Ice Skating - One Direction

Den 17 årige Lexie, var populær, var vellidt iblandt vennerne, havde en god kæreste, havde en lys fremtid. Hun var nemlig, en meget talentfuld kunstskøjteløber. Men så én dag, så falder hun, og slår sit hovedet. Lexie bliver blind. Lexie har ikke stået på skøjter, i et halvt år. Hun går ikke i skole mere. Hun har mistet sit liv. Sin livsglæde. Hendes far, og hendes onkel Simon, tvinger Lexie til at bo, hos de livsglade, optimiske og søde drenge, fra One Direction. Vil hun få følelser for ham den søde dreng, ham med de flotte krøller? Vil hun komme ud på isen igen? Vil hun konkurrere igen? Vil drengene, hjælpe hende med at få livsglæden tilbage?

30Likes
37Kommentarer
4222Visninger
AA

4. Leaving.

Lexie

______________________________________________________

Jeg blev langsomt anspændt.

''Det er smukt.'' Sagde en hæs  stemme pludselig. Harrys stemme.

''Hvad er smukt?'' Spurgte jeg.

''Stjernerne. De er så skinnende, mod den mørke himmel.'' Svarede hans hæse stemme.

''Ja, det var de. Jeg elskede at ligge herude, og se på stjernerne. Det var så fredfylgt. Jeg havde ingen forpligtelser. Bare slappe af.'' Sagde jeg. Jeg forestillede mig dem, hvordan de skinnede.

''Det er de også nu. Jeg gjorde det også tit, da jeg boede hjemme. Bare ligge og kigge, intet andet.'' Sagde han. ''Det er har jeg ikke gjort i lang tid.''

''Hvis jeg fik mit syn tilbage, så ville jeg kigge på stjernerne tit. Men det kommer jeg ikke til.'' Sagde jeg kort. Jeg havde tit forestillet mig det, at jeg pludselig ville få mit syn tilbage.

''Dem som kan se, ser ikke de smukke ting i folk, eller stjerner. Men dem som ikke kan se, ser der smukke i alting.'' Sagde Harry pludselig. Han havde ret. Fuldstændig ret. ''Tror du virkelig det bliver slem, at bo sammen med os?''

''Jeg ved det ikke. Jeg kender jer jo ikke, eller jeres hjem. Det bliver underligt, jeg skal pludselig bo sammen med nogen, som jeg først har mødt idag.'' Svarede jeg, jeg forestillede mig deres ansigter, men det lykkedes ikke så godt. Den eneste jeg nogenlunde kunne forstille mig, var nok Zayn, hed han, tror jeg? Ham med den lidt udlandske accent, jeg er ret sikker på, at han har sort hår, og sikkert nogle flotte sorte brune øjne. Sikkert også et smil, som er til at dø for. Men de andre, der ville bare ikke kommet et ansigt frem.

''Hvis jeg pludselig skulle bo, sammen med nogle helt fremmede personer, ville jeg nok reager på samme måde som dig. Men vi er slet ikke så slemme. Vi er faktisk nogle ret ok fyre.'' Sagde Harrys hæse stemme. Hans stemme var alligevel smuk.

''Jeg tror bare, at det bliver alt for meget på en gang.'' Sagde jeg, jeg lød bange. Jeg var også bange. Rædselsslagen.

''Jeg skal nok hjælpe dig.'' Sagde Harry. Jeg kiggede på ham nu, eller der hvor stemmen kom fra. Jeg sendte ham et smil. Jeg håber at han så det.

''Tak Harry.'' Sagde jeg.

''Skal vi ikke gå ind til de andre igen?'' Spurgte han pludselig. Jeg nikkede. Jeg håber at han så det, for ellers ville det være lidt mærkeligt. Han tog pludselig fat i min hånd og hjalp mig op. Jeg smilede til ham. Jeg holdte fast i hans hånd, og han førte mig hen til døren, og opaf trapperne, igennem gangen,og hen til døren.

''Tak.'' Hviskede jeg. Han gav min hånd et klem, vi gik ind til de andre, Harry fulgte hen på en plads, ved siden af sig.

''Hvornår tager jeg med jer hjem så?'' Spurgte jeg pludselig.

''Imorgen kl 16.'' Svarede Simon. Jeg hørte Josh gispe.

****

''Johanna?'' Råbte jeg, jeg stod oppe på mit værelse med en taske i hånden. De ville hente mig om 1 time. Johanna kom ind på mit værelse.

''Hvad så skat?'' Spurgte hun.

''Vil du hjælpe mig med at pakke?'' Spurgte jeg hende.

''Selvfølgelig.'' Sagde hun glad. Hun gik hen til skabet, og begyndte at kaste tøj hen på sengen. Hver gang noget tøj ramte sengen, gav det en lille lyd. Efter nogle minutter, kom hun hen til sengen.

''Vil du ikke have short og jeans med?'' Spurgte hun, jeg nikkede, og hun pakkede det ned. ''Undertøj ligger i bunden. Shorts og jeans ligger ovenpå. Så kommer bluser og toppe øverst. Vil du have en varm sweater med?''

''Nej tak.'' Svarede jeg. Det ville sikkert ikke blive koldt? Hmm, måske alligevel. ''Eller jo.''

''Skal du have alle dine hårprodukter med? Din make-up?'' Spurgte hun. Alle mine hårprodukter. Okay, hvad havde jeg? Mere end 10 havde jeg. Jeg nikkede. Hun pakkede det sammen, sammen med min make-up. ''Det ligger øverst sammen med dine toiletsager, og din hårbørste. Skal du have nogle forskellige sko med?''

''Mine converse, og ballarina sko.'' Svarede jeg. Hun gik hen til døren, og tog dem. Jeg kunne hører hvert et skridt hun tog. Hun lagde dem ned i tasken.

''Jeg har også tage dine smukke stilletter med.'' Sagde hun glad. Jeg havde lyst til, at sige at jeg ikke ville få brug for dem. Men jeg gad ikke, at gøre hende ked af det.

''Vil du have dine skøjter med?'' Spurgte Johanna usikkert. Jeg stivnede.

''Nej.'' Svarede jeg kort. Jeg havde ikke rørt mine skøjter i 6 måneder. Lige siden ulykken. Johanna lynede tasken.

''Tak.'' Smilede jeg. Hun gik hen mod døren, hun lukkede den efter sig. Jeg lagde mig langsomt ned i sengen. Jeg ville savne det her. At det var så stille. Det ville det sikkert ikke være hos dem. De ville sikkert råbe, og være helt oppe at køre hele tiden. Døren blev langsomt åbnet, og det lød små skridt, som kom imod mig. Josh kom imod mig. Jeg rykkede mig, så der var plads til ham. Han lagde sig ned, og jeg omfavnede ham. Jeg omfavnede min elskede lillebror.

''Jeg kommer til at savne dig Lex.'' Sagde han pludselig. Han snøftede.

''Jeg kommer også til at savne dig Josh. Men husk, at jeg ringer til dig. Hvis du har brug for mig, så er jeg herinde.'' Sagde jeg. Jeg lagde en hånd på mit bryst, for at vise at hjertet var der. ''Du skal være stærk. Og være helt normal, du skal komme videre.''

''Vil du ikke love mig noget Lex?'' Spurgte han.

''Hvad skal jeg love Josh?'' Spurgte jeg.

''At du har det sjovt. At du prøver at få det sjovt.'' Svarede han. Der voksede et stort smil på mine læber.

''Jeg vil gøre et stort forsøg på, at få det sjovt.'' Smilede jeg.

''Vil du love mig noget nyt?'' Spurgte han.

''Uha, mange løfter jeg skal holde.'' Grinede jeg.

''Vil du ikke prøve, at komme ud og stå på skøjter igen?'' Spurgte han. Jeg holdte vejret.

''Josh, jeg tror ikke jeg kan holde det løfte.'' Svarede jeg.

''Vil du idet mindste ikke prøve?'' Spurgte han.

''Josh, det er hårdt for mig, jeg ved det ikke.'' Svarede jeg. Jeg ville ikke holde det løfte. Aldrig. Vi lå i stilhed i lang tid. Josh nærver gjorde mig tryg. Han var min klippe

''LEXIE, DE ER HER NU!'' Råbte min far, nede fra stuen af. Jeg rejste mig modvilligt op, det samme gjorde Josh.

''Er min taske her?'' Spurgte jeg Josh.

''Nej, den står nede i gangen.'' Svarede han, han tog min hånd, og gik ud af værelset, vi gik ned af trappen sammen.

''Hej Lexie.'' Sagde en stemme. Moden stemme. Liams stemme.

''Hej drenge.'' Sagde jeg.

''Der er kun 2 drenge.'' Hviskede Josh til mig. Slå mig i hovedet, og skyd mig. Pinligt. Jeg fik lidt røde kinder.

''Vi har taget din taske ud i bilen.'' Sagde Liams modne stemme. Jeg nikkede. Pludselig slap Josh min hånd, og løb opad trapperne. Johanna kom hen og krammede mig, det samme gjorde min far. De fulgte mig ud til bilen, jeg stod få meter fra den, da jeg kunne hører Josh komme løbende.

''Jeg har noget til dig Lex!'' Sagde han forpustet, jeg rakte ud efter det, han lagde et stykke papir i min hånd.

''Hvad er det?'' Spurgte jeg nysgerrigt.

''En tegning, af dig og mig sammen. Vi ligger og kigger på stjerner.'' Sagde han. Jeg fik nogle tårer i øjnene, jeg tog ham ind i et langt kram.

''Du må ikke glemme mig Lex.'' Hviskede han til mig.

''Bare rolig, jeg kommer aldrig til at glemme dig supermand.'' Hviskede jeg tilbage, jeg klemte ham en sidste gang. Han fulgte mig hen til bilen, jeg havde regnet med en hel normal bil, men nej nej. Da jeg kom ind i bilen, var der 6 sæder, fortalte Josh mig. Tonede ruder, en stor sort BMW, Josh var misundelig. Jeg vinkede farvel, også blev døren lukket. Farvel mor, Johanna. Og farvel Josh.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...