Ice Skating - One Direction

Den 17 årige Lexie, var populær, var vellidt iblandt vennerne, havde en god kæreste, havde en lys fremtid. Hun var nemlig, en meget talentfuld kunstskøjteløber. Men så én dag, så falder hun, og slår sit hovedet. Lexie bliver blind. Lexie har ikke stået på skøjter, i et halvt år. Hun går ikke i skole mere. Hun har mistet sit liv. Sin livsglæde. Hendes far, og hendes onkel Simon, tvinger Lexie til at bo, hos de livsglade, optimiske og søde drenge, fra One Direction. Vil hun få følelser for ham den søde dreng, ham med de flotte krøller? Vil hun komme ud på isen igen? Vil hun konkurrere igen? Vil drengene, hjælpe hende med at få livsglæden tilbage?

30Likes
37Kommentarer
4236Visninger
AA

7. Help.

Lexie

_______________________________________

''Følg med, og gør ikke modstand.'' Kommanderede en fremmed stemme pludselig. En hård stemme. Mit hjerte stoppede, jeg trak ikke vejret.

''Hvad nu hvis, jeg gør modstand?'' Hviskede jeg. Personen pressede den skarpe ting, hårdere imod min ryg. Jeg gætter på, at må være en kniv. Jeg kunne mærke hans åndedråt mod mit øre. Hans ansigt, var tæt på mig. Der kom en afskyelig kvalme igennem mig.

''Du vil komme til at fortryde det. Der vil ske nogle ting, som du ikke vil kunne lide.'' Hviskede han, der kom en skælven igennem mig. Han kunne mærke det. ''Og måske, vil du se dagslyset igen.'' Pludselig trak han hårdt i min arm, han trak mig afsted. Jeg kunne ikke længere hører nogle mennesker. Jeg var helt lammet. Jeg gjorde modstand.

''Stop mod at gøre modstand kælling!'' Hvæsede han af mig.

''Hjælp! Hjælp mig!'' Skreg jeg. Han trak hårder i mig. Jeg slog ud efter ham, men missede. ''HJÆLP!'' Jeg mærkede noget hårdt mod mit hoved. Et slag. Det gjorde ondt, en slem fysisk smerte. Pludselig pressede han mig om ad en væg, vil jeg tro. Han pressede sine læber mod mine. Det føltes ulækkert. Helt klamt. Jeg prøvede at skubbe ham væk, men han tog hårdere fat i mig. Jeg skreg igen.

''Shh babe. Det er hurtigt overstået.'' Grinede han. Han slikkede mig på halsen. Jeg slog fra mig, men jeg ramte ikke. Jeg begyndte langsomt at græde.

''Please. Vil du ikke nok lade vær?'' Spurgte jeg. Jeg kendte allerede godt svaret.  Han grinede, og kyssede mig igen. Det var en klam følelse. Jeg måtte komme væk. Jeg sparkede ud efter ham, og fandt et ømt punkt. Han trak sig væk fra mig. Det her var min chance. Jeg begyndte at løbe, imens jeg råbte efter hjælp. Mit hjerte hamrede der ud af. Jeg vidste ikke hvor jeg løb hen, men jeg ville bare væk fra ham.

''HJÆLP!'' Skreg jeg. Jeg mærkede pludselig nogle arme omkring mig, og vi faldt ned på jorden.

''HJÆLP!'' Råbte jeg. Han satte sig oven på mig. Jeg skreg engang til, også slog han mig.

''Hold nu kæft forhelvede!'' Hvæsede han af mig. Jeg prøvede at komme fri, men han var for stærk. Jeg græd. ''Shh.'' Han begyndte langsomt at føre sin hånd nedaf mod mine bukser, mit hjerte var ved at dø. Det hamrede så hårdt, at det ville blive til jordskælv snart.

''Please, vil du ikke nok lade vær?'' Spurgte jeg igen, min stemme knækkede over.  Han plantede igen, sine klamme læber mod mine. Han førte hans klamme tunge, ned i min hals. Jeg prøvede at skubbe ham væk igen, han røg pludselig af mig, jeg var overrasket over min pludelige styrke, jeg prøvede at rejse mig op, men han havde et tag i min fod, og hev mig ned igen.

''HJÆLP!'' Skreg jeg igen. ''PLEASE HJÆLP MIG! EN ELLER ANDEN!'' Han hev mig langsomt hen mod ham. Han slog mig igen, og igen.

''Nu lukker du røven blinde pige.'' Hviskede han. Jeg slog ham, og den her gang så ramte jeg. Han satte sig ovenpå mig igen, han lagde sine hænder rundt om min hals, og begyndte at presse til.

''HJÆLP!'' Råbte jeg igen. Da jeg pludselig hørte kaldet, jeg hørte dem.

''LEXIE!'' Råbte en meget velkendt stemme. Harrys vidunderlige stemme.

Harry

____________________________________

''Hvor kan hun være henne?'' Spurgte Louis, han var lige så nervøs som mig. Jeg burde have holdt bedre fat i hende. Vi gik forbi et sted, hvor der skete noget. Pludselig råbte pigen om hjælp.

''HJÆLP!'' Råbte pigen. Lexie råbte om hjælp, de andre hørte det også. Der var en person, som sad oven på Lexie.

''LEXIE!'' Råbte jeg. Jeg begyndte at spurte ned mod dem. Hans hænder var rundt omkring hendes hals. Jeg kastede mig imod ham. Han røg væk fra Lexie, jeg begyndte at slå ham. Igen og igen. Flere gange i streg. Han rulledede os rundt, så det var ham som slog mig nu. Pludselig kom de andre, de begyndte at slå ham også. De hev ham væk. Jeg kastede mig frem mod ham igen, og begyndte at slå ham igen.

''Harry det er nok.'' Sagde Liam.

''Intet er nok, mod det han kunne have gjort!'' Hvæsede jeg. Jeg havde aldrig været så rasende i mit liv før. Jeg slog ham en gang til, før Louis hev mig væk. Personen var helt færdig, han blødte ud af sin næse, og sin læbe.

''Det er nok Harry. Politiet er på vej.'' Sagde Louis. Han kiggede ind i mine rase fyldte øjne. ''Gå hen til hende.'' Jeg kiggede hen på Lexie, som sad med knæene under sig, og trak vejret i hurtige stød. Jeg gik hen og tog armene omkring hende, hun fór sammen.

''Det er mig Lex. Harry.'' Sagde jeg, jeg tog igen armene omkring hende, og hun slappede af. Hun græd lydløst. Hun rystede også. Jeg rokkede hende frem og tilbage. Hun havde fået et stort blåt mærke under sit ene øje. Tænk hvad der kunne have været sket? Tænk hvis, vi ikke havde opdaget det. Det her var frygtelig. Hvorfor forlod jeg hende bare. Hvorfor fandt jeg hende ikke før.

****

Jeg var sammen med Lexie under hele forløbet. Jeg sad med armene omkring hende, da hun fortalte hvad der skete til politiet. Lige nu så sad han i isolation. Simon var rasende, rasende på os, fordi vi ikke passede bedre på hende, men rasende på personen som gjorde det. Hvordan kan man få sig selv til, at gøre sådan noget mod en som er blind. Mod en som er Lexie? Jeg holdte tættere om hende. Efter flere timer på stationen, tog vi endelig hjem. De andre gik i seng. Mig og Lexie blev ved med at sidde inde i stuen.

''Du må godt gå.'' Hviskede Lexie til mig.

''Men, jeg vil blive her med dig.'' Hviskede jeg tilbage. Jeg gav hende et klem.

''Tak Haz.'' Hviskede hun, vi grinede lidt af det sammen. Der var noget med den pige, noget som gjorde mig helt skør. Men jeg vidste ikke hvad, jeg følte noget for hende. Men jeg kan ikke beskrive det. Følelsen kriplede i min mave. Jeg havde ikke oplevet den her følelse før.

 __________________________________

Så kom der mere!

Hvad tror i for en følelse Harry har?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...