Ice Skating - One Direction

Den 17 årige Lexie, var populær, var vellidt iblandt vennerne, havde en god kæreste, havde en lys fremtid. Hun var nemlig, en meget talentfuld kunstskøjteløber. Men så én dag, så falder hun, og slår sit hovedet. Lexie bliver blind. Lexie har ikke stået på skøjter, i et halvt år. Hun går ikke i skole mere. Hun har mistet sit liv. Sin livsglæde. Hendes far, og hendes onkel Simon, tvinger Lexie til at bo, hos de livsglade, optimiske og søde drenge, fra One Direction. Vil hun få følelser for ham den søde dreng, ham med de flotte krøller? Vil hun komme ud på isen igen? Vil hun konkurrere igen? Vil drengene, hjælpe hende med at få livsglæden tilbage?

30Likes
37Kommentarer
4234Visninger
AA

1. The beginning.

Lexie

___________________________________________

''Hej skat.'' Sagde Bryan min kæreste, da han kyssede mig på kinden.

''Hej med dig.'' Smilede jeg til ham.

''Så, hvad skal du idag, efter skole?'' Spurgte han. Han kendte allerede godt svaret. Trænning.

''Jeg skal træne.'' Svarede jeg med et smil, jeg gav hurtigt et kram til Stacy, min bedsteveninde.

''Igen? Du træner hele tiden Lex.'' Sagde han. Lex var mit kælenavn.

''Ja, men der er snart national. Det er om 2 uger! Det er altså rigtig vigtigt for mig Bryan.'' Sagde jeg. Jeg trænede kunsteskøjteløb. Det var rigtig vigtig for mig. Jeg havde kæmpet hårdt, i flere år, for at nå så langt, som jeg er idag.  National er det største, her i London. Det er alle mulige skøjteløber fra forskellige byer, som kæmper mod hinanden, for at komme til verdensmesterskab, det er i USA. Det har været min drøm, lige siden jeg var født. Jeg smilede undskyldne til Bryan, men han nikkede bare. Jeg havde gjort ham sur. Fedt.

****

''Kom så Lexie!'' Sagde min træner opmuntrende. Hun havde været min træner, i 10 år nu. Jeg skøjtede ud på isen, og tog tilløb. Jeg kørte rundt i cirkler.

''Trible.'' Sagde min træner kort. Lea. Jeg gjorde som hun sagde. Jeg kørte rundt i en stor bue, også kom jeg i høj fart. Jeg spændede i hele kroppen. Jeg hoppede op i luften, og drejede 3 gange rundt, så landede jeg perfekt på isen igen. Min træner klappede af mig, ligesom resten af menneskerne i skøjtehallen.

''Perfekt Lexie!'' Sagde Lea, jeg sendte hende et stort smil. ''Du kommer til Verdensmesterskaberne, kan jeg godt sige dig!'' Bare det, at hun sagde det. Så troede jeg på hende. Jeg fik en glæde frem.Vi trænede i flere timer. Jeg kom altid sent hjem, om aften. Jeg trænede næsten hverdag, i forskellige timer. Da jeg endelig kom hjem, sad min far, min stedmor og min lillebror Josh, og spiste aftensmad. Min mor døde da jeg var lille, jeg var 5 år. Da jeg blev 6 år, startede jeg til kunstskøjteløb, det var der min far fandt min stedmor. Johanna. Hun var rigtig sød, og senere fik de et barn. De fik søde lille Josh. Han var virkelig en dejlig lillebror, han var ikke kommet i den fase endnu, hvor han begyndte at drille. Så fedt! Jeg satte mig ned og spiste med.

''Gik det godt idag til træning?'' Spurgte Johanna.

''Ja, det gik rigtig godt. Lea er helt sikker på, at jeg kommer med til Verdensmesterskaberne!'' Smilede jeg glad.

''Wow skat! Det er virkelig godt.'' Smilede min far, vi snakkede om vores dage. Josh havde haft det skønt i skole idag, så det var godt.

''Vi havde tænkt på, om vi ikke allesammen skulle tage ud og hygge os iaften, stå lidt på skøjter, få noget varmt kakao.'' Spurgte Johanna.

''Jo! Lad os det.'' Smilede jeg, Josh var enig. Jeg hjalp af bordet, og gik op og skiftede tøj. Jeg hoppede hurtigt i nogle jeans, og en sort bluse. Jeg redte hurtigt mit blonde hår igennem, og lagde lidt mere mascara rundt om mine øjne. Mine blå øjne skinnede igennem. Perfecto.

Vi var hurtigt nede ved skøjtebanen, som lå midt inde i byen. Der var ikke særlig mange mennesker, det var bedst sådan. Jeg hjalp Josh på med hans skøjter, og tog hurtigt mine på. Far gav Josh nogle vanter på, og jeg tog mine på.

''Kom så Lexie, hvis os hvad du kan!'' Sagde Johanna opmuntrende. Josh sendte mig et stort smil, før jeg indtog isen. Jeg skøjtede lidt rundt først, baglæns og forlæns.

''Skal jeg lave en dobble?'' Spurgte jeg Josh, og han nikkede ivrigt. Jeg kørte lige en runde, så tog jeg fart på. Igen spænnede jeg i kroppen, jeg hoppede op, og drejede 2 gange rundt. Jeg landede perfekt på den solide is. Josh klappede ivrigt i sine hænder. Jeg kiggede hen på min far, han talte i telefon. Han smilede undskyldne.

''Det er onkel Simon.'' Sagde Johanna. Jeg havde endelig aldrig kaldt hende for mor. Altid Johanna. Hun var en mor for mig, men jeg kunne bare ikke sige ordet.

''Hej onkel Simon!'' Sagde jeg højt.

''Han siger hej Lex!'' Sagde far, jeg himlede med øjnene, selvfølgelig gjorde han det.

''Skal jeg lave en trible Josh?'' Spurgte jeg Josh. Hans øjne blev store, han vidste godt det var svært.

''Kan du virkelig det?'' Spurgte Johanna.

''Ja! Jeg har kunne det i et par uger.'' Smilede jeg. Hun så lidt bekymret ud. Jeg kørte ud på isen igen, jeg tog hurtigt fart på. Spænnede i kroppen, da jeg hoppede op i luften, ramte min ene skøjte den anden, jeg nåede ikke langt over isen, jeg nåede kun en halv omgang, jeg rammede ned i isen. Mit hoved ramte hårdt ned i isen. Jeg gled lidt længere. Alt blev pludselig flimret. Det blev langsomt sort. Jeg hørte nogle råbe mit navn. Pludselig var der en som tog fat i min arm, jeg tog den hurtigt væk. Hvorfor var lyset blevet slukket?

''Lexie, det er mig.'' Sagde min far. Hvad? Hvor var han?

''Far?'' Spurgte jeg. Han tog fat i min arm igen. Jeg kiggede forvirret rundt, det hele var mørkt.

''Hvad er det Lexie?'' Spurgte Johanna pludselig. Jeg kiggede forvirret over hvor stemmen kom fra. Det var også mørkt.

''Hvem har slukket for lyset?'' Spurgte jeg.

''Det er ikke blevet slukket Lex.'' Svarede Johanna. Det var ikke blevet slukket? Hvorfor var det så så mørkt?

''Jeg kan ikke se.''

****

''Hvad er der galt med hende doktor?'' Spurgte min far, jeg sad lige ved siden af ham.

''Da Lexie faldt, ramte hendes hoved isen. Noget inde i hendes hjerne, er gået i stykker.'' Svarede han.

''Så lav det.'' Sagde jeg kort.

''Det kan ikke laves Lexie.'' Sagde doktoren.

''Så jeg er blind?Jeg kan ikke være blind!'' Sagde jeg hidsigt. Tårene begyndte at komme frem.

''Vi har nogle skole her i området, som kan hjælpe dig.'' Sagde doktoren igen.

''Jeg skal ikke gå på nogen skole, med nogle freaks!'' Hvæsede jeg. Jeg knugede hårdt min fars arm.

''Hvor længe vil Lexie være blind?'' Spurgte Johanna.

''Sandsyndelig for evigt.'' Svarede han. Jeg sank en stor klump, jeg skulle være blind. Være blind for evigt. Min far hjalp mig op, han førte mig igennem, hele hospitalet, og ud til vores store bil. Jeg satte mig ind på bagsædet, sammen med Josh. Jeg famlede efter sikkerhedsselen. Jeg fandt den endelig, jeg prøvede at finde hullet den skulle ind i. Den drillede. Pludselig mærkede jeg nogle fingre om mine, fingrene hjalp. Joshs fingre.

''Tak.'' Mumlede jeg. Der blev ikke sagt noget, på hele turen hjem. Johanna hjalp mig ind i stuen og sidde.

''Skal vi se noget TV?'' Spurgte Josh. Han tav hurtigt igen, og mumlede undskyld. Det hele var mærkeligt. Jeg rejste mig langsomt op. Jeg gik hen mod døren til gangen, 5 skridt. Min hånd ramte væggen, hele vejen hen mod døren var min hånd på væggen. Jeg kom ud i gangen. 7 skridt hen til trappen. Også 10 trin op. 2 skridt hen, også nåede jeg til mit værelse. Jeg åbnede langsomt døren, og gik ind. Jeg gik hen mod sengen. Pludselig kom der en stor smerte i min fod, jeg var gået ind i et stole ben. Flot Lex. Jeg nåede hen til sengen, jeg smed mig hurtigt i den. Jeg tog puden op for munden, så skreg jeg. Ud med alle mien fustrationer. Langsomt kom tårende frem igen. Mit liv var forbi. Ødelagt. Ligesom mine øjne. Nytteløse. Jeg havde tabt alting. Alting på én dag.

Det var farvel til et normalt liv. Farvel til Bryan som kæreste. Farvel til Stacy som bedsteveninde. Farvel til skøjteløb. Farvel til mit liv.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...