My Lucky Star

Sommeren står for døren i det svenske idyl, og der venter den unge Alex på otte noget af et eventyr. Ikke blot en sommer, fyldt med skæg og ballade, men også en psykisk udvikling, der i en alt for tidlig alder, tager ham steder han, han ikke burde være. Det er det alle tænker, men aldrig siger. Nu er det endelig sagt.

3Likes
0Kommentarer
346Visninger

1. Prolog

Solens stråler bredte sig som en stor vifte ud over det svenske land, mens svalerne fløj højt oppe i skyerne. Efter en hel uge var det endelig blevet fredag for Alex. Det var jo egentlig også blevet fredag for alle andre, tænkte Alex, men han havde virkelig set så meget frem til idag, at han havde glemt, at der også var andre end ham selv, der fik weekend nu. For weekend betød: fri og farmand. Hans forældre var skilt, og i hverdagene boede han hos sin mor, tæt ved skolen. Det havde været sådan så lang tid han kunne huske tilbage. Det havde vist ikke fungeret mellems hans forældre, så derfor var de nødt til at flytte fra hinanden - det gjorde de, da Alex var meget lille. Men han synes, det har været en fin ordning. Hans mor var meget intelligent og arbejde som praktiserende læge på et af Sveriges største hospitaler. Hun kunne hjælpe ham med alt skolearbejde. Det kunne hans far ikke: han var hverken læge, advokat eller for den sags skyld dranker. Næ, han var uddannet skuespiller, men for tiden arbejdsløs. Han havde haft nogle små roller hist og her, men det var aldrig blevet til noget stort. Men han glædede sig sådan til at skulle ud til sin far denne weekend, fordi at det var årets varmeste dag. Og hans far havde lovet ham, at når det blev årets varmeste dag, skulle de ud og have trolde-is. 

Det var næsten ulideligt at sidde i klassen i den varme - selv læreren, Frk. Suhr, var ved at smelte ud over hendes så altid så fyldte kateter. Alle eleverne i Alex' kasse sad og stirrede på det store ur, der han for enden af klassen, over Frk. Suhr. Og mens hun sad med øjenene begravet i en bog, var der ikke længe til, at sekundviseren ville passere tolv, og udløse klokken, der hver fredag er dagens højdepunkt. Tre, to, én - og så lød den. Så højt at selv Frk. Suhr fik et chok. Alle eleverne styrtede ud af klasselokalet og spænede ud af den store hovedindgang i glædes udbrud. Alex gik målrettet hen mod sin cykel, tog sin cykelhjelm på, besteg det blå lyn, som hans far kaldte den, og cyklede ud i det blå. Eller det var jo nærmere det grønne, da han var nødt til at skære genvej gennem skoven for at kunne nå hjem i tide. 

Da han var nået et godt stykke ind i den oplyste skov, så han ud af øjenkrogen, at der længere fremme var noget, der skinnede. Det undrede ham meget: i en skov? Noget der skinnede? Det var dog besynderligt. Han stoppede op og steg af cyklen, men beholdt selvfølgelig hjelmen på i det, at han bukkede sig ned for at samle det skinnende op. Det var en halskæde, der havde skuet hans øje: den var lille, men af rigtig sølv, og på den hang et vedhæng, formet som en stjerne. Tænk at nogen kunne have tabt sådan en, tænkte Alex. Han var ikke i tvivl om, at den, der havde tabt, savnede den. Tanken om, at lade den ligge, strejfede ham kort. Måske ville personen, der havde tabt den, komme tilbage og lede efter den? Men før han fik tænkt tanken til ende, lå den allerede nede i hans bukselomme, og han havde atter bestiget det blå lyn og begivet sig videre på sin tur hjem. 

Pga. hanskæden var han blevet mere forsinket, så han måtte hellere sætte farten op, tænkte han. Med den opsatte fart varede det ikke længe før, at han var nået til broen. Han kørte altid forsigtigt over den, da der engang var en dreng, der havde kørt for stærkt på den, hvor den så efterfølgende var gået i stykker. Derfor ville han også sørge for at cykle forsigtigt på den denne gang. 

Broen plejede altid at være tom, men det var den ikke denne gang. Op ad det brune stakit til højre, stod der en cykel. Ved siden af stod en pigelig skikkelse. Alex satte farten ned i det, at han nærmede sig. Han stoppede foran skikkelsen, der rigtigt nok, var en pige. Hun stod med ryggen til og puslede med sin cykel. 

"Er der noget galt?" spurgte Alex med lys stemme. Lysere end den plejede at være. Pigen vendte sig ikke rundt, men svarede: "Ja, den er punkteret! Eish, det er bare anden gang i denne uge. Nu bliver min mor bare sur igen." Alex steg af cyklen, mens pigen rettede sig op og så ham. "Skal du have hjælp?" "Kan du finde ud af sådan noget?" svarede hun undrende. Alex tænkte sig om: det kunne han jo egentlig ikke, men han vidste, at hans far kunne. "Egentlig ikke" svarede Alex og fortsatte: "Men min far kan!". "Tror du han vil hjælpe mig?" lød det forsigtigt og svagt fra hende, hvortil Alex svarede, at det var han sikker på, han ville. "Kom du bare med mig!" - Alex vidste, at det hele ville forsinke hans trolde-is med sin far ENDNU mere, men han havde en fornemmelse af noget, han vidste bare ikke hvad. "Jeg hedder Emma" sagde pigen og gav Alex sin hånd. "Alex" svarede han. Han vidste stadigvæk ikke, hvor det her førte hen. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...