Ice Skating - One Direction

Den 17 årige Lexie, var populær, var vellidt iblandt vennerne, havde en god kæreste, havde en lys fremtid. Hun var nemlig, en meget talentfuld kunstskøjteløber. Men så én dag, så falder hun, og slår sit hovedet. Lexie bliver blind. Lexie har ikke stået på skøjter, i et halvt år. Hun går ikke i skole mere. Hun har mistet sit liv. Sin livsglæde. Hendes far, og hendes onkel Simon, tvinger Lexie til at bo, hos de livsglade, optimiske og søde drenge, fra One Direction. Vil hun få følelser for ham den søde dreng, ham med de flotte krøller? Vil hun komme ud på isen igen? Vil hun konkurrere igen? Vil drengene, hjælpe hende med at få livsglæden tilbage?

30Likes
37Kommentarer
4232Visninger
AA

2. 6 months later.

Harry

_____________________________________________

''Drenge! Vær lige lidt stille!'' Sagde Simon Cowell, til de os. Vi var måske lidt højtråbende.

''Er vi der ikke snart Simon?'' Spurgte Niall. Vi havde kun kun kørt i en halv time. Han var sikkert allerede sulten.

''Jo, lige om 15 minutter. Så er vi ved hotellet.'' Svarede Simon. Vi havde selv insistreret på, at vi ville med. Det var lige udenfor London, vi var ankommet til en by. Jeg sad med hovedet lænet opad vinduet, og kiggede ud. Ved siden af, sad min bedsteven Louis. Pludselig ringede Simons telefon, og han tog den. Vi tav allesammen.

''Godt at høre fra dig James!'' Sagde Simon. James var hans bror, vi havde kun hørt om ham, aldrig mødt ham.

''Vi ankommer til hotellet snart. Ja, selvfølgelig kommer jeg over.'' Sagde han. Okay, bare efterlad os.

''Hvordan går det med hende?'' Spurgte han. Hende? Hvem var det? Jeg kiggede hen på Simon. Det samme gjorde de andre.

''Tror du virkelig det? Det ville hun ikke gøre.'' Sagde Simon lavmælt. Hvad ville hun ikke gøre?

''Jeg tror du overreagere James. Lexie ville ikke gøre det, aldrig. Ikke mod jer, og ihvertfald ikke mod Josh.'' Sagde Simon bestemt. Lexie og Josh?

''Ja, vi ses snart.'' Sagde Simon, og lagde på. Vi kiggede alle spørgende på ham.

''Simon, skal vi ikke møde din familie?'' Spurgte Zayn. ''Du har jo mødt vores.''

''Jo, det skal i helt sikkert. Men det passer bare ikke lige så godt nu.'' Svarede han. Familie problemer?

Lexie

________________________________________________

''LEXIE!'' Råbte min far, nede fra stuen af. Ja ja, jeg skulle nok komme ned. Jeg havde jo ikke andet at lave. Jeg satte mig langsomt op, jeg havde ligget her, ligesiden frokost. Og det var så 3 timer siden. Jeg gik hen mod døren. 6 skridt. Så 2 skridt, hen til trappen. 10 trin ned, 7 skridt hen mod stuen. Jeg stod stille i døren, og ventede på min far ville sige noget.

''Simon kommer idag.'' Sagde han. Min onkel Simon. Han havde været rigtig sød de sidste par måneder. Han havde kommet mindst 3 dage, hver måned. Jeg ved godt, at han har travlt, men han fandt stadigvæk tid til mig. Han havde travlt med både X-Factor, og med det boyband havde styrede. Hvis man kunne kalde det sådan. Jeg havde faktisk aldrig hørt en sang af dem, lidt pinligt. Men det var sandheden.

''Kommer Josh snart hjem?'' Spurgte jeg. Min elskede lillebror. Han gik i skole, imens jeg gik herhjemme. Næsten som en hjemmegående husmor. Selvom jeg ikke havde noget barn, og var en teenager. Men jeg var blind. Jeg ville ikke tilbage til skolen, mest fordi jeg ikke kunne følge med, og fordi jeg ikke ville høre Bryan og Stacy. Min ekskæreste, og min bedsteveninde. De droppede mig, fordi jeg blev blind. Bryan sagde, at han ikke ville være sammen med en, som er blind. Med en som var ubrugelig. Nytteløs. Jeg var ikke noget mere. Hans ord. Stacy havde hænget ved et par uger. Faktisk 2 uger. Hun havde ikke sagt noget, ligesom Bryan gjorde. Hun holdte bare op med at ringe, eller dukke op. Hvilken måde var værst? Jeg ved ikke helt.

''Han burde være hjemme om 5 minutter. Lige til når Simon kommer. Jeg nikkede, og gik hen 5 skridt videre, hen mod køkkenet. Johanna rumsterede rundt ude i køkkenet, medmindre det var en indbrudstyv.

''Hej Lexie.'' Sagde Johanna, hun lød glad. Hun smilede sikkert også.  Jeg smilede kort tilbage, og gik 2 skridt, hen mod bordet. Jeg holdte hænderne ud foran mig. De ramte langsomt bordet, jeg rækkede op i luften, efter skabet. Jeg fandt lågen, og åbnede den. Jeg kørte min fingre langs med glasne, jeg fandt et glas.

''Saftevand?'' Spurgte Johanna.

''Ja tak.'' Svarede jeg. Saftevand lød måske barnligt, men det smagte nu stadigvæk godt. Jeg kunne hører da hun stillede glasset på bordet, jeg tog det, og gik 2 skridt, hen mod døren igen. 5 Skridt hen mod stuen, også 5 skridt hen til sofaen. Jeg fandt langsomt bordet, og stillede glasset. Jeg følede min hånd langs sofaen, for at være sikker på, at der ikke var noget. Jeg satte mig langsomt ned, og lyttede med, hvad de sagde i TV'et. Det var 90210, jeg elskede den serie, det gør jeg stadig. Jeg sad og lyttede i 10 minutter, før Josh kom løbende ind i stuen.

''Er. Onkel. Simon. Kommet. Jeg. Har. Løbet. Hele. Vejen. Fra. Skolen. Af.'' Sagde Josh forpustet, jeg kunne ikke lade være med at grine lidt. Så sød han dog er.

''Nej, han er ikke kommet endnu.'' Sagde jeg.

''Godt.'' Sagde han, han satte sig ned ved siden af mig. Josh gik i 3 klasse nu.

Pludselig bankede det på døren, jeg hørte min far rejse sig, få sekunder senere blev døren åbnet og lukket. Der lød noget lavmælt hvisken.

''Josh og Lexie!'' Sagde en velkendt stemme pludselig. Simons stemme. Josh farrede op, og løb hen og krammede ham. Jeg rejste mig langsomt, og gik nogle få skridt ud på midten. Pludselig kunne jeg mærke nogle arme omkring mig.

''Hej Simon.'' Sagde jeg. Han gav mig et klem. Vi satte os hen i sofaen, Simon førte mig, til min store irritation. Johanna sad lige overfor os, fordi hendes stemme kom derfra. Hun klirrede med nogle tallerkner, og nogle glas.

''Vil du ikke have noget kage Lex?'' Spurgte Simon.

''Jo tak.'' Svarede jeg, jeg rakte ud i luften, jeg mærkede noget hårdt i min hånd. Tallerknen. Jeg tog den ind til mig, og spiste lidt af den. Jeg var ikke rigtig sulten. Jeg spiste næsten ikke slik eller søde sager. Det var bare en vane jeg havde. Jeg skulle holde mig i form. Selvom jeg ikke skøjtede mere. Jeg stoppede efter ulykken, jeg havde ikke været ude på isen, siden ulykken. Min træner var rigtig ked af på mine vegne. Jeg savnede føle mig fri, jeg kunne føle mig fri på isen. Men her, følte jeg mig fanget. Min far har tit spurgt mig, om jeg ikke ville med ud på isen. Men mit svar var altid nej. Jeg tog mig nogen gange i at skøjte på gulvet, jeg stoppede altid straks igen, da jeg fandt ud af det.

''Bliver du og spiser med Simon?'' Spurgte Johanna.

''Nej desværre ikke. Jeg skal hjem til drengene igen.'' Svarede han.

''Drengene?'' Spurgte jeg.

''Ja, det boyband jeg arbejder med, de ville gerne med. Så vi bor på hotel inde i byen.'' Svarede han. Drengene? Flere end 3?

''Så de er helt  alene hjemme?'' Spurgte Josh pludselig.

''Ja, de er helt alene på hotellet.'' Svarede Simon. ''De vil forresten gerne møde jer.''

''Hvorfor det?'' Spurgte jeg, hvorfor ville de møde en familie, som de ikke kendte? Møde en familie, med en blind person?

''Fordi at jeg har mødt deres familier, så de vil godt møde min familie.'' Svarede han.

''Hvorfor tager du dem ikke med herover, her i morgen til aftensmad?'' Spurgte Johanna pludselig. Hvad?!

''Det lyder som en god idé skat. Tag dem bare med herover imorgen Simon.'' Sagde min far, han lød virkelig glad. Gad vide hvorfor?

''Så i vil bare have total fremmede i jeres hjem?'' Spurgte jeg irriterende.

''De er jo ikke helt fremmede. De kender jo Simon.'' Svarede Johanna.

''Jo, det siger vi. Jeg tager dem herover kl 17.30?'' Spurgte Simon, jeg stillede hårdt tallerknen på bordet, og rejste mig.

''Jeg har mistet appetitten.'' Sagde jeg koldt. 5 skridt, 7 skridt, 10 trin, 2 skridt, også 5 skridt hen mod sengen. Jeg smed mig frustreret i sengen. Hvorfor skulle de også lige komme? De var de første som så mig blind. Udover min familie og Stacy. Helt fremmede.

Simon Cowell

_________________________________________________

''Måske er det ikke en god idé?'' Spurgte Johanna usikkert, jeg rystede på hovedet.

''Det er det helt rigtige at gøre Johanna. Hun har brug for det.'' Svarede jeg.

''Josh, går du ikke lige op og kigger til din søster?'' Spurgte James Josh, Josh nikkede ivrigt på hovedet, og løb så ud i gangen, og op ad trapperne.

''I skal ikke være bekymret for Lexie, jeg tror at hun vil klare det helt fint imorgen.'' Sagde jeg.

''Jeg tror at Lexie snart vil begå selvmord.'' Sagde James pludselig. Alt farven fra hans ansigt forsvandt, han blev helt hvid. Hans øjne blev helt mørke og triste.

''Det ville Lexie ikke gøre. Ikke mod jer, ikke mod Josh.'' Sagde jeg lavmælt.

''Simon du er vores sidste chance.'' Sagde Johanna pludselig.

''Sidste chance?'' Spurgte jeg.

''Vi har spurgt alle i familien, om de ikke vil holde øje med Lexie får nogle måneder. For at se om det hjælper.'' Sagde James pludselig.

''Alle undtagen mig?'' Spurgte jeg, James nikkede. Min bror havde ikke spurgt mig.

''Du har jo haft travlt med det hele, og vi ville ikke forstyrre dig med det.'' Sagde Johanna.

''I ville ikke forstyrre mig? Med min egen familie. Familie kommer altid i første række.'' Sagde jeg.

''Er der en mulighed for, at du kan holde øje med hende, i nogle måneder?'' Spurgte James pludselig, han elskede sin datter højere end noget i verden. Så det måtte virkelig betyde noget for ham.

''Ja, selvfølgelig James. Skal jeg tage hende med når vi rejser?'' Spurgte jeg.

''Ja, Lexie vil få godt af den nye luft, det nye liv. Måske vil hun kunne lide det.'' Sagde Johanna, hun havde fået tårer i øjnene. Det betød virkelig noget for dem.

''Selvfølgelig.'' Sagde jeg. Jeg sagde farvel til dem, og til Lexie og Josh. De ville have mig til at tage deres datter væk. Det ville ikke gå godt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...