mig lidt tættere på hendes ansigt, hun kunne mærke varmen fra mig, og hendes ansigt kom også langsomt tættere på mit. Vores læber rørte næsten ved hinandens, da min mobil ringede. Vi trak os hurtigt væk fra hinanden. Louis den idiot han ringede til mig nu.

''Hvad nu Louis?'' Spurgte jeg.

''Er i snart på vej hjemad?'' Spurgte han.

''Ja, vi går nu.'' Svarede jeg lettere irriteret. Jeg hjalp Lex op at stå, så tog jeg hende i hånden, og vi gik hjemad. Selvfølgelig efter, at hun havde skøjterne af. Jeg fandt en lommeklud frem, og tørrede blodet, fra hendes pande væk. Jeg smilede kort, da jeg tænkte på det, som næsten skete. Var der underligt? Var det underligt, at jeg ønskede, at Louis ikke havde ringet?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...